Debat

Fysioterapeuter: Professionsmasteruddannelser er ikke svaret

DEBAT: Der skal ikke laves masteruddannelser på professionshøjskolerne. Til gengæld bør professionsbachelorer have lige adgang til at videreuddanne sig på kandidatniveau. Det skriver Tina Lambrecht og Martin Josefsen, formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Dansk Selskab for Fysioterapi.

"En professionsmaster er en blindgyde for de, der gerne vil gå forskervejen. 
Den giver nemlig ikke adgang til videreuddannelse på ph.d. niveau," skriver Tina Lambrecht og Martin Josefsen, formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Dansk Selskab for Fysioterapi.<br>
"En professionsmaster er en blindgyde for de, der gerne vil gå forskervejen. Den giver nemlig ikke adgang til videreuddannelse på ph.d. niveau," skriver Tina Lambrecht og Martin Josefsen, formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Dansk Selskab for Fysioterapi.
Foto: Pressefoto
Nikolaj L. Simonsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tina Lambrecht og Martin Josefsen
Formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Dansk Selskab for Fysioterapi

Professionsbachelorer bør have fri og lige adgang til at videreuddanne sig på kandidatniveau. Det er en forudsætning for, at de kan løfte de mange specialiserede opgaver, som skal løses i dagens sundhedsvæsen. Det har vi længe ment hos Danske Fysioterapeuter og i Dansk Selskab for Fysioterapi. Synspunktet er netop underbygget i et stort arbejde, som konsulentfirmaet Implement og Aalborg Universitet har gennemført for Sundhedskartellet. Resultaterne af arbejdet blev offentliggjort den 7. oktober 2014.

Vi er derfor også enige med formand for Danske Professionshøjskoler Harald Mikkelsen, når han i sit indlæg på Altinget udtrykker bekymring for, at regeringens udspil til dimensionering vil betyde, at professionshøjskolernes bachelorer får dårligere mulighed for at videreuddanne sig på kandidatniveau.

Vi er til gengæld ikke enige med ham i, at løsningen er, at professionshøjskolerne får mulighed for at tilbyde professionsbachelorerne, at de kan videreuddanne sig på såkaldte professionsmasteruddannelser. Det er der (mindst) to grunde til, som begge handler om, hvad uddannelsen kan bruges til:

Løsningen er at sikre, at de, der har gennemført en uddannelse på en professionshøjskole, har adgang til at videreuddanne sig på landets universiteter.

Tina Lambrecht og Martin Josefsen
Formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Dansk Selskab for Fysioterapi

Professionsmaster en blindgyde
For det første giver en professionsmaster ikke de nødvendige kompetencer til at løse de opgaver og bestride de job, som en kandidatuddannelse gør. For eksempel kræver flere arbejdsgivere i dag, at de medarbejdere, der skal være med til at udvikle og evidensbasere den sundhedsfaglige praksis på arbejdspladsen, som minimum skal have gennemført en kandidatuddannelse.

For det andet er en professionsmaster en blindgyde for de, der gerne vil gå forskervejen. Den giver nemlig ikke adgang til videreuddannelse på ph.d. niveau. Og dermed er der en hel verden af videnskabelige stillinger på universiteter, hospitaler og i kommunerne, som fortsat vil være lukket land for professionsbachelorer, selvom de har brugt tid og kræfter på at gennemføre en masteruddannelse. Vi vil i den forbindelse minde om, at Danske Professionshøjskoler selv har en ambition om, at mindst halvdelen af deres undervisere skal have gennemført en ph.d. Den ambition kommer professionshøjskolerne ikke tættere på at indfri ved at give professionsbachelorer adgang til en professionsmasteruddannelse.

Behov for kandidatuddannelser målrettet professionsbachelorer
Løsningen på den udfordring, vi står overfor, er derfor ikke at etablere masteruddannelser på professionshøjskolerne. Løsningen er at sikre, at de, der har gennemført en uddannelse på en professionshøjskole, har adgang til at videreuddanne sig på landets universiteter.

Det vil vi arbejde ufortrødent for i Danske Fysioterapeuter og i Dansk Selskab for Fysioterapi. For eksempel vil vi gøre vores for at sikre, at der bliver et større udbud af universitetsbaserede kandidatuddannelser, som er målrettet professionsbachelorer i fysioterapi.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Lambrecht

Fhv. formand, Danske Fysioterapeuter
fysioterapeut (Ergo- og fysioterapeutskolen Aalborg 1995), diplom i ledelse & økonomi, UCN Erhverv 2020, Strategisk Lederskab, CLAVIS 2016, Chairman Degree, Board Governance 2012

0:000:00