Læger: NKR må ikke blive sundhedsvæsenets IC4-tog

 

Kønne at se på, men ubrugelige? Udviklingen af nationale kliniske retningslinjer, NKR, er kommet til et kritisk punkt, hvor det skal afgøres, om det bliver en parentes eller en vigtig integreret del af det danske sundhedsvæsen. 

 

Regeringens beslutning om at sætte nationale kliniske retningslinjer på finansloven har potentiale til at gøre NKR til et af sundhedsvæsenets vigtigste ligheds- og kvalitetsprojekter.

 

Men skal potentialet forløses, så kræver det, at implementeringen nu kommer i gang for alvor, at kvaliteten af retningslinjerne sikres, og at politikerne tager stilling til at gøre arbejdet permanent. 

 

Desuden må myndighederne tage stilling til, hvordan der etableres en fornuftig sameksistens mellem de et halvt hundrede "officielle" NKR, der udvikles af Sundhedsstyrelsen i denne fase, og de mange tusinde andre retningslinjer, der er udviklet og bruges af speciallægerne i det daglige arbejde med patienterne.

 

På alle disse fire nævnte områder nærmer vi os for øjeblikket en kritisk fase.

 

Det er en meget stor og kompleks opgave, som Sundhedsstyrelsen er blevet sat på for 20 millioner kroner om året, som vel og mærke går til betaling af bistand fra eksperter uden for Styrelsen.

 

Risikoen er, at den nationale retningslinje opfattes som irrelevant, når den møder virkeligheden ude i klinikken. Et dystert signal er, at det i den seneste runde var ualmindeligt svært for LVS at få nye emner til nationale kliniske retningslinjer fra de lægefaglige miljøer. 

 

NKR kan ende som sundhedssektorens IC4 tog
Vi håber ikke, at lægerne allerede har stemt med fødderne, fordi de finder Sundhedsstyrelsens NKR irrelevante. Det vil være trist, hvis NKR ender som sundhedssektorens IC4 tog: pæne at se på, men ikke rigtigt anvendelige til noget.

 

Processen mod udviklingen af nationale kliniske retningslinjer i Sundhedsstyrelsens regi blev startet med en finanslovsbevilling i 2012 på fire gange 20 millioner kroner.

 

I dag er der udgivet syv retningslinjer, syv er undervejs, og yderligere seks forberedes. Målet er ifølge Sundhedsstyrelsen cirka 50 frem mod midten af 2016, hvor pengene er brugt.

 

Arbejdet, som LVS har oplevet det, har hidtil udmærket sig ved solidt metodearbejde og godt sammensatte arbejdsgrupper.

 

Men implementeringen er tilsyneladende gået i stå, og kommer der ikke gang i arbejdet med at indføre retningslinjerne i dagligdagen i klinikken, så er vi lige vidt.

 

Hvis Danske Regioner, der sidder i toppen i styregruppen for NKR, ikke tager ansvar for, at de nyklækkede unger kommer i luften, så kommer NKR aldrig til at flyve.

 

Det samme gælder monitoreringen. Der er ikke aftalt nogen proces for, hvordan der skal måles på resultaterne af NKR, så man kan se, om de får den ønskede impact. Det skulle angiveligt være at sikre en ensartet høj kvalitet i behandlingerne på tværs af landet.

 

Det sikres naturligvis kun, hvis retningslinjerne netop er af høj kvalitet, og som udgangspunkt gør den bedste praksis i patientbehandlingen til standarden. Som nævnt, så har metodearbejdet og arbejdsgrupperne efter LVS' opfattelse fungeret godt. Men resultaterne beskriver næppe den højeste standard, og grundigheden er truet af et stort arbejdspres. 

 

Det er et hovedproblem, at man fra starten besluttede at gøre retningslinjerne tværfaglige. Det gør processen tung, og når det så kombineres med en hektisk tidsplan og anstrengte ressourcer, så går det let ud over kvaliteten.

 

LVS foreslog oprindeligt, at man i den første fase koncentrerede sig om den lægefaglige kerneydelse, og at man desuden plukkede de lavt hængende frugter først ved at basere de første NKR på nogle af de retningslinjer, der allerede var udviklet af de videnskabelige selskaber. Sådan blev det ikke. Man ville fra politisk side have mammutten klemt gennem kødhakkeren i første hug. 

 

Derfor må politikerne meget snart tage stilling til en permanentgørelse af arbejdet med NKR og give Sundhedsstyrelsen nogle rammer, der kan sikre arbejdets troværdighed, også blandt de sundhedsprofessionelle, der har ansvaret for at behandle patienterne. Man kan trods alt ikke forvente af dem, at de sænker niveauet i deres behandling. 

 

Til gengæld må Sundhedsstyrelsen på et tidspunkt tage stilling til, hvordan man får inddraget de rigtigt mange gode kliniske retningslinjer, som de forskellige videnskabelige selskaber allerede har udarbejdet, og som næsten alle læger bruger i deres daglige arbejde.

 

De har et højt fagligt indhold, mange også et tværfagligt, og de er knyttet op på kliniske databaser, hvor monitorering er lige til at gå til. Det ville være et urimeligt ressourcespild at fortsætte med to parallelle universer.