Forskere om mangelfulde rehabiliteringstilbud: Intensivpatienter bliver efterladt i ingenmandsland

Oftest har patienterne et eller flere organsvigt, hvor de behandles med højteknologisk udstyr som for eksempel respirator eller dialyse. Dette er en særdeles bekostelig behandling. En intensivindlæggelse koster i gennemsnit cirka 30.000 kroner per døgn, hvilket er tre til fire gange mere end en almindelig sengeplads.

Vi som sundhedsprofessionelle gør alt, hvad vi kan for at redde patienternes liv, hvilket også prioriteres sundhedsøkonomisk. Samtidig er vi blevet meget dygtige til at sikre, at patienterne overlever. Faktisk udskrives cirka 90 procent af alle intensivpatienter til sengeafdelingen til videre pleje og behandling.

Det er nemlig langt fra sikkert, at de tidligere intensivpatienter tilbydes et struktureret og sammenhængende rehabiliteringsforløb

Anna Holm, Anette Alrø og Pia Dreyer
Aarhus Universitetshospital

Svigtet af systemet

Patienterne er selvsagt taknemmelige for at overleve, men både de og deres pårørende er uforberedte og uforstående i forhold til det videre rehabiliteringsforløb.

De pårørende har ofte en central rolle med mange forskelligartede koordinerende og praktiske opgaver. Denne rolle hviler endnu tungere på dem efter patientens udskrivelse. Sammen med patienten må de forsøge at navigere gennem rehabiliteringens muligheder – eller mangel på samme.

Det er nemlig langt fra sikkert, at de tidligere intensivpatienter tilbydes et struktureret og sammenhængende rehabiliteringsforløb.

Erfaringer fra samtaler med tidligere intensivpatienter på Aarhus Universitetshospital viser, at de har store fysiske, psykiske og kognitive problemer, der gør det svært at tilpasse sig familie-, hverdags- og arbejdslivet, og at deres livskvalitet ofte er negativt påvirket.

Men hvor skal de hente hjælp – og den rigtige hjælp?

Hvis man som patient ikke har en specifik diagnosegruppe som for eksempel kræft, knoglebrud eller hjertesygdom, så kan man ikke være sikker på at modtage et rehabiliteringstilbud, til trods for det akutte og kritiske forløb man har gennemlevet.

Derimod er der lovhjemmel om et kommunalt genoptræningsforløb efter for eksempel et hoftebrud. Dette betyder, at mange tidligere intensivpatienter føler sig svigtet af ‘systemet’, som ellers har reddet deres liv i det akutte forløb.

Der er behov for prioriteringer og tiltag, så ingen patienter skal udskrives til ingenmandsland efter et livstruende forløb på en intensivafdeling

Anna Holm, Anette Alrø og Pia Dreyer
Aarhus Universitetshospital

Mange patienter oplever at falde mellem to stole – eller flere stole, eftersom rehabiliteringen indbefatter mange samarbejdspartnere og sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer. Og patienterne og de pårørende oplever at være efterladt uden reelle tilbud om rehabilitering – ja man kunne kalde det efterladt i ingenmandsland.

Et meningsfuldt liv

I Danmark er der på nuværende tidspunkt ikke konsensus omkring rehabilitering af tidligere intensivpatienter, hverken kommunalt eller regionalt. Der findes ingen lovgivning, der kan sikre rettigheder til rehabilitering.

Det stiller store krav til patienterne om selv at mestre rehabiliteringen, hvilket kun nogle få ressourcestærke patienter og pårørende formår. Patienternes ønske er at opnå et meningsfuldt liv med et så optimalt funktionsniveau som muligt. 

De har derfor brug for opfølgning i form af en individualiseret og tværfaglig rehabiliteringsplan, som er målrettet deres fysiske, psykiske og/eller kognitive problemer problemstillinger. 

Vi mener, at der er behov for prioriteringer og tiltag, så ingen patienter skal udskrives til ingenmandsland efter et livstruende forløb på en intensivafdeling.