Lægefaglige direktører til politikere: Når I lover sundhedsmillioner, skal I også fortælle, hvor I vil skære fra

Som lægefaglige vicedirektører prioriterer vi hver eneste dag – og vi mener, at der skal tales mere åbent om prioriteringerne på alle niveauer i sundhedsvæsenet, også det politiske.

Vi arbejder på henholdsvis et regionalt akutsygehus og på et stort og specialiseret universitetshospital, og selvom der er mange forskelle, så er behovet for prioritering ens og påtrængende.

Så når vi i sundhedsvæsenet kun kan være ét sted ad gangen, vælger vi hele tiden noget til og noget fra. Det er hverdagen. Hvem har mest brug for hjælp, hvem er mest syg, hvem trænger mest til operation?

Fremskridt koster penge

Det er, som om vi indimellem glemmer det. For år tilbage havde vi færre behandlinger at tilbyde og færre patienter at tilbyde dem til, og derfor kunne en sygeplejerske for eksempel passe et mindre antal patienter. Man kendte og havde tid til den enkelte, blandt andet fordi der skulle ske færre ting per dag og fordi patienterne var indlagt markant længere.

Det er en illusion at tro, en der med en styrkelse ikke også følger en svækkelse

Morten Ziebell og Dan Brun Petersen
Lægefaglige vicedirektører, Sjællands Universitetshospital og Holbæk Sygehus

Men sådan er det ikke mere. Det er på mange måder godt, for det er ikke uden risiko at være indlagt på sygehuse, hvor der jo er masser af episoder, hvor man udsættes for stik gennem huden, katetre i diverse åbninger og sågar måske en skalpel. I øvrigt i et hospitalsmiljø, hvor man der kan være multiresistente bakterier.

Afdelingerne er blevet top tunet over de sidste 10-20 år, i en sådan grad at indlæggelsestiden er blevet væsentlig nedsat, så vi kan behandle flere. Samtidig har vi fået behandlinger og medicin til tilstande, hvor man tidligere ikke kunne stille meget op, vi kan scanne og opdage ting, vi end ikke havde mistanke om for få år siden, og vi har ikke mindst været gennem en omfattende digitalisering af sundhedsvæsenet.

Men alle fremskridt koster penge – og tager opmærksomhed fra andre områder. Og med et stigende antal ældre og andre mennesker, der langsomt men sikkert bliver patienter, så stiger efterspørgslen på sundhedsvæsenets ydelser.

Vi skal ændre, hvordan vi tænker prioritering

Så selvom der samlet tilføres stadig flere midler til sundheds- og ældresektoren, så er det ikke oplevelsen for den enkelte medarbejder. Tværtimod. De oplever, at der konstant bliver mere og mere travlt og at det derfor er dem, der må prioritere deres tid og må prioritere mellem patienterne og deres behov.

I dag er det ikke usædvanligt, at en sygeplejerske passer mellem 6-7 patienter i en vagt. Patienter, hun for det meste slet ikke kender, for de ikke var der ved hendes sidste vagt og vil formentlig ikke være der, når hun har vagt igen. Hvem skal hun prioritere, hvem skal hun vælge fra?

Politikerne prioriterer også. Det er heller ikke en let opgave, tænker vi, der står solidt plantet i det ene af områderne – som i øjeblikket også ser ud til at have fået bred, offentlig fokus. Men noget går ofte galt, når det gælder den videre faglige prioritering.

Regionerne har den økonomiske ramme, de skal forvalte statens penge til sundhed, men der er et utal af bindinger, modsatrettede krav og indblanding i enkeltsager. Nationale politikere dikterer ganske ofte en detaljestyring, der får fagfolk til at stikke hovedet i jorden, mens de tænker, at det ikke giver nogen mening.

Men det er slet ikke det sværeste. Det handler nærmere om den måde samfundet og derved politikerne tænker prioritering.

Politikernes gavebod bliver vores hovedpine

For vi præsenteres alle sammen for sygdomme gennem patientforeninger og sociale medier og tænker ja, ja og ja. Og siger ”vi vil styrke” den og den patientgruppe eller den og den del af landet.

Det bliver en popularitetskonkurrence om, hvem kan finde og give mest. Men ude på gulvet kan vi stadig kun være ét sted ad gangen

Morten Ziebell og Dan Brun Petersen
Lægefaglige vicedirektører, Sjællands Universitetshospital og Holbæk Sygehus

Men det er ikke en prioritering. Pengene skal komme et sted fra, og det bliver fra alle. Det er en illusion at tro, en der med en styrkelse ikke også følger en svækkelse. For det gør dér, typisk bare et andet sted.

Vi mærker det hver eneste dag, og det er sjældent at man kan finde den direkte kobling. Typisk er det sådan, at et område ”styrkes med x antal millioner”, og i det overordnede budget skal der så siden hen ”gevinstrealiseres” eller gennemføres ”rammereduktion”. Det betyder besparelser for andre.

Det bliver en popularitetskonkurrence om, hvem kan finde og give mest. Men derude på gulvet kan vi stadig kun være ét sted ad gangen.

I sidste ende er det sundhedspersonalets lod, så hvis nogen lover os over til noget, så lover de også, at vi eksempelvis skal slippe gamle fru Hansens hånd og gå et andet sted hen. Der savner vi, at der er nogen der siger, ”og til gengæld vil jeg gerne mindre af det dér”. Eller ”Dét er måske en god idé, men det giver ikke mening at bruge penge på”.

Og det kræver altså mod. Men det er en del af at være et ordentligt menneske, at stå ved sin karakter og vælge fra. Vi kan ikke være to steder på samme tid.

Vi kan kun være ét sted ad gangen

Vi kan vælge at prioritere at få en ordentlig snak med de meget svage, de meget syge, dem der er dødeligt syge og som vi som sundhedsvæsen reelt ikke kan gøre mere for. Udover at lindre og høre efter, hvad de kunne tænke sig i den sidste tid.

For langt de fleste i den situation er det ikke godt at komme på sygehus eller i det hele taget blive udsat for ret meget af det, et hypermoderne og højteknologiske sundhedsvæsen har at byde på. Det koster nemlig på omsorgen, der er så meget brug for i ens sidste tid.

Til gengæld kan vi vælge at prioritere dem der ønsker vores hjælp, dem der efter grundig information faktisk gerne vil modtage den, i deres sidste tid, og hvor behandlingen har en effekt eller en værdi i vores og deres øjne.

I det offentlige stiger efterspørgslen mod det uendelige blandt andet på grund af ”vi skal styrke”-sætningen, og prisen stiger ikke i takt hermed. Det offentlige er ikke reguleret af de mekanismer, vi kender fra det private.

Man skal altid huske, hvad en prioritering er: et tilvalg – og et fravalg

Morten Ziebell og Dan Brun Petersen
Lægefaglige vicedirektører, Sjællands Universitetshospital og Holbæk Sygehus

”Kunden” betaler det samme uanset, og kunden er i realiteten en anden en den, der får vores service. Men vi har ikke uendelige ressourcer, vi kan kun være et sted ad gangen og vi er i øjeblikket i forvejen alt for få til den forventning, der er til os i sundhedsvæsenet.

Prioritering er også et fravalg

To sætninger burde derfor være obligatoriske efter ”jeg vil styrke” i den kommende valgkamp:

”Jeg vil nedprioritere sygdom X eller patientgruppe Y” og ”Jeg vil tage lidt fra alle og prioritere at alle andre skal løbe lidt hurtigere”.

Med den anden sætning in mente, skal man huske på, at der er afdelinger i dag, hvor det slet ikke er relevant længere. Der er måske ganske få eller én tilbage, så hvis man sparer denne ene væk, så er det ikke et spørgsmål om at løbe hurtigere, så er der ingen tilbage der kan løbe.

Og hvis der peges på at ressourcerne skal tages fra ”administration” eller ”kolde hænder”, så vil det også være på sin plads at pege på de helt konkrete funktioner, der skal væk.

Vi ønsker, at man overvejer ovenstående, og at man altid husker, hvad en prioritering er: et tilvalg – og et fravalg. Man kan nemlig kun være ét sted ad gangen.