Debat

Ledelsen på Sydvestjysk Sygehus: Omsorgen i sundhedsvæsenet kan styrkes med empati-værktøj

Sydvestjysk Sygehus er meget bevidste om problemstillinger med stress og udbrændthed blandt sundhedspersonalet, konsekvenserne det kan have for medarbejderne samt behandling af patienterne. Derfor forsøger vi at styrke patientomsorgen og medarbejdertrivslen med værktøjet ’Compassion’, skriver Sydvestjysk Sygehus.  

Ambitionen er at udvikle Sydvestjysk Sygehus som compassionated sygehus samt etablere et Videncenter for Compassion i Region Syddanmark, skriver sygehusledelsen. 
Ambitionen er at udvikle Sydvestjysk Sygehus som compassionated sygehus samt etablere et Videncenter for Compassion i Region Syddanmark, skriver sygehusledelsen. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sygehusledelsen på Sydvestjysk Sygehus har vi med interesse fulgt den seneste debat om omsorg i sundhedsvæsenet – heriblandt udmeldingen fra Etisk Råd, der påpeger manglende omsorg i sundhedsvæsenet.

Som sygehus er vi meget bevidste om problemstillingerne med stress og udbrændthed blandt sundhedspersonalet og ikke mindst de konsekvenser, mistrivslen kan have for både medarbejderne, men i høj grad også for den behandling og omsorg, vi yder over for patienterne.

De problemer vil vi gøre alt for at modarbejde, og vi er allerede i gang. Sydvestjysk Sygehus skal til at uddanne læger, og vi ønsker at gøre de unge læger mere mentalt robuste. I øjeblikket rammes mellem 10 og 15 procent af de yngre læger af angst og depression. Den procentandel skal ned.

Evnen til at udvise aktiv empati

Én af løsningerne hedder Compassion, som er en evidensbaseret træning af evnen til at udvise aktiv empati. Compassion har vist sig at modvirke depersonalisering (at se patienterne som et symptom og ikke en person), emotionel udmattelse og manglende personlig udvikling. Værktøjet er på mange måder modgiften mod den stress og udbrændthed, som sygehuspersonalet oplever.

Compassion handler om at møde patienters smerte og lidelse og samtidig holde fast i ønsket om at hjælpe andre uden at trække sig eller risikere at brænde ud

Anna-Marie Bloch Münster, Charlotte Mose Hansen og Per Busk
Direktionen på Sydvestjysk Sygehus

For at finde de bedste løsninger har vi kigget mod udlandet. På Harvard- og Stanforduniversiteterne har der været positive erfaringer med Compassion-træning blandt lægestuderende. Blandt andet er der evidens for, at de studerende bliver mindre stressede og har mindre risiko for udbrændthed, når de bruger Compassion- træning.

Der registreres mindre grad af depersonalisering, og de studerende bliver bedre klædt på til at klare uforudsete hændelser i jobbet. Derudover viser forskningsresultater, at træning i Compassion øger patienttilfredsheden og styrker den kliniske kvalitet og effektivitet.

Compassion handler om at møde patienters smerte og lidelse og samtidig holde fast i ønsket om at hjælpe andre uden at trække sig eller risikere at brænde ud. Sundhedspersonalet får redskaber til at beskytte sig selv, de øver mental træning og får hjælp til at kunne berolige sig selv efter svære eller stressfyldte situationer.

Der findes både uddannelsesmoduler inden for Compassion, som eksempelvis omhandler interaktioner og relationer samt Selv-Compassion, som styrker evnen til mental robusthed. Den gode nyhed er, at vi alle kan styrke vores robusthed og på den måde hjælpe både andre og os selv.

Skal tilbydes al personale 

Sydvestjysk Sygehus har i 2020 gennemført et pilotprojekt med Selv-Compassion for KBU-læger (Klinisk Basis Uddannelse).

Sygeplejersker fra den fællesakutte modtagelse har fået undervisning på samme måde som ledelsesrepræsentanter og eksterne lektorer for de kandidatstuderende. Sidste år ansatte vi en almen praktiserende læge, som er certificeret underviser i Compassion og uddannet fra Stanford University.

At yde omsorg er for os en så afgørende del af jobbet og vores identitet, at når vi ikke i tilstrækkelig grad har muligheden for at yde omsorg, kan vi blive udbrændte og deprimerede

Anna-Marie Bloch Münster, Charlotte Mose Hansen og Per Busk
Direktionen på Sydvestjysk Sygehus

I løbet af foråret 2022 er vi klar til at undervise det næste hold KBU-læger, lige som Compassion bliver en fast integreret del af medicinstudiet. På sigt har vi et ønske om at gøre undervisningen til et tilbud for hele sygehusets personale, og derfor sender vi snart 15 personer på virtuelt kursus udbudt af Stanford University, så de kan blive Compassion-ambassadører.

Afgørende og jobbet og identiteten

Ambitionen er at udvikle Sydvestjysk Sygehus som compassionated sygehus samt etablere et Videncenter for Compassion i Region Syddanmark. Det skal blandt andet ske via regionens såkaldte trivselsmidler, som gør det muligt at sende ambassadører på certificeret uddannelse.

Som sygehus og sundhedspersonale har vi et overordnet mål: Vi vil gerne gøre noget for andre. At yde omsorg er for os en så afgørende del af jobbet og vores identitet, at når vi ikke i tilstrækkelig grad har muligheden eller rammerne for at yde omsorg, kan vi blive udbrændte og deprimerede.

Vi tager det meget alvorligt, når nogle patienter giver udtryk for at mangle omsorg, og derfor er vi på Sydvestjysk Sygehus godt i gang med initiativer, der skal styrke patientomsorgen og medarbejdertrivslen. Målet er klart: At skabe grundlaget for et mere omsorgsfuldt sundhedsvæsen i fremtiden. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Busk

Fhv. sygehusdirektør, Esbjerg og Grindsted Sygehus
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992)

0:000:00