Forskere foreslår ny strategi: Det er gået den gale vej med børn og unges mentale helbred længe før corona

Det bliver påpeget fra mange sider, at coronanedlukning har skabt mere mistrivsel blandt børn og unge.

Nogle mener, at børn og unge har fået det generelt dårligere, andre mener, at det er andre børn og unge, der mistrives, end dem, vi plejer at se. Endelig peger mange på, at vi bør ruste os til et enormt efterslæb af børn og unge med mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom, der i løbet af de kommende måneder vil få behov for hjælp i det etablerede system.

Vi ved endnu ikke, hvem der har ret, men vi hilser enhver lejlighed velkommen til at gøre opmærksom på, at der igen er alvorlige tegn på, at børn og unge i stigende grad mistrives, og at der er behov for et opgør med den måde, vi hidtil har organiseret os på dette område.

Pandemien og forandringerne som følge heraf har sat ekstra fokus på børn i mistrivsel, og det siger næsten sig selv, at børn, der i forvejen havde en begyndende eller fuldt udviklet psykisk sygdom ikke har fået det bedre under covid-19 pandemien. Derfor kan en beredskabsplan i forbindelse med covid-19 være en god ide.

Men når tallene stiger, og kurverne går den forkerte vej, så ser vi det primært som en del af en langvarig udvikling i den helt forkerte retning, som covid-19-pandemien har skubbet på.

Ringe sammenhæng i indsatserne
I en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fra november sidste år, har vi gennemført den hidtil mest omfattende kortlægning af mental sundhed, mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom hos de 10-24-årige i Danmark. Og billedet er klart: Der er sket store stigninger over de seneste årtier i andelen af børn og unge, der bliver diagnosticeret med psykiske sygdomme.

En national strategi bør have som mål at skabe et ensartet, sammenhængende system af høj kvalitet, der tager hånd om vores børn og unges mentale trivsel i hele værdikæden

Pia Jeppesen, Carsten Obel, m.fl.
Se faktaboks

Selvom stigningerne også skyldes bedre adgang til udredning og diagnostik og ikke nødvendigvis en øget sygelighed, er der ingen tvivl om, at vi som samfund må reagere på den markante stigning i efterspørgsel på hjælp til børn og unge med psykiske sygdomme. Ikke mindst fordi effektiv behandling af psykisk sygdom tidligt i livet er et vigtigt led i forebyggelsen af sværere psykiske sygdomme senere i livet.  

Helt overordnet er der behov for en langsigtet national strategi, der tager hånd om vores børn og unges velbefindende og sikrer dem de rette rammer for en sund psykisk udvikling, hvor de trives og kan mestre tilværelsen, også når den slår knuder, og hvor de børn og unge, der rammes af psykisk sygdom, bliver mødt med rette indsats og behandling, så de får en god indgang til voksenlivet og et godt livsforløb på trods af deres diagnose.

Sådan er det ikke nu. Slet ikke. Der er simpelthen for ringe sammenhæng i indsatserne, lige fra fra mental sundhedsfremme og primær forebyggelse af mistrivsel, tilbud ved mentale helbredsproblemer til behandling af egentlig psykisk sygdom hos børn og unge.

Strategiens fem hovedpunkter
En national strategi bør have som mål at skabe et ensartet, sammenhængende system af høj kvalitet, der tager hånd om vores børn og unges mentale trivsel i hele værdikæden, fra mental sundhedsfremme og forebyggelse over tidlig indsats ved mentale helbredsproblemer til behandling af psykisk sygdom.

Skab et lærende system. Sørg for, at der sker en systematisk evaluering af indsatser og tilbud, så vi hele tiden bliver klogere på, hvad der virker for hvilke børn. 

Pia Jeppesen, Carsten Olsen, m.fl.
Se faktaboks

Vi mener, at strategien bør hvile på fem punkter:

1. Indfør evidensbaserede indsatser på alle niveauer: Skab sikkerhed for, at de indsatser og tilbud, der bliver sat i søen, bygger på evidens, det vil sige, at de har veldokumenterede gavnlige effekter.
2. Skab koordinering på nationalt niveau: Der er mange velfungerende og kompetente aktører ude i kommuner og regioner, og de fungerer også i et vist samspil med hinanden. Men i mange tilfælde er hjælpen fragmenteret og usammenhængende, og kommunikationen antager karakter af flaskepost, hvor der ikke er nogen sikring af, at en bekymring i ét system bliver kommunikeret effektivt til det sted, der skal hjælpe, og hvor der ikke lægges en samlet plan. I stedet bør det sikres, at der lægges en samlet plan i samarbejde mellem PPR, sundhedsplejersker, egen læge og børne- og ungdomspsykiatrien med konkrete mål og fastlagte tidspunkter for opfølgning og justering af planen.
3. Evaluer indsatserne løbende: Skab et lærende system. Sørg for, at der sker en systematisk evaluering af indsatser og tilbud, så vi hele tiden bliver klogere på, hvad der virker for hvilke børn. Det er hele forudsætningen for, at vi kan tilbyde indsatser og tilbud, der hviler på evidens og dokumentation.
4. Opkvalificer sundheds- og fagprofessionelle på alle niveauer: De skal have bedre forudsætninger for at opspore børn og unge med brug for hjælp, så vi ikke længere skal høre historierne om børn og unge, der i årevis mistrives og har mentale helbredsproblemer uden at få den hjælp, som de har brug for.
5. Invester i forskning og udvikling: Danmark har med sin kombination af registre og systematiske målinger af det mentale helbred blandt børn og unge en – i international sammenhæng – unik mulighed for at følge et individ gennem hele livet og undersøge effekten af indsatser på tværs af områder som sundhed, uddannelse, velfærd, arbejdsmarked med videre. Dermed har vi særligt gode forudsætninger for at evaluere de lovende indsatser i videnskabelige undersøgelser og beskrive, hvordan indsatserne påvirker helbredet og den psykiske og sociale udvikling i et livsperspektiv.

Der er en klar og utvetydig sammenhæng mellem mentale helbredsproblemer tidligt i livet og risikoen for psykiske og somatiske sygdomme og negative sociale konsekvenser senere i livet.

Derfor har vi pligt til at investere i dette område. Det er vores børn og unges livskvalitet og helbred, der er på spil.