Hjerteforeningen: Overvågning sejler på hjerteområdet

HJERTER: Efter kritik af overvågningen af ventetiderne på kræftområdet bliver der strammet op. Der er behov for samme opstramning på hjerteområdet, mener Hjerteforeningen. S og V er lydhøre.
Hjerteforeningens formand, Peter Clemmensen, mener, at de kommende tiltag på kræftområdet også kan bruges på hjerteområdet.
Hjerteforeningens formand, Peter Clemmensen, mener, at de kommende tiltag på kræftområdet også kan bruges på hjerteområdet.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Sundhedsstyrelsen og regionerne er i gang med at forbedre overvågningen af ventetiderne for udredning og behandling på kræftområdet. Det sker efter omfattende kritik fra kræftlæger, Kræftens Bekæmpelse og en rapport fra Rigsrevisionen omkring årsskiftet.

Men heller ikke på hjerteområdet kan man ordentligt overvåge, om udredningen af hjertepatienter er lige så hurtig, som de faglige anbefalinger lægger op til i hjertepakkerne. Det mener Hjerteforeningens formand, Peter Clemmensen.

Vi har et kæmpe problem med registreringen og overvågningen på dette område.

"Når patienterne efter udredning først er sat på en venteliste til behandling, så er ventetiderne acceptable. Men problemerne er inden. Det er ved henvisnings- og udredningsdelen. Vi ved ikke, om forløbstiderne bliver overholdt, og om lægerne i denne del af forløbene respekterer anbefalingerne i hjertepakkerne," siger Peter Clemmensen.

Clemmensen: Kræv oplysningerne
Han mener, at Sundhedsstyrelsen skal gøre det obligatorisk at registrere tidspunktet for den praktiserende læges henvisning til sygehuset. Det samme skal gælde for de udredende undersøgelser på sygehusene.

"Sundhedsstyrelen bør kræve at få disse informationer som led i overvågningen af hjertepakkerne. Og hvis man nu er ved at sætte et system op på kræftområdet, så skal der ikke mange ændringer til, før det også kan bruges på hjerteområdet," siger Peter Clemmensen.

I januar udkom en rapport fra Rigsrevisionen, der konkluderede, at overvågningen af kræftbehandlingen var stærkt mangelfuld. Sundhedsstyrelsen og regionerne er nu i gang med at forbedre overvågningen af ventetiderne til de forskellige udrednings- og behandlingsforløb.

Peter Clemmensen er overbevist om, at Rigsrevisionen ville komme med en identisk kritik af overvågningen på hjerteområdet, hvis det også blev sat under lup.

V: Minister må melde ud
Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, er enig i Hjerteforeningens kritik af overvågningen af hjertepakkerne.

"Overvågningen af forløbstiderne i pakkeforløbene er ikke gode nok. Og i Venstre er vi enige om, at monitoreringen af hjertepakkernes forløbstider skal være bedre. Det, håber jeg, også regeringen synes," siger Sophie Løhde.

Hun har stillet en række spørgsmål til fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) om regeringens planer og holdninger på området.

S og Regioner er positive
Hos Socialdemokraterne behøver man ikke mere betænkningstid i forhold til Hjerteforeningens forslag.

"Jeg er helt enig. Hvis vi får bedre monitoreringsmuligheder af kræftpakkerne, så bør vi også få det for hjertepakkernes vedkommende," siger Socialdemokraternes fungerende sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

Hos regionerne er man åbne over for Hjerteforeningens forslag.

"Lige nu er vi i gang med at se på mulighederne for at udvikle monitoreringen på kræftområdet. I forlængelse heraf er det oplagt at se på, hvordan vi kan gøre monitoreringen på hjerteområdet bedre," siger kontorchef i Danske Regioner, Lisbeth Nielsen

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Clemmensen

Professor, overlæge, University Heart an Vascular Center, Hamburg, Tyskland. Overlæge, medicinsk afdeling, Nykøbing F Sygehus
cand.med. (Københavns Uni. 1988), dr.med. (Københavns Uni. 1995)

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00