Debat

Speciallæger: Brug praktiserende speciallæger i behandling af allergi

DEBAT: Der er enorm mangel på speciallæger i allergologi, derfor kan det være værd at vende blikket mod de praktiserende speciallæger i behandlingen af allergikere, mener Kirsten Ilkjær, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Ilkjær
Formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger

Sundhedsstyrelsen har netop fremlagt sin rapport efter et servicetjek af allergibehandlingen i Danmark. Servicetjekket blev gennemført på opfordring af sundhedsministeren, efter at der havde været massivt fokus på manglen på speciallæger i allergologi, som der er færre end tyve tilbage af.

I rapporten lægges der blandt andet op til at etablere særlige allergicentre på sygehusene med et tværfagligt setup – samt en styrkelse af uddannelse i behandling af allergi.

Men rapporten omtaler også speciallægepraksis, som allerede er en aktør på allergiområdet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Der er god grund til at se nærmere på speciallægepraksis som et sted, hvor regionerne kan øge adgangen til borgernær allergibehandling. Og netop det borgernære vil være til gavn for allergipatienterne, som i et behandlingsforløb må rejse frem og tilbage til behandling mange gange over flere år. Det vil være til stor fordel for patienterne, hvis de slipper for at skulle transportere sig langt til sygehuset.

Intern medicinerne og børnelægerne har fået nye vilkår, som betyder, at de kan tilbyde ensartet behandling af høj kvalitet til patienter med allergi. Hudlægerne vil også kunne indgå i et vist omfang. Og fremadrettet forventer vi, at ørelægernes overenskomst også kommer til at omfatte allergibehandling.

Der er god grund til at se nærmere på speciallægepraksis som et sted, hvor regionerne kan øge adgangen til borgernær allergibehandling.

Kirsten Ilkjær
Formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger

Mens ørelægerne er relativt godt fordelt på landsplan, er billedet mere skævt for intern medicin, og de praktiserende børnelæger er der generelt for få af.

Jeg vil foreslå regionerne at opslå flere ydernumre specifikt med henblik på at øge allergibehandlingen. Der kan også være mulighed for at øge allergibehandlingen via regionale aftaler.

Dermed kan vi som praktiserende speciallæger også bidrage til at styrke det nære sundhedsvæsen, som er under stærkt pres i disse år. Hvis regionerne og Folketinget ønsker at investere mere i en stærk speciallægesektor, kan de bidrage til at sikre, at ikke kun allergi, men en lang række sygdomme inden for alle større sygdomsområder, vil kunne behandles af specialister i nærsamfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00