Debat

Kræftens Bekæmpelse: Hver anden ryger dør af at ryge – så lad os svinge hammeren og hæve prisen

Uden højere pris på tobak og øvrige nikotinprodukter kommer man på Christiansborg ikke til at indfri ambitionen om en røgfri generation. Og uden højere priser vil der fortsat være urimeligt mange, som dør af rygning, skriver Jesper Fisker. 

Der er internationalt stærk evidens for sammenhængen mellem prisen på tobak og forbruget af tobak. Især børn, unge og lavindkomstgrupper påvirkes af prisen på cigaretter, skriver Jesper Fisker.
Der er internationalt stærk evidens for sammenhængen mellem prisen på tobak og forbruget af tobak. Især børn, unge og lavindkomstgrupper påvirkes af prisen på cigaretter, skriver Jesper Fisker.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Jesper Fisker
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man kommer ingen vegne med en lille, billig skruetrækker i dårlig kvalitet. Det ved alle vi amatør-handy(wo)men, der ubehjælpsomt har forsøgt at få en skrue i loftet derhjemme. 

Professionelt værktøj er nødvendigt, og derfor kunne man have forventet, at sundhedsminister Sophie Løhde havde pakket effektivt og professionelt gear ned i den værktøjskasse, hun flere gange har nævnt i forbindelse med debatten om at stoppe børn og unges forbrug af tobak og nikotinprodukter. 

Læs også

Desværre ser det ud til, at Løhde har glemt den tunge hammer. Det er den triste kendsgerning, efter at flere sundhedsordførere har løftet sløret for, hvordan det går med de verserende forhandlinger om en ny forebyggelsesplan. Akkurat som Altingets sundhedsredaktør for nylig kunne skrive i en analyse, er et ordentligt afgiftssmæk på tobak ikke et værktøj, som regeringspartierne har medbragt til forhandlingerne. Tvært imod.

I Kræftens Bekæmpelse mener vi, at en pakke cigaretter skal koste over 100 kroner. Men det er der næppe udsigt til foreløbigt. Angiveligt har Finansministeriet slået bremserne i. Fordi der kommer færre penge i statskassen, hvis priserne på tobak hæves.

Rigets store husholdningskasse får tilført penge fra salget af et giftigt produkt, som hvert år slår næsten 16.000 mennesker ihjel. Det er da skørt

Jesper Fisker
Adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse

Højere priser på cigaretter er ellers isoleret set det mest effektive virkemiddel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge. Af samme grund mener Kræftens Bekæmpelse, at prisen på en pakke cigaretter skal op over 100 kroner.

Markante prishop vil også motivere det store flertal, der ryger og ønsker at kvitte tobakken. Også røgfri nikotinprodukter bør koste mere. Står det til os, skal de produkter stige tilsvarende.

Jo yngre, jo større risiko

Der er internationalt stærk evidens for sammenhængen mellem prisen på tobak og forbruget af tobak. Især børn, unge og lavindkomstgrupper påvirkes af prisen på cigaretter. Når tobakspriserne stiger, begynder færre børn og unge at ryge, og flere fra lavindkomstgrupperne bliver røgfri.

Vi ved samtidig, at risikoen for et livslangt tobaksforbrug øges, jo yngre man er ved rygestart. Det betyder desværre også større risiko for sygdom og tidlig død.

En markant prisstigning på tobak vil derfor hjælpe Sophie Løhde med at nå det mål, hun satte i 2016, hvor hun også var sundhedsminister og erklærede, at ”de børn, som bliver født i dag, skal holde sig fra rygning, så ingen børn og unge ryger i 2030”.

Men jeg frygter, at vi er havnet i en situation, hvor man i regeringen vægter indtjeningen til statskassen højere.

Skal koste mere end en café-kaffe

At staten overhovedet kalkulerer med at tjene penge på tobaksprodukter, giver for mig slet ingen mening. Rigets store husholdningskasse får tilført penge fra salget af et giftigt produkt, som hvert år slår næsten 16.000 mennesker ihjel. Det er da skørt.

Hver anden ryger dør af at ryge. Tobak er ubetinget den sundhedsmæssige risikofaktor, der isoleret set er årsag til de fleste livsstilsrelaterede lidelser og for tidlig død. For mig tangerer det til det direkte amoralske, at staten tjener penge på det.

Læs også
 

En pakke cigaretter koster i øjeblikket nogenlunde det samme som en kop caffe latte på en fancy café. Cirka 60 kroner.

Prisen bør sættes markant op, og det gælder også for de øvrige nikotinprodukter. Mindre stigninger på et par kroner har ikke positiv effekt på hverken de unge eller voksnes rygevaner. Det så vi, efter at prisen 1. januar 2022 steg med en flad femmer for en pakke cigaretter. Efterfølgende har vi ikke set tegn på, at det har motiveret til rygestop.

Så come on, politikere, vælg nu det værktøj, der virker. Sving hammeren - bank prisen op over 100 kroner på en pakke cigaretter. Lad jer ikke besnære af tobaksindustrien, der lige nu turnerer rundt med et sit fortærskede argument om, at en prisstigning vil føre til øget grænsehandel og masseimport af illegale cigaretter.

Uden seriøse prisstigninger på tobak og øvrige nikotinprodukter vil aftalen ikke få den store, positive effekt blandt børn og unge – eller i det hele taget

Jesper Fisker
Adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse

Jo, grænsehandlen vil stige, hvis prisen på tobak sættes op. Men færre vil ryge, og det er jo målet. Grænsehandel bekæmpes ikke med billige cigaretter, men ved at mindske antallet af lovligt importerede cigaretter til eget brug fra 800 til 200 styk og ved at indføre bedre kontrol, som De Samvirkende Købmænd har foreslået.

Der er brug for en ambitiøs aftale 

Snart forventes sundhedsministeren og sundhedsordførerne at afslutte drøftelserne om den nye forebyggelsesplan, der til januar skal munde ud i et lovforslag, som regeringen har varslet i sit nye lovprogram. Det har til formål at udmønte en politisk aftale med tiltag rettet mod børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol. 

Uden seriøse prisstigninger på tobak og øvrige nikotinprodukter vil aftalen ikke få den store, positive effekt blandt børn og unge – eller i det hele taget.

En ambitiøs aftale bør også indeholde en forbedret indsats om rygestop. Tre ud af fire, som ryger, har forgæves forsøgt at holde op. Hvorfor får de ikke hjælp?

Et andet godt redskab i værktøjskassen er at indføre flere røgfri miljøer på for eksempel videregående uddannelser, arbejdspladser og de små værtshuse. 

Der er også behov for at regulere, hvor der sælges tobak. Holland har taget det skridt. Landet sætter et stop for at sælge tobak i supermarkeder fra 2024, og det er et erklæret mål at udfase salg af tobak i kiosker og på tankstationer efter år 2030. Herefter kan tobak kun sælges i særlige tobaksbutikker.

Mukkerten i værktøjskassen er dog de højere priser. Uden højere pris på tobak og øvrige nikotinprodukter kommer man på Christiansborg ikke til at indfri ambitionen om en røgfri generation. Uden højere priser vil fortsat være urimeligt mange, som dør af rygning.

Kære sundhedspolitikere - skal det virkelig være jeres eftermæle? 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Fisker

Adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse, formand, Life Fonden, næstformand, Danske Professionshøjskoler
Cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1987), ph.d. i offentlig forvaltning (Københavns Uni.)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00