Konsulent: Den manglende lyst til at hjælpe dobbelt-diagnosticerede ligner en spareøvelse

Der er virkelig blevet sat fokus på et af de helt store problemer i behandlingen af psykisk sygdom: Behandling af patienter med en såkaldt ”dobbelt-diagnose”. En dobbeltdiagnose er kort beskrevet en patient, der udover en psykisk lidelse også har et misbrug.

Et tænkt eksempel kunne være en patient, der lider af paranoid skizofreni og har et stofmisbrug. Det gør åbenlyst behandlingen svær. For det er en udfordring at få nytte ud af en behandling, samtidig med at et misbrug fylder.

Det er desværre en kamp at få politikere i kommuner til at bruge penge på ”upopulære” ting

Kasper Jensen
Konsulent i Nextstep og psykisk syg

Faktisk er det så svært, at man i majoriteten af de tilbud, der findes målrettet behandling af misbrug eller indlæggelse grundet psykisk sygdom, afviser patienter, der enten lider af psykisk sygdom eller et misbrug. Samtidig er der yderligere en kompleksitet, da at psykiatrien er underlagt regionerne, mens misbrugsbehandling ofte er et kommunalt anliggende.

TV 2’s dokumentar om Anna Madsen viste, at der på ingen måde er et system, der er gearet til at gribe de borgere, der bliver udskrevet fra psykiatrien.

Fejl i sager ligner en spareøvelse
Samtidig ved vi, at det her på ingen måde er et nyt problem. Hverken at psykisk sygdom korrelerer med misbrug, eller at samarbejdet mellem region og kommune har kæmpestore mangler. Når man har en psykisk sygdom, opleves det virkelig rart at enten kunne indtage et stof (det kan være alkohol, heroin, kokain eller noget helt fjerde) eller udfører handlinger (eksempelvis gambling eller selvskade), der muliggør en flugt væk fra egne tanker.

Jeg kender til det. For mig var det onlinepoker, der fik mine tanker væk fra en negativ spiral af selvhad, følelsen af utilstrækkelighed, svigt af familie samt selvmord, når jeg havde det værst.

Det kan virke som en vild anklage, men når der findes fejl i én ud af tre sager, virker det som en organiseret kommunal praksis, der grundlæggende er en spareøvelse

Kasper Jensen
Konsulent i Nextstep og psykisk syg

Der er nogle ret store problemer ved at have splittet misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling i to siloer, der ikke taler sammen. Udover at patienter tabes, når de udskrives til et kaos, som er svært at finde rundt i, er det desværre også lidt en kamp at få politikere i kommuner til at bruge penge på ”upopulære” ting.

Det kan måske virke som en vild anklage, men når der findes fejl i én ud af tre sager over otte år, virker det som en organiseret kommunal praksis, der grundlæggende er en spareøvelse. Det er svært ikke at tænke, at går den, så går den. Inden for sager, der handler om at yde støtte til psykisk handicappede børn, er der tale om fejl i 51 procent af de sager, der ankes.

Ikke populært at bruge penge på udsatte
Det er desværre i tråd med KL-formand Martin Damms (V) glæde over første delrapport fra ”ekspertudvalget for socialområdet: ”Vi har i flere år efterlyst bedre muligheder for at holde budgetterne og efterlyst opbakning til de svære prioriteringer fra regeringens side. Ekspertudvalget har nu leveret bud på flere glimrende løsninger.”

Hvad ekspertudvalget havde lagt op til, er at det faktisk er et problem, at Ankestyrelsen håndhæver de rettigheder, som borgeren er garanteret i serviceloven. Det har længe været en torn i øjet på kommuner, der skulle bruge penge på social- og handicapområdet.

Hvis man samler behandlingen for misbrug i samme silo, er der større sandsynlighed for, at venstre hånd ved, hvad højre hånd foretager sig

Kasper Jensen
Konsulent i Nextstep og psykisk syg

I 2010 var tonerne hårdere, men mere ærlige, da en af Martin Damms forgængere i KL, Erik Fabrin (V), sagde, at udgifterne har ”en skadelig gøgeungeeffekt,” og at området måtte væk fra kommunerne.

Udover den retssikkerhedsmæssige problematik er det også en indikation på, at det fra politisk side ikke er videre populært at allokere penge til indsatser, der fungerer som en hånd under de mennesker, der formentlig er hårdest plaget i Danmark.

Hvis man samler behandlingen for misbrug i samme silo som psykiatrien, er der en lidt større sandsynlighed for, at venstre hånd ved, hvad højre hånd foretager sig. Samtidig kunne man sikre, at arbejdet faktisk udføres under politikere, der forstår det ansvar, det er at tage sig af de svageste mennesker.

Samtidig ville det fra mit eget lægmandsperspektiv være oplagt at samtænke misbrugsbehandling som et udtryk/tegn på psykisk sygdom. Hvor ofte har du, kære læser, mødt et menneske i et aktivt misbrug, hvor der ikke har været noget underliggende galt psykisk?