Jes Søgaard: Region Hovedstaden halter også bagud i kræftbehandlingen

5 års relativ kræftoverlevelse indgår som en af 37 indikatorer, som regeringen, Danske Regioner og KL har besluttet at måle kvaliteten af det danske sundhedsvæsen på. Det er en af de meget få indikatorer, hvor Region Hovedstaden klarer sig bedst.

Desværre er den 5 års relative kræftoverlevelse, som den indgår i kvalitetsprogrammet, ikke nogen god indikator for kræftoverlevelse. Faktisk viser en nærmere analyse af de sygdomsspecifikke kræftoverlevelser i de fem regioner, at Region Hovedstaden også på dette vigtige område halter bagud.

5 års relativ kræftoverlevelse måler sandsynligheden for, at en patient ikke dør af en kræftsygdom de første fem år efter diagnosen. Det er et statistisk mål for, hvor mange der overlever kræftsygdommen i en patientpopulation, for eksempel i en bestemt region. Derfor giver det god mening at tage et kræftoverlevelsesmål med som én af fem indikatorer for det nationale mål for dansk sundhedsvæsen, der hedder Forbedret overlevelse og patientsikkerhed.

De sidst opgjorte overlevelser i Cancerregistret er for kræftpatienter diagnosticeret i årene 2014 til og med 2016. Man slår tre år sammen for at få større statistisk sikkerhed og undgå for store tilfældige udsving over tid og mellem regionerne. Der ligger et element af ’gætværk’ i estimation af 5 års overlevelse, før de fem år så at sige er gået. Man kunne have overvejet i stedet for 5 års overlevelse at bruge 1 års overlevelse som kvalitetsindikator, da den både er mere sikker at estimere og måske også lidt mere følsom for ændringer i behandlingsindsatsen på kort og mellemlang sigt. Det er dog en detalje i denne sammenhæng.

De forskellige kræftsygdomme har vidt forskellige overlevelsesprognoser. Hvis en region har forholdsvist få kræftsygdomme med høj dødelighed, for eksempel lungekræft, så kan regionen opnå høj summarisk kræftoverlevelse, selvom de kræftspecifikke overlevelser faktisk er lave.

Jes Søgaard

For patienter diagnosticeret med en kræftsygdom (undtagen de milde hudkræftformer, som altid udelades i kræftstatistikkerne) i 2014 til 2016 i Danmark er den summariske 5 års relative overlevelse 63 procent. I Region Hovedstaden er den 65 procent og i Region Sjælland kun 61 procent.

Det er en stor forskel – helt svarende til den, man for år tilbage observerede mellem Danmark og Sverige, og som udgjorde en god del af motivationen til den pakkeforløbstænkning, som har styrket dansk kræftindsats og i dag inspirerer andre landes kræftindsats.

Det er fuldt forståeligt, at regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i Berlingske fremhæver kræftbehandlingen som et område, hvor regionen i hendes fortolkning klarer sig bedre end de fire andre regioner: ”Hvis jeg fik kræft i morgen, ved jeg godt, hvor jeg ville indlægges. Vi har nogle meget stærke kliniske miljøer i Region Hovedstaden og ligger rigtigt godt med hensyn til overlevelse efter kræft,” siger hun.

Når man som region klarer sig dårligt i 23 ud af 37 indikatorer i de officielle kvalitetsoversigter, så er det godt at kunne pege på et vigtigt område, hvor regionen faktisk klarer sig bedst.

Spørgsmålet er bare, om man ud fra højeste summariske 5 års relative kræftoverlevelse kan sige, at Region Hovedstaden har den kræftbehandling, der fører til den bedste 5 år overlevelse efter kræft? Ja det lyder som et nærmest absurd spørgsmål, men giv det lige en chance. Sagen er, at når man måler kræftoverlevelse i fem regioner på tværs af mange forskellige kræftsygdomme, altså den summariske kræftoverlevelse, så er resultatet en funktion af to forhold i regionerne: 1) de kræftsygdomsspecifikke overlevelser og 2) de relative hyppigheder af de forskellige kræftsygdomme.

Mænd med testikelkræft har en 5 års relativ overlevelse på 97 procent (som landsgennemsnit 2014-16), mænd med prostatakræft og kvinder med brystkræft har 88 procent overlevelse, mænd og kvinder med tyk- og endetarmskræft har 66-69 procent overlevelse. Får man lungekræft, er 5 års relative overlevelse på bare 19 procent!

De forskellige kræftsygdomme har vidt forskellige overlevelsesprognoser. Hvis en region har forholdsvist få kræftsygdomme med høj dødelighed, for eksempel lungekræft, så kan regionen opnå høj summarisk kræftoverlevelse, selvom de kræftspecifikke overlevelser faktisk er lave.

Af Cancerregistret fremgår det, at kræft i luftveje og respirationsorganer (herunder lunger) forekommer hyppigst i Region Sjælland med 85 årlige tilfælde per 100.000 indbyggere og Region Nordjylland med 80 per 100.000. Region Midtjylland og Region Syddanmark ligger midtimellem med knap 74 kræfttilfælde i luftveje og respirationsorganer. I Region Hovedstaden er der kun 65 af disse farlige kræftsygdomme per 100.000. Alle rater er alders- og kønsstandardiserede.

Det er ret store forskelle i sygdomshyppighed, og de skyldes formentlig forskelligt uddannelseslængde/niveau i regionerne – de mange akademisk uddannede i Region Hovedstaden holdt simpelthen op med at ryge meget tidligere. Lidt det samme mønster ses for kræft i fordøjelsesorganer (tyk- og endetarmskræft) – men ikke så markant. Til gengæld er der flest brystkræftsygdomme i Region Hovedstaden og færrest i de jyske regioner.

Min pointe er, at den summariske 5 års relative kræftoverlevelse i Region Hovedstaden er højest, fordi de mindre dødelige kræftsygdomme forekommer relativt hyppigere i hovedstadsregionen end i de andre regioner og især Region Sjælland og Region Nordjylland; og altså ikke fordi de kræftspecifikke overlevelser er højere i hovedstadsregionen. Faktisk burde Cancerregistret og Sundhedsdatastyrelsen beregne et summarisk overlevelsesmål justeret for de forskellige hyppigheder af farlige og mindre farlige kræftsygdomme i de fem regioner.

Når vi ikke har dette justerede overlevelsesmål, må vi i stedet sammenligne overlevelserne for de mange forskellige kræftsygdomme. Selv om vi kun tager overlevelser for de 15 hyppigste kræftsygdomme, som jeg har gjort med data fra Cancerregistret, så bliver det let uoverskueligt. For at få et groft overblik optalte jeg for hver region de kræftsygdomme, hvor man lå over landsgennemsnit på overlevelse, og tilsvarende dem, hvor man lå under landsgennemsnit. Jeg summerede også regionernes overlevelsernes afvigelser fra landsgennemsnittet. Endelig optalte jeg antallet af bedste og næstbedste, henholdsvis ringeste og næstringeste. Det gjorde jeg for både 5 års og 1 års overlevelse. Og jeg gjorde det for overlevelser opgjort før og under regionsdannelserne (2005-07) og i årene efter.

Sammenfatningen er følgende for 5 års relativ overlevelse i dag (2014-16): Region Syddanmark ligger bedst, et mulehår foran Region Hovedstaden efterfulgt af Region Midtjylland og Region Nordjylland, og sidst kommer Region Sjælland noget bagefter. For 10 år siden, da regionerne blev dannet, var billedet helt anderledes. Patienter diagnosticeret i årene 2005-7 og bosiddende i det, der blev til Region Hovedstaden, havde klart bedre overlevelse på de fleste af de 15 kræftsygdomme end patienter fra de fire andre regioner. Region Hovedstaden har tabt halvdelen af sit overlevelsesforspring og er dermed blevet indhentet af Region Syddanmark. Det var billedet for 5 års overlevelse.

På 1 års overlevelse i dag klarer Region Syddanmark sig helt klart bedst i dag foran Region Nordjylland, Midtjylland og Hovedstaden og igen ligger Region Sjælland med lavest overlevelse også på 1 år. Da regionerne blev dannet, lå Region Hovedstaden på niveau med Region Syddanmark på 1 års kræftoverlevelse. Især i sidste periode (2014-16) er 1 års overlevelserne faldet i Region Hovedstaden i forhold til landsgennemsnittet.

Kræftoverlevelsen er over årene forbedret for de fleste kræftsygdomme, også i hovedstadsregionen – bare ikke så hurtigt som i de andre regioner. Derfor er der ikke længere belæg for at sige, at kræftoverlevelsen er særlig høj i Region Hovedstaden. På nogle af de farlige kræftsygdomme som lungekræft og tarmkræft er overlevelsen i regionen faktisk under landsgennemsnit.

Den summariske kræftoverlevelse snyder lidt som kvalitetsindikator, fordi den også påvirkes af sygdomssammensætningen i regionerne. Region Hovedstaden har flere langtuddannede end de andre regioner, og det er dét, der giver regionen den højeste summariske kræftoverlevelse i landet.

Skal Sophie Hæstorp Andersen være bekymret? Ikke som borger, patient eller pårørende. Kræftbehandlingen i regionen er hverken ringere eller bedre end i de andre regioner.

Men som regionrådsformand ville jeg da være observant på det forhold, at regionen har tabt det forspring i kræftbehandling, den havde, da regionerne blev dannet. Det svarer til den forkerte udvikling, vi også kan iagttage på mange af de andre kvalitetsindikatorer. I 2014 var regionen dårligst eller næstdårligst på 13 af 37 indikatorer; i 2017 er det på hele 23 indikatorer.

Det tabte kan genvindes for Region Hovedstaden, og det vil jo betyde et løft for hele landets sundhedsvæsen. Og det er sådan, denne kvalitetsmonitorering skal bruges ude i sundhedsvæsenet. Arbejdet foregår på mange forskellige niveauer. Men det må organiseres og ledes fra regionsrådsformanden sammen med regionsrådet og i samarbejde med de forskellige samarbejdspartnere i kommuner, sundhedspersonaleforeninger med videre. Beslutningerne skal eksekveres af koncerndirektionen sammen med sygehusenes direktioner og nedad i systemet, således at sundhedspersonalet ude i de mange forskellige afdelinger og praksisser og i frontlinjen får de bedste muligheder og betingelser for at forbedre kvaliteten i sundhedsydelserne.

Det vil sundhedspersonalet. Det forventer patienterne og borgerne. Det forlanger de på Christansborg.

--------------

Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Han har forsket i og om sundhedsvæsenet i snart 40 år og var i 14 år direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen. Han har også været cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse.