Kræftens Bekæmpelse: Sundhedsvæsenet må ikke forstærke uligheden

Den sociale ulighed i sundhed begynder, allerede før et barns første hjertebanken kan registreres, og uligheden fortsætter gennem hele livet.  

Undersøgelser viser, at en 30-årig med en grunduddannelse kan forvente at leve seks år kortere end en person, som har gået i gymnasiet og taget en videregående uddannelse.  

Også på kræftområdet er uligheden steget gennem tre årtier. Der er ulighed i hele kræftforløbet fra screening, det første lægebesøg til palliativ behandling og brugen af hospicemuligheder. Personer med et lavere uddannelsesniveau har mere udbredt kræft, når diagnosen stilles.

Alle disse faktorer kan i sidste ende være afgørende for længden på den enkeltes liv. Og når årsagerne til uligheden er så mangeartede, er løsningerne det også

Una Jensen
Politisk chef, Kræftens Bekæmpelse

Konsekvenserne er en betydelig ulighed i overlevelsen af kræft. Alene på kræftområdet ville 11.000 flere personer være i live fem år efter kræftdiagnosen, hvis alle klarede sig lige så godt som de bedst stillede. 

Det store spørgsmål er: Er det overhovedet muligt at gøre noget ved uligheden? Uanset hvor meget vi gør, er det så ikke bare en dråbe i havet?  

Sundhedsvæsenet kan ikke løfte problemet alene 
Indrømmet, det er en svær opgave, og der er behov for knofedt, hvis vi skal lykkes.

For ulighed opstår i samspillet mellem uddannelsesniveau, socialstatus, indkomst, beskæftigelse, civilstatus og boligforhold.

Problemets art og omfang kalder på en fælles indsats på tværs af de sektorer og arenaer, hvor uligheden opstår og udfolder sig

Una Jensen
Politisk chef, Kræftens Bekæmpelse

Alle disse faktorer kan i sidste ende være afgørende for længden på den enkeltes liv. Og når årsagerne til uligheden er så mangeartede, er løsningerne det også. 

Sundhedsvæsenet alene kan derfor ikke løfte opgaven. Uligheden i sundhed skabes som beskrevet også i høj grad uden for sundhedsvæsenet. Men det skal sikres, at uligheden ikke forstærkes af sundhedsvæsenet.  

Derfor skal sundhedsvæsenet være på tæerne, og de politiske prioriteringer nationalt, regionalt og lokalt skal skabe rammer for, at sundhedspersonalet i den kliniske hverdag kan holde en hånd under de mennesker, der er mest sårbare, når de rammes af sygdom.  

En individorienteret tilgang til patienter og sundhedsfaglig kommunikation i øjenhøjde vil være et skridt i den rigtige retning.

Men for at lykkes med at vende den kedelige ulighedsudvikling i sundhed, hvor det er forbeholdt de bedst stillede at få gavn af de store fremskridt på sundhedsområdet, skal der meget mere til. 

Kræver en fælles indsats  
Problemets art og omfang kalder på en fælles indsats på tværs af de sektorer og arenaer, hvor uligheden opstår og udfolder sig.

Regioner, kommuner, organisationer, civilsamfund og det private arbejdsmarked har alle en vigtig rolle, hvis den sociale ulighed i sundhed skal reduceres.

Jeg er derfor rigtig glad for, at Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed, siden den blev født for halvandet år siden, har haft vokseværk.  

Over 60 partnere er nu samlet i alliancen for at finde frem til konkrete indsatser, der skal bekæmpe den sociale ulighed i sundhed. 

Den 14. april var en god dag. Alle alliancepartnere mødtes og blæste til fornyet fælles kamp mod den uretfærdige sociale ulighed i sundhed.

Og vi fortsætter med at mødes og sætte fokus. For kun sammen kan vi udvikle løsninger og idéer, der vil gøre en varig forskel i bekæmpelsen af den stigende ulighed i sundhed.