Forskere og farmaceuter: Lægemiddelstyrelsen skal spille afgørende rolle i restordre-problemet

Måske har du oplevet, at din patient forgæves har været på apoteket efter sin medicin med beskeden: "Medicinen er i restordre – du skal kontakte egen læge".

Du er langt fra den eneste. Tal fra Danmarks Apotekerforening og fra hospitalssektoren viser, at antallet af medicin i restordre har været støt stigende siden 2015. Det har altså ikke noget at gøre med de forsyningsproblemer, som lige nu opleves inden for mange områder som følge af coronapandemien.

Derimod oplever de private apoteker, at omkring 1000-1200 specifikke pakninger er i restordre hver eneste dag. På trods af et stigende antal indsatser for at forebygge restordrer er og bliver de et fortsat problem i hele sundhedsvæsenet.

Der har således været øget fokus på restordrer de senere år, og emnet har – med rette – affødt en del debat i medierne. Restordrer giver patientsikkerhedsmæssige problemer på hospitaler og apoteker såvel som hos den enkelte patient.

Lad os slå fast med det samme: Der er ingen lette løsninger på restordreproblematikken. Det skal dog ikke afholde os fra at gøre et forsøg, men lad os først opridse nogle af de mange udfordringer, der er forbundet hermed.

Manglende definition udfordrer koordineret indsats
Først og fremmest findes der ingen entydig definition af, hvornår medicin er i restordre. Ifølge lægemiddelproducenterne og Amgros, der sikrer forsyningen af medicin til de offentlige sygehuse, opstår en restordre, når medicinen ikke kan leveres inden for 72 timer efter bestilling, mens grossisterne og sygehusapotekerne taler om en restordre, når medicinen ikke leveres dagen efter bestilling.

Der er heller ikke enighed om, hvilket begreb vi skal bruge for at beskrive en restordre. I litteraturen og i diverse debatter anvendes begreber som for eksempel medicinmangel, restordre, forsyningsvanskelighed, leveringsvanskelighed, leveringssvigt og total mangel. Hver af disse dækker over forskellige definitioner, hvilket ikke gør debatten om restordrer nemmere.

Den største udfordring ved dette er, at en koordineret indsats vanskeliggøres, da de involverede parter (myndigheder, leverandører og apoteker m.v.) ikke arbejder efter en fælles forståelse af, hvornår medicin er i restordre, og hvornår arbejdet med at imødegå et restordreproblem påbegyndes. Eksempelvis ønsker myndighederne primært at blive adviseret om en restordre, hvis en lægemiddelproducent med store markedsandele vurderer, at der er risiko for påvirkning af en større gruppe af mennesker eller dyr i Danmark. Omvendt ønsker apotekerne viden om samtlige restordrer så hurtigt som muligt, så lager og indkøb af andre alternativer kan justeres, og patienterne ikke går forgæves efter deres medicin på apoteket.

Mangel på koordinerende it-inititativer
En nyligt forsvaret ph.d-afhandling om restordrer har belyst problematikkerne om vidensdeling og koordinering mellem de mange aktører, der er involveret i restordrehåndteringen i sekundærsektoren. De relevante aktører i feltet omfatter blandt andet lægemiddelproducenter, grossister, sygehusapotek, Amgros og Lægemiddelstyrelsen.

I Danmark er der ingen klare beslutningsveje og ansvarsfordeling mellem restordreaktørerne, og viden flyder ikke frit imellem dem. Når eksempelvis lægemiddelproducenter ikke i tilstrækkelig grad opfylder deres indrapporteringspligt om forudsete leveringsvanskeligheder til Lægemiddelstyrelsen, eller hvis informationerne ikke kommer videre end til styrelsen, så efterlades klinikerne og patienterne i en situation, hvor handlemuligheder og overblik mangler.

I Danmark er det ofte uklart hvor i produktions- eller forsyningskæden en restordre er opstået, hvilket besværliggør håndteringen af problemet betragteligt.

Når det handler om at informere de praktiserende læger og borgere, er der mange aktører, som deler restordreinformationer og lagerstatus forskellige steder, for eksempel Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, restordre.dk, appen 'apoteket' og dinapoteker.dk. Ingen af disse tilbyder dog et komplet overblik over samtlige restordrer og lagerstatus, og de forholder sig ikke til hinandens informationer.

Lægen eller patienten kan altså ikke få et samlet overblik over, hvilken medicin der er i restordre, hvor længe den forventes at vare, tilgængelige alternativer samt hvilke patientsikkerhedsmæssige problematikker, man bør være opmærksom på.

Denne mangel på koordinerende IT-initiativer er dog i tråd med den generelle trend i sundhedsvæsenet, hvor forskellige IT-systemer og platforme udvikles og implementeres, uden at disse nødvendigvis "taler sammen" og/eller sammenkører sundhedsoplysninger.

Hvis patienten ønsker et komplet overblik over egne sundhedsoplysninger, "tvinges" han/hun til at skabe sit eget digitale overblik ved at indhente informationer fra de forskellige platforme og apps (sundhed.dk, FMK-online, lægevejen, minlæge, minsundhed, borger.dk, medicinkortet, minsundhedsplatform, m.fl.). Hvis ikke patienterne var forvirrede inden denne digitale rejse, så er der risiko for, at de bliver det undervejs.

Det ser ikke meget bedre ud på hospitalerne, hvor større medicinlagre og samarbejde med andre lande ikke virker til at hjælpe på restordreproblematikken. Ofte opstår restordrer på medicin, som kræver, at klinikkerne ændrer behandlingspraksis med risiko for fejl og utilsigtede hændelser til følge. Samtidig kan lægerne på hospitalerne ikke automatisk se lagerstatus på de private apoteker, og patienter hjemsendes fredag eftermiddag med en recept på medicin, der ikke er tilgængelig på deres lokale apotek.

Lægemiddelstyrelsen skal skabe overblik
Restordrer ser ud til at være kommet for at blive, og der findes ingen lette løsninger til at imødegå denne gordiske restordreknude. Vi vover alligevel pelsen, for det er i alles interesse, at vi i Danmark bliver bedre til at reducere og løse restordreproblematikkerne.

Først og fremmest vil et øget nationalt samarbejde om fælles løsninger med tydelige ansvarsfordelinger mellem aktørerne være ønskværdigt. Her er Lægemiddelstyrelsen en central spiller, da styrelsen har mulighed for at samle viden og skabe overblik over restordrer samt for at foreslå potentielle behandlingsalternativer.

Indtil for nylig har Lægemiddelstyrelsen dog ikke samlet de mange aktører til en fælles indsats. Det har blandt andet resulteret i, at flere forskellige aktører har taget sagen i egen hånd og udviklet de mange forskellige adgange til restordreinformationer.

Ofte opstår restordrer på medicin, som kræver, at klinikkerne ændrer behandlingspraksis med risiko for fejl og utilsigtede hændelser til følge.

Vender vi blikket mod udlandet, kan vi hente inspiration fra andre lande.

I Norge håndteres restordreproblematikkerne i primær- og sekundærsektoren kun et sted: Hos den norske lægemiddelstyrelse (Legemiddelverket), der løbende udarbejder restordreoversigter og samler relevante restordreinformationer ét sted med dertilhørende løsningsforslag.

Rejser vi over på den anden side af jordkloden til New Zealand, har man fokus på at skabe fuld transparens om produktions- og forsyningskæden af medicin. Hermed kan man tilgå informationer om en restordre, uanset hvor den er opstået.

I Danmark er det ofte uklart hvor i produktions- eller forsyningskæden en restordre er opstået, hvilket besværliggør håndteringen af problemet betragteligt. Denne tilgang har affødt en del debat i forhold til lægemiddelproducenternes vilje til at markedsføre deres produkter i New Zealand, men hvis flere af de større lande adopterer samme tilgang, er det kun et spørgsmål om tid, før producenterne indretter sig med denne virkelighed, og debatten udvandes.

Vender vi blikket mod England, laver myndighederne her såkaldte 'Serious Shortage Protocols', hvor apotekspersonalet kan omordinere lægemidler i restordre. Dermed bliver patienterne hurtigt hjulpet, og man forebygger en stor del af de ekstra lægekontakter, der i dag kræves ved restordre-omordination i Danmark.

Et nationalt råd for forsyningssikkerhed
Det er således vigtigt, at de involverede aktører forstår, hvordan situationen om restordrer hænger sammen, hvordan den er opstået, hvad konsekvenserne er - og ikke mindst, hvad man kan gøre for at løse problematikken, uden at det får alvorlige konsekvenser for patienten.

Lægemiddelstyrelsen har for nyligt besluttet at etablere et nationalt råd for forsyningssikkerhed. Hvorvidt rådet udelukkende har en politisk agenda, eller om det er søsat for at udforme operationaliserbare løsninger på tværs af aktører og sektorer, vides endnu ikke.

Vi opfordrer dog til, at man tager et kig mod udlandet og lader sig inspirere af de mange gode initiativer her. Det sidste vi har brug for, er endnu en halv løsning i kampen mod restordrer.