Debat

Læge: Det er bekymrende, når Danske Regioner vil bryde patientrettigheder for at modvirke svindel

I stedet for at stille kritiske spørgsmål til lægerne og gøre brug af eksisterende redskaber, vil Danske Regioner bryde fortroligheden med patienterne for at undgå svindel som i sagen med Alles Lægehus. For de foreslår, at regionerne skal kunne få indsigt i journaler uden patientens samtykke. Det er bekymrende, skriver Daniel Sindhøj.

Som jeg ser sagerne, så er det en helt forfejlet udlægning, at skandalen er sket grundet manglende redskaber for Danske Regioner.
Grunden til at svindlen med takstsystemet har kunne køre så længe skyldes, at Danske Regioner ikke har været deres opgave voksen, skriver Daniel Sindhøj.
Som jeg ser sagerne, så er det en helt forfejlet udlægning, at skandalen er sket grundet manglende redskaber for Danske Regioner. Grunden til at svindlen med takstsystemet har kunne køre så længe skyldes, at Danske Regioner ikke har været deres opgave voksen, skriver Daniel Sindhøj.Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efterdønningerne af afsløringerne om Alles Lægehus er ved at vise sig. I min optik er der tydeligt vist en systematisk svindel med takstsystemet for de praktiserende læger.

Politikere fra flere partier stod allerede fredag frem og proklamerede deres klassiske automatreaktion: Mere kontrol.

Allerede da blev det også insinueret fra Carsten Haugaard Kvist fra Region Nordjylland, at årsagen til, at svindlen kunne lade sig gøre, var mangel på adgang til lægernes journaler.

På Christiansborg lyder røsterne nu at regionerne skal have bedre muligheder for at se lægerne efter i sømmene og vil angiveligt give Danske Regioner adgang til de praktiserende lægers journal.

Udlevering af oplysninger uden dit samtykke

Jeg kan oprigtigt være bekymret over de udmeldinger.

Danske Regioner vil kræve at kunne få udleveret oplysninger uden at opnå samtykke først. Det mener jeg er et brud på retten, en patient ellers har, til fortrolighed.

Daniel Sindhøj
Speciallæge i almen medicin

Personligt har jeg umiddelbart mit på det tørre regnskabsmæssigt i klinikken, men skal tilfældige kontorarbejdere i Danske Regioner virkelig have ubegrænset adgang til lægejournaler og adgang til dybt fortrolige samtaler læge og patient imellem?

Altså, adgang til notater om samlivsproblemer, psykiske sygdomme, arbejdsrelaterede problemstillinger og så videre.

I øjeblikket ligger oplysninger som disse i lægernes lukkede journalsystemer, og oplysninger kan kun deles med en tredjepart, såfremt en patient selv giver samtykke til det. Det kan være til kommuner eller forsikringsselskaber i forhold til en konkret sagsbehandling.

Men Danske Regioner vil kræve at kunne få udleveret oplysninger uden at opnå samtykke først. Det mener jeg er et brud på retten, en patient ellers har, til fortrolighed.

Er det dét, der ønskes?

Læs også

Første skridt er at stille spørgsmål

Som jeg ser sagerne, så er det en helt forfejlet udlægning, at skandalen er sket grundet manglende redskaber for Danske Regioner.

Grunden til, at svindlen med takstsystemet har kunne køre så længe, er, at Danske Regioner ikke har været deres opgave voksen.

Alle lægeklinikker får hvert kvartal udsendt opgørelser over deres brug af ydelser, tillægsydelser, henvisninger og medicinbrug. Disse data har Danske Regioner allerede indblik i.

Grunden til at svindlen med takstsystemet har kunne køre så længe skyldes, at Danske Regioner ikke har været deres opgave voksen.

Daniel Sindhøj
Speciallæge i almen medicin

DR kunne jo også komme med afsløringerne efter en aktindsigt i netop disse opgørelser hos Regionen.

Hvordan kan det ske, at man fra Region Nordjylland ser gennem fingrene med, at en klinik angiveligt har behandlet over 15 gange så mange knoglebrud hos deres patienter i forhold til en anden gennemsnitlig patient?

Hvordan kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, at de pågældende klinikker angiveligt udfører psykometriske tests tre til fire gange så hyppigt på deres patienter?

De afvigelser burde naturligt have affødt en forespørgsel om en forklaring fra de pågældende klinikker. At vurdere ud fra Region Nordjyllands svar i dokumentaren, så virker det ikke ligefrem, som om de spørgsmål er stillet.

Om hvorvidt det skyldes manglende evner, midler eller lyst til at stille de pågældende klinikker fra Alles Lægehus spørgsmål, må Danske Regioner selv kunne svare på.

Adgang til journalnotater havde ikke ændret på svindlen, når spørgsmålene aldrig er blevet stillet.

Danske Regioner har fejlet ved ikke at bruge redskaberne.

Daniel Sindhøj
Speciallæge i almen medicin

Danske Regioner har allerede værktøjerne

Jeg mener personligt, at Danske Regioner allerede har de redskaber, de skal bruge for at beskytte mod svindel med vores samlede fælleskasse.

Danske Regioner har fejlet ved ikke at bruge redskaberne.

Såfremt der ikke kan skaffes relevante oplysninger, så har vi et retsvæsen, som kan iværksættes, såfremt der er relevant mistanke om svindel. De muligheder er der allerede og skal bruges.

At give afkøb på patienternes ret til fortrolighed vil ikke ændre på de muligheder, men kun medføre en øget risiko for, at fortrolige oplysninger havner i forkerte hænder og kan misbruges.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00