Debat

Medicinalvirksomhed: Giv producenterne ansvaret for cannabismedicin tilbage

Lægemiddelstyrelsens forsøgsordning med medicinsk cannabis gavner smertepatienter. Men læger tør ikke selv tage ansvaret for medicinen, hvilket skubber patienter ud på det sorte marked, skriver Dancann Pharma.

Et stort problem med forsøgsordningen med medicinsk cannabis er, at lægerne ikke er ordentligt uddannet i behandlingen, skriver Jeppe Krog Rasmussen. 
Et stort problem med forsøgsordningen med medicinsk cannabis er, at lægerne ikke er ordentligt uddannet i behandlingen, skriver Jeppe Krog Rasmussen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever op imod hver femte dansker med kroniske smerter. En stor del af dem må dagligt tage smertestillende for at få hverdagen til at fungere. Men både sygdom og medicin er hårdt for kroppen.

Derfor var det for mange en glædens dag, da Lægemiddelstyrelsens forsøgsordning med medicinsk cannabis blev skudt i gang tilbage i 2018.

Ordningen skulle give patienter mulighed for at få den nødvendige smertelindring gennem cannabis-behandling. Men den skulle også sikre, at patienterne har adgang til medicinen uden at skulle på det sorte marked, som de færreste ønsker at gamble med eller i det hele taget støtte op om, blandt andet fordi det også giver uønsket rus.

Nu er vi et par år inde i forsøgsordningen og har derfor mulighed for at se, hvorvidt det har været en succes. Hjælper behandlingen? Og er behandlingen til at få hos en farmaceut i stedet for en fristad?

Hertil er svaret både ja og nej. For ifølge en undersøgelse foretaget af en række danske patientforeninger oplevede 78 procent af de cirka 4.500 respondenter en positiv effekt ved cannabismedicinen.

De tal er jo fantastiske, fordi de betyder, at tusindvis af patienter endelig har fundet et præparat, der hjælper på de ulidelige, daglige smerter, som den konventionelle medicin ikke har kunnet afhjælpe.

Derudover viser data fra forsøgsordningen, at det kun er cirka én procent, der har oplevet milde bivirkninger som mundtørhed, og kun cirka 0,01 procent har oplevet såkaldte alvorlige bivirkninger som svimmelhed ved overdosering. Bivirkningerne er altså minimale, og det må kunne siges at have været en succes.

Læg ansvaret hos os producenter. Det er kun rimeligt, at vi står på mål for vores egne produkter

Jeppe Krog Rasmussen
Stifter og direktør, Dancann Pharma

Ansvaret bør fjernes fra lægens bord
Undersøgelsen viser til gengæld også, at kun 20 procent af patienterne har fået cannabismedicinen gennem recept fra lægen, hvilken betyder, at hele 80 procent stadig tyr til ukendte kanaler for at få stillet smerterne. Men hvorfor opsøger patienterne stadig det sorte marked?

En del af forklaringen er, at lige nu ligger ansvaret for både virkninger og bivirkninger hos lægen, der udskriver recepten. Det er stik modsat reglerne for den konventionelle medicin, hvor det altid er producenterne, der sidder med ansvaret for deres medicin.

Det betyder altså, at lægen skal tage et nyt – og uforsvarligt stort – ansvar på sig, når han eller hun udskriver medicinsk cannabis til sin patient.

Et ansvar, vi som producenter jo hellere end gerne tager på os, for selvfølgelig er det os, der har det bedste kendskab og dermed ansvaret for vores egne produkter – og ikke lægen.

Hvorfor skal der differentieres mellem den konventionelle medicin og cannabis medicin, når formålet er det samme, nemlig at hjælpe patienterne?

Sæt cannabis på skoleskemaet
Men hvorfor tør lægen så ikke tage ansvaret, kan man spørge?

Det er der også en del, der tør og allerede gør. Men lægerne skal på egen hånd opsøge viden omkring medicinsk cannabis, fordi behandlingstypen stadig ikke er en del af pensum for de danske medicinstuderende, så videndelingen er på nuværende tidspunkt overladt til private aktører, hvilket selvsagt kan være problematisk.

Lægerne skal dermed påtage sig ansvaret for et produkt, som de ikke kender særligt godt med det resultat, at de – forståeligt nok – bliver modvillige i forhold til at udskrive medicinen til de efterspørgende smertepatienter.

Det kan siges ganske klart: Smertepatienter tvinges ud på det sorte marked, når ansvaret for medicinsk cannabis ligger hos lægen.

For selvom lægen er tilhænger af behandlingen, er de ikke tjent med at have et direkte ansvar, der kan føre til dyre sagsanlæg i forbindelse med eventuelle bivirkninger.

Selvfølgelig skal lægerne kunne stå inde for, hvad de ordinerer og sætte sig ind i produktet, men de skal ikke hæfte for det personligt og økonomisk.

For med den potentielle trussel hængende over hovedet, går det i sidste ende ud over smertepatienterne, der ikke nødvendigvis får den behandling, som de har brug for – men blot får den behandling, som lægerne ikke selv skal opsøge viden om og tage ansvar for. 

Læs også

Den danske stat svigter smertepatienterne
Ud over ansvarspålæggelsen hos lægerne og den manglende plads på skoleskemaet på medicinstudiet stortrives det sorte marked, fordi den danske stat svigter smertepatienterne, når de nægter at give et tilstrækkeligt tilskud til den medicinske cannabis, hvilket man ellers glædeligt gør med konventionel medicin.

Det betyder, at cannabisreceptmedicinen er væsentlig dyrere end det alternativ, som det sorte marked kan tilbyde. Vi overlader dermed patienter med færre midler til i blinde at gå på jagt på Christiania eller i uhumske baglokaler rundt omkring i landet, fordi de er desperate efter at få den hjælp, som de har brug for. Det bliver vi simpelthen nødt til at forholde os til.

Så kære Lægemiddelstyrelsen og kære politikere, stop nu med at spænde unødigt ben for en behandlingsform, der potentielt kan hjælpe flere tusindvis af hårdtprøvede patienter.

Læg ansvaret hos os producenter. Det er kun rimeligt, at vi står på mål for vores egne produkter, og sæt så ind på at uddanne vores læger i den nye medicinform.

Det skylder vi ærligt talt de danskere, der hver dag kæmper med kroniske smerter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00