Forfatter: Seksuelle overgreb i barndommen kan have alvorlige konsekvenser senere i livet

Mellem fem og ti procent af børn i Danmark udsættes for seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb medfører alvorlig risiko for, at barnet udvikler kognitive skader og ikke er i stand til den forventede skolegang eller et naturligt samspil med andre børn.

Som samfund er vi bevidste om, at seksuelle overgreb mod børn har vidtrækkende konsekvenser. Derfor er vi mere end nogensinde opmærksomme på at arbejde for en tidlig opsporing – hvilket vil sige, at der er en politisk intention om, at overgreb opdages og stoppes så hurtigt som muligt, så barnet ikke lider mere last, end der allerede er sket, når mistanken dukker op.

Derfor skal man som pædagog, lærer, socialrådgiver, læge eller anden voksen kende til tegn på seksuelle overgreb og være opmærksom på barnets adfærd, trivsel eller fysiske tegn, som kan vække bekymring.  

I forlængelse deraf er det vigtigt, at fagpersoner ved, hvordan de skal underrette den kommunale myndighed, som så skal følge op ved at igangsætte en børnefaglig undersøgelse, henvise til regionens børnehus, anmelde til politiet og eventuelt henvise til en sundhedsfaglig undersøgelse. I nogle tilfælde kan der være tale om en akut anbringelse af barnet.

Overgreb kan give senfølger

Det er kærkomment, at vi som samfund satser på høj grad af opsporing af seksuelle overgreb mod børn, men det er svært at få øje på, hvad det er for en indsats, man vil opspore til.

Kirsten Trans
Forfatter og partner, Mentaltouch

Landsforeningen Spor, behandlingscentre og forskningsenheder kan fortælle, at et stort antal af unge og voksne, som blev udsat for seksuelle overgreb i barndommen, senere lever et invalideret liv med voldsomme senfølger efter overgrebene.

Senfølger kan vise sig i form af psykiske lidelser, negativt selvbillede, misbrug, skrøbeligt netværk, manglende livsstruktur eller ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet.  

Det er kærkomment, at vi som samfund satser på høj grad af opsporing af seksuelle overgreb mod børn – men det er svært at få øje på, hvad det er for en indsats, man vil opspore til.

Opsporing er nødvendig for at stoppe et eventuelt mønster om seksuelle overgreb mod et barn. Opsporingen gør det muligt at retsforfølge den krænkende part. Samfundsborgeres hævntrang og retsfølelse bliver imødekommet, men opsporingen afhjælper ikke de skader, som barnet er blevet påført af overgrebene. 

Når et barn udsat for seksuelle overgreb senere i livet udvikler alvorlige senfølger, er det fordi, at seksuelt misbrug er særligt destruktivt. Barnet er krænket i den dybeste kerne af sin selvopfattelse og forstyrres i sin identitetsudvikling.

Skam og hemmelighedskræmmeri

Seksuelle overgreb er indlejret i et hemmelighedskræmmeri, som barnet i tavshed må være i. Barnet lærer her, at det ikke frimodigt kan fortælle om sine oplevelser, eller om hvordan det har det. Barnet bliver efterladt i en forvirring om, hvad det må, og hvad der er farligt.

Barnets mest personlige grænse er overskredet, og det forstår barnet ikke og kan dermed ikke håndtere situationen. Barnet vil typisk ikke kunne skelne handlingen fra sig selv. Det vil sige, at for barnet bliver ’det slemme’ ved det seksuelle overgreb sammenhængende med, at barnet ser sig selv som slemt.

Man ved, at hvis barnet får rette hjælp hurtigst muligt, så øges chancen betragteligt for, at barnet ikke senere udvikler senfølger.

Kirsten Trans
Forfatter og partner, Mentaltouch

Barnets udvikling i social tilpasning bliver hæmmet. Hemmeligheden og skamfølelsen begrænser barnets frimodighed i fantasi og leg. Barnets usikkerhed og tilbagetrukkenhed bevirker en eksklusion fra fællesskabet med andre børn. Dermed får barnet ikke trænet de sociale spilleregler.

Gennem årene fører denne manglende socialisering og manglende skabelse af nære relationer til vanskeligheder og en fastlåst ensomhed, som – hvis man ikke gør noget ved det – følger barnet ind i voksenlivet.

Når den unge eller voksne udsat for seksuelle overgreb i barndommen fortsat er præget af overgrebene i sin udvikling eller indhentes af overgrebene i form af symptomer på posttraumatisk stress, er der tale om, at vedkommende har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. 

Når senfølgen indfinder sig, er den ikke en umiddelbar konsekvens af noget i nutiden, men skal ledes tilbage til det, den er en følge af, nemlig de seksuelle overgreb. Man ved, at hvis barnet får rette hjælp hurtigst muligt, så øges chancen betragteligt for, at barnet ikke senere udvikler senfølger.

Nationale retningslinjer

Derfor bør vi samfundspolitisk træffe beslutning om en målrettet indsats om forebyggelse af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Dette kan ske ved nationale retningslinjer. 

Samtidig er det nødvendigt, at man i den politiske overvejelse om nationale retningslinjer har for øje, at der ikke kan blive tale om en afgrænset indsats, eksempelvis 12 samtaler hos en psykolog. Der er flere forhold, som bør håndteres forud for og sideløbende med psykologbehandling.

Fra specialcentre viser forskning, at det er nødvendigt med en helhedsorienteret indsats. Barnet skal trives i sin hverdag og i sin skolegang, være tryg ved sine voksne, have gode jævnaldrende relationer og vide, at familien også får hjælp.

Dernæst bliver det muligt at profetere af psykologisk behandling med fokus på de seksuelle overgreb. Der er udviklet effektfulde specialiserede pædagogiske indsatser, som skal gå forud for og ydes sideløbende med en psykologisk behandling. Der findes forskellige traumeforløsende metoder, som kan overvejes i behandlingen.