Jes Søgaard: Har statsministeren en plan B?

KOMMENTAR: Der er noget galt med proportionerne i sundhedsreformen, mener Jes Søgaard, der har kigget aftalen efter i sømmene. Vi risikerer et A- og B-hold af patienter, hvis ældre kronikere ikke længere skal have adgang til specialiseret behandling.

Det blev nævnt igen og igen under gårsdagens præsentation 26. marts, og jeg tror, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under præsentationen sagde ordet "nærhed" fem gange i træk.

Så ja, sundhedstilbud nær borgeren, og det er for så vidt godt nok.

Men vil sundhedsplanen give mere sundhed, bedre sundhed, mindre administration, mere effektivitet med, som de siger, "mere sundhed på literen" og mindre geografisk ulighed, som er nogle af de buzz words, vi har hørt igen og igen de sidste par måneder?

Måske. Måske ikke.

Kan give A- og B-hold
Det afhænger af, om de mange antagelser bag planen viser sig at holde.

Holder de alle sammen, så vil mange af de optimistiske forventninger realiseres. Det vil være rigtig godt for dansk sundhedsvæsen.

Men hvis de ikke holder helt, så kan det faktisk gå stik modsat. Så får vi et sundhedsvæsen med specialistbehandling til nogle patienter og nær, men afspecialiseret, behandling til andre, nemlig de ældre med kroniske sygdomme.

Altså et A-hold og et B-hold. Vi får endnu mere bureaukrati og administration, og vi får mere geografisk ulighed.

Vi kan sige meget om vores regering og støttepartiet – men risikovillige, det er de.

Moderne sundhedshuse skal jo lige bygges
Grundantagelsen er, at hvis nære sundhedsinstitutioner bygges op i form af sundhedshuse og større lægepraksisser, så kan undersøgelser og behandlinger, som nu foregår på sygehusene, flyttes ud til disse institutioner – ud til det nære sundhedsvæsen.

Man taler om, at 500.000 ambulante konsultationer – undersøgelser eller behandlinger – og 40.000 indlæggelser da vil kunne spares på sygehusene i 2025.

Det giver to milliarder kroner i besparelse på sygehusene, og hvad nettobesparelsen bliver, ved vi ikke, for ingen har regnet ud, hvad det koster i det nære.

Ingen har kritiseret den ambition om at udflytte opgaver fra de stadig større, men dermed også for mange borgere, fjernere sygehuse – hvis det altså kan gøres ordentligt.

Men disse sundhedsinstitutioner skal først bygges op, og det er der da også afsat næsten halvdelen af de 8,5 milliarder kroner over fem år til, primært til 35 moderne sundhedshuse.

Der skal også uddannes mere sundhedspersonale, især sygeplejersker og speciallæger i almenmedicin til disse nære funktioner, og det er der også afsat penge til, omkring 2,2 milliarder kroner, hvis jeg har talt rigtigt over fem år.

Sundhedshuse og personale til at arbejde i dem og de større lægepraksisser er rigtig udmærket, men det skal jo lige ske.

Det snakkede vi også rigtig meget om for 11 til 13 år siden, og da skete det ikke.

Afspecialiseret behandling til ældre
Når institutionerne og personalet så er på plads, så kan opgaveudflytningen påbegyndes om et antal år.

"Flere borgere skal modtage behandling i det nære sundhedsvæsen i stedet for på sygehuse," lover planen på side 31.

Det er især de ældre borgere, som der bliver flere og flere af, og ikke mindst dem med kroniske sygdomme, som skal behandles i det nære.

Patienter med KOL, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskel-skelet-sygdomme, angst og/eller depressioner skal i særlig grad behandles i det nære.

Disse borgere er, forstår jeg, i dag kastebolde i en bermudatrekant af sygehusbehandling, konsultationer hos egen læge og diverse kommunale tilbud. Fremover kan disse borgere bare træde ind i det nye og supermoderne sundhedshus.

Speciallægerne er savnet
Sundhedshuse kan være gode til mange ting, men jeg savner speciallægerne, specialsygeplejerskerne og andet specialistpersonale.

De er fortsat på sygehusene, når der ses bort fra knap 1.000 praktiserende speciallæger, som ikke er jævnt fordelt geografisk eller fagligt, men det modsatte.

Hvordan kan sundhedshuse overtage så mange sygehusopgaver uden det specialiserede personale? Hvordan vil man sikre, at der ikke følger kvalitetsforringelser med den afspecialisering i undersøgelses- og behandlingstilbud til ældre og kronisk syge patienter i det her land, som der lægges op til i regeringen og Dansk Folkepartis sundhedsplan?

Måske er netop fraværet af det specialiserede personale årsagen til, at sundhedshuse og lignende forsøg rundt om i landet netop så sjældent har vist sig at kunne flytte sundhedsopgaver fra sygehusene til de nære institutioner.

For det er tilfældet.

Reformer har ikke holdt patienter væk
Siden Perspektivplan II i 1977 har vi snakket om Leon og om at flytte sygehusopgaver ud til et lavere, men stadigt effektivt omsorgsniveau.

Siden sidste kommunalreform i 2007 er der gjort flere, endog meget gode, forsøg. De har bare ikke løst opgaven at holde patienterne væk fra sygehusene.

Måske lykkes det denne gang. Man kan håbe og ønske, hvis det gøres ordentligt og uden kvalitetstab.

Men der er risici.

En risiko er, at det tilsyneladende lykkes at flytte opgaver ud til afspecialiseret behandling i sundhedshusene, men på bekostning af et fagligt ringere tilbud til de ældre med kroniske sygdomme.

En anden risiko er, at de nye supermoderne sundhedshuse bare bliver et add on i det eksisterende sundhedsvæsen.

Det vil hverken aflaste sygehusene eller give besparelser.

Hovsa, flere millioner til fysioterapien
Der er et eller andet med proportionerne i det her oplæg.

Der sættes 300 millioner kroner af til specialiseret psykiatri på sygehusene, og de falder mere end tørt, men vil forslå som en skrædder i helvede.

Så er der 210 millioner kroner til børne- og ungepsykiatri, heraf 60 millioner kroner til sårbare unge til nogle ordninger, som ingen ved, om de virker.

Og hovsa, så kom der lige 700 millioner kroner til fysioterapien – vistnok fordi det vil Dansk Folkeparti gerne have.

Tillykke til fysioterapeuterne, og jeg ved, at muskel-skelet-sygdomme er hyppige og trælse, men hvor er lige regnestykket for, hvad vi får for de mange millioner kroner, altså til gavn for borgerne med muskel-skelet-sygdomme?

Smørret bliver smurt tyndt ud
Så er der 120 millioner kroner i alt frem til 2025 til sygehusene, fordi deres specialistpersonale skal stå til rådighed med rådgivning til praktiserende læger og sundhedspersonale i vores supermoderne sundhedshuse, nu hvor vi i store træk afspecialiserer behandlingen til de ældre borgere med kroniske sygdomme.

Det vil samlet række til mellem 12 og 18 speciallæger i alt til den funktion.

Smørret bliver altså godt nok smurt tyndt ud en gang imellem.

Og knap en milliard kroner til flere ambulancer. Hmm, måske er synligheden større end sundhedseffekten.

Men okay, synlighed giver tryghed. Og nul kroner til forebyggelse.

Mindre bureaukrati er altid godt
Det her er også en afbureaukratiseringsøvelse. Dét har vi innovationsminister Sophie Løhdes (V) ord for.

Og det er altid godt.

Store dele af nærhedsfonden på 8,5 milliarder kroner, som skal finansiere reformen, og jo politisk er et meget synligt signal til befolkningen: 8,5 milliarder nye kroner – altså "nye" på Christiansborgsprog.

Det er konkret, og det er synligt.

Men der er også forventninger om årligt at spare 300 millioner kroner på administration, som så kan bruges til behandling i stedet.

Og det er jo godt, hvis det holder, og der er i den grad brug for pengene til et stigende behandlingsbehov i en aldrende befolkning og med et medicinudgiftspres, som regeringen intet gør ved.

Og regeringen har været forbavsende tavs om, hvordan den vil finansiere dette udgiftspres. Højere skatter og/eller mere brugerbetaling og/eller drønhård prioritering?

Intet af det er særligt populært.

Så hellere sige effektivisering og besparelser på administration.

Underskov af råd kommer
I virkeligheden kan administrationsudgifterne stige med den her plan. Man fyrer godt nok 205 regionsrådspolitikere og sparer nogle mødediæter.

Men til gengæld kommer der fem forvaltningsbestyrelser og overforvaltningsbestyrelsen i Aarhus. Og der kommer 21 sundhedsfællesskaber og nu også 21 patient- og pårørenderåd.

Denne underskov af råd og udvalg med uklare beføjelser og opgaver skal sekretariatsbetjenes. De vil stille spørgsmål, som skal arkiveres, uddeles og ikke mindst besvares. Og så videre.

Og de efterhånden ganske mange styrelser i Sundhedsministeriet skal udarbejde og udstikke og administrere et hav af retningslinjer til kommunernes sundhedsopgaver.

Kommunerne skal selv administrere retningslinjerne, forklare dem til politikerne og følgerne af dem, tilsvarende til sundhedspersonalerne.

De skal også sende rapporter og data tilbage til de mange statsstyrelser og formentlig også til sundhedsforvaltningerne og overforvaltningen, og sundhedsfællesskabsrådene og patient- og pårørenderådene, om at de prøver efter bedste evne at efterleve retningslinjerne, standarder, diverse krav og paragraffer.

For der skal være orden i sagerne.

Kan hæmme optimal drift
Vores hårdt prøvede sundhedspersonale skal administrere endnu flere patientrettigheder, som isoleret set kan forekomme rimelige, men som også udhuler den faglige prioritering.

Det kan hæmme optimal drift, og som skal administreres og monitoreres og sanktioneres, når de brydes.

Og sundhedsvæsenets personale, både på sygehusene og på de supermoderne sundhedshuse og i kommunerne og i alle mulige praksisser, skal til at vænne sig til nye spilleregler. Og det skal patienterne også.

Regnestykket bliver nok aldrig gjort op.

Jeg er ikke overbevist om, at der samlet set vil komme besparelser. Måske det modsatte.

Og gennemtvinges de via politisk påtvungne nedskæringer i administration og støttefunktioner i drift og udvikling, så risikerer vi tilstande som i Skat.

Det er ingen tjent med.

Bliver postnummeret mindre afgørende?
Det ville være godt, om det skete. Særligt de meget store forskelle i de kommunale sundhedstilbud. Dem hører vi ganske vist ikke så meget til.

Til gengæld hører vi rigtig meget om de regionale forskelle, som da heller ikke er okay. På ingen måde.

Men skyldes disse regionale forskelle i sundhedstilbud og opfyldelse af diverse regler regionsrådene?

Vil den nye plan fjerne dem eller i det mindste gøre dem mindre?

Eller kan vi i virkeligheden risikere, at de bliver større?

Hmm, ved ikke, måske, måske ikke.

Løkke ironiserede over May
En stor del af de lejlighedsvise regionale forskelle skyldes lokale driftsudfordringer, som eksempelvis at nogle hospitaler har svært ved at rekruttere og fastholde de rigtige specialister.

Rekrutteringsudfordringen er større på Nykøbing-Falster Sygehus og Thisted Sygehus end på for eksempel OUH.

Hvad vil den nye sundhedsplan gøre ved det? Måske den i virkeligheden vil gøre det endnu sværere for de udfordrede områder i sundhedslandskabet, hvis de her sundhedsfælleskaber virkelig får magt og indflydelse.

Så vil de svage områder komme til at stå endnu mere alene med deres udfordringer.

Statsministeren ironiserede over den britiske premierminister Theresa May forleden, idet hun angiveligt ikke har en plan B, C eller D for Brexit.

Har statsministeren det for sundhedsområdet?

Eller hedder de allesammen Nærhed, Nærhed, Nærhed, Nærhed og Nærhed?

Forrige artikel Jes Søgaard: Jeg ser ikke et kollaps i vores sygehusvæsen. Men jeg ser klinisk udbrændthed Jes Søgaard: Jeg ser ikke et kollaps i vores sygehusvæsen. Men jeg ser klinisk udbrændthed
  • Anmeld

    Sidsel Vinge

    HØRT!

    Det her er det mest fornuftige, gennemtænkte, balancerede, og dermed også relevante indlæg jeg har læst om sundhedsreformen på noget som helst tidspunkt siden offentliggørelsen af planerne i januar og af aftalen i tirsdags.
    I kølvandet på strukturreformen i 2007 advarede Lægeforeningen mod at der kunne opstå et "A" og et "B"-hold, hvis nogen (de yngre) kom på såkaldte "supersygehuse", mens andre (de ældre medicinske patient) i langt højere grad skulle holdes ude af hospitalerne og håndteres i andre (mindre specialiserede, mindre lægedækkede) lokale sundhedstilbud. Og nu står vi så her igen.
    Det, der ikke er svært, kan godt være nært. Men den ældre medicinske patient fejler altså sjældent noget der "ikke er svært" (i modsætning til ukomplicerede førstegangsfødende, som reformen til gengæld vil garantere sengekapacitet til i hospitalsregi). Vi savner i den grad svar på hvad det er, der skal flyttes ud, og hvem der skal løfte opgaverne derude?