Debat

LVS: Kom igen med prioriteringsmodellen

DEBAT: "Det kræver en anden stil hos Danske Regioner, hvis det efter mange års snak og fnidder skal lykkes at få et dansk prioriteringssystem med bred opbakning," skriver LVS-formand Henrik Ullum som kommentar til Danske Regioners udspil 5. februar.

LVS opfordrer Danske Regioner til at starte en dialog med de parter, som man ønsker at have med i et kommende Medicinråd, og sørge for at have linjerne åbne til landspolitikerne.
LVS opfordrer Danske Regioner til at starte en dialog med de parter, som man ønsker at have med i et kommende Medicinråd, og sørge for at have linjerne åbne til landspolitikerne.Foto: Lægevidenskabelige Selskaber
Camilla Kamstrup
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Ullum
Formand for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS)

Fakta
Bland dig i debatten!
Send et indlæg til [email protected]

Det kræver en anden stil hos Danske Regioner, hvis det efter mange års snak og fnidder skal lykkes at få et dansk prioriteringssystem med bred opbakning. Med det udspil, som Danske Regioner præsenterede fredag, har Bent Hansen (S) og hans folk skudt sig så solidt i foden, at det kræver mere end hæfteplaster at få hullet lukket.

Model domineres af Danske Regioner
Gennem vinteren er der kommet en række udspil, ikke mindst et gennemarbejdet oplæg fra Danske Patienter sammen med LVS, og sundhedsministeren har igangsat et analysearbejde. Imens har Danske Regioner siddet bag lukkede persienner i en proces, hvor man ikke så meget som har ulejliget sig med at snakke med de parter, som skal være med i Danske Regioners model. Ved offentliggørelsen viser den sig at være totalt domineret af Danske Regioner og styret af embedsmænd og økonomer.

Det har givet voldsomme reaktioner fra Danske Patienter, der truer med boykot, og mange frustrationer i lægeverdenen, der havde set frem til, at der omsider skete noget på prioriteringsfronten. Det var bare måden. Når man før præsentationen af en prioriteringsmodel meddeler, at den ikke behøver godkendelse på Christiansborg, og derefter får patientorganisationerne imod sig, så behøver man ikke være den store profet for at se, at det ikke har nogen gang på jorden.

Vi har fra LVS og Danske Patienter advokeret for, at der bliver etableret et stærkt og selvstændigt videnscenter i forbindelse med en dansk prioriteringsmodel.

Henrik Ullum
Formand for Lægevidenskabelige Selskaber

Sæt gang i dialogen
Men kommentarerne de seneste dage viser også, at der er stor konsensus om, at vi skal have en form for prioriteringssystem i Danmark. Vi opfordrer derfor Danske Regioner til nu at sætte gang i en ægte dialog med de parter, som man ønsker at have med i et kommende Medicinråd, og sørge for at have linjerne åbne til landspolitikerne.

Se til Norge, min far! Vi skal ikke have et norsk system, men vi kan lære meget af den åbenhed og den demokratiske proces, som de har hos vores norske naboer.

Gode elementer i udspillet
Lægevidenskabelige Selskaber mener trods alt, at der er en række gode elementer i udspillet fra Danske Regioner. Vi finder det helt grundlæggende positivt, at mange års snak nu fører til handling, og man får samlet og styrket de institutioner, der beskæftiger sig med vurdering af ny og eksisterende medicin.

Det største problem er Rådets sammensætning og uafhængighed. Der tales i Danske Regioners udspil om, at et kommende råd skal arbejde med et armslængdeprincip, mens det samtidig fremgår, at Danske Regioner kommer til at sidde tungt på formandskab og repræsentation i det Medicinråd, som foreslås.

Det kræver is i maven og et klart regelsæt, hvis hensigtserklæringen om armlængde skal være troværdig i forhold til sygehusejerne, der yderligere knytter Amgros som prisforhandler tæt til den kommende organisation.

Rådet kunne styrkes af virkeligheden
Det ville styrke Rådet, hvis der var flere ude fra virkeligheden, altså for eksempel arbejdende læger, der kender problemstillingerne fra deres hverdag i klinikken. Rådet består mest af regionsdirektører, hospitalsdirektører og kliniske farmakologer.

Det bliver et meget administrativt udvalg med én repræsentant for lægeverdenen og to fra patienterne ud af en kreds på 18-19 medlemmer. Vi har bemærket, at der er to pladser reserveret til fagpersoner for en midlertidig periode på to år. Det burde være til personer, der foruden at have videnskabelig baggrund har konkret erfaring med virkningen af nye behandlinger.

Det er også en svaghed, at Danske Regioner foreslår et Medicinråd. Dermed afskærer man eksempelvis hele medicoområdet, som også vejer ganske tungt på sundhedsbudgetterne. Det, vi har brug for, er et Behandlingsråd, der kan vurdere og tage beslutninger om alle nye behandlinger, inklusive nye lægemidler. Vi har bemærket, at Danske Regioner siger, at det også er meningen på sigt.

Vi har fra LVS og Danske Patienter advokeret for, at der bliver etableret et stærkt og selvstændigt videnscenter i forbindelse med en dansk prioriteringsmodel. Vi noterer os, at det sekretariat, der bliver tilknyttet et kommende råd, bliver styrket væsentligt fagligt og mandskabsmæssigt, således at opgaven med at levere viden kan varetages her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00