Muskelsvindfonden inden samråd: Heunicke må forsvare lægers ret til at vælge gavnlig medicin

Af Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden

Danske læger, der vil hjælpe deres patienter, risikerer at blive bremset.

Det er i hvert fald den aktuelle situation for mindst en dansk neurolog, og konsekvensen er, at flere børn derfor står uden mulighed for vigtig behandling. Lægen har på papiret en helt klar ret til at ordinere medicinen, men i praksis er det uklart, hvordan deres ret udmøntes.

Siden 2017 har der været virak om det danske Medicinråd og rådets konkrete vurderinger, som i flere tilfælde har store konsekvenser for en række patienter. Virakken bunder i diskussionen om pris over for effekt, hvor noget ender med at blive godkendt som standardbehandling, mens andet ikke gør.

Men en ting er Medicinrådets overordnede anbefalinger, en anden er den enkelte læges vurdering og beslutning.

Tilbage i 2016 slog Folketingets partier nemlig fast i ”De syv principper for prioritering af medicin”, at de behandlende læger - ud fra en individuel faglig vurdering af patienten – altid har frihed til at ordinere det mest hensigtsmæssige lægemiddel til deres patienter.

Vi skal have slået fast, at den behandlende læge, som har den faglige ekspertise, også har mulighed for at behandle, hvis hun vurderer, at det kan gavne

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden

Det er det, som kaldes den frie ordinationsret eller det 7. princip, og som grundlæggende giver den behandlende speciallæge, eksperten, mulighed for at vælge gavnlig medicin uden samtidig at skulle skele til Medicinrådets anbefalinger.

Selvom det hele faktisk lyder optimalt og afbalanceret skruet sammen, så virker det ikke i praksis. Det har nogle få forældre til børn med muskelsvind måtte erfare efter et mærkværdigt forløb, hvor deres børns neurologer har forsøgt at anvende den fri ordinationsret - uden held.
 
Læger siger ja, men får nej oppefra
Helt lavpraktisk er der tale om mindst en neurolog, der har ansøgt om at kunne ordinere lægemidlet Spinraza til nogle få børn under 18 år, der ikke er omfattet af Medicinrådets anbefaling. Det sker på baggrund af lægens konkrete vurdering af, at præparatet vil kunne være til gavn for den enkelte.

Alt er sådan set efter bogen, men selvom neurologerne siger ja, så får de nej oppefra. Helt konkret fra regionens organ – den regionale lægemiddelskomite, som giver afslag på deres ansøgninger om at behandle.

Det virker endda grotesk, at de skal ansøge, når de i virkeligheden bør ordinere. Hvorom alting er, så sætter situationen spørgsmålstegn ved, hvem der i virkeligheden bestemmer.

Er det lægen? Eller er medicinrådets anbefalinger pludselig blevet et beslutningsgrundlag, som trumfer lægens faglige vurdering og dermed den frie ordinationsret?

Samråd skal give svar
Der bør ganske enkelt ikke være tvivl om lægens beslutningskompetence, for i Folketingets 7. princip er ordlyden helt klar:

”Der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper og tages højde for patienters individuelle behov. Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling."

I dag er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldt i samråd om sagen. I den forbindelse er vi nødt til at få svar på, hvorvidt der vil blive grebet ind over for regioner, der bryder med principperne. Vi skal have slået fast, at den behandlende læge, som har den faglige ekspertise, også har mulighed for at behandle, hvis hun vurderer, at det kan gavne.

Alternativt skal der være ærlighed omkring, at den frie ordinationsret i øjeblikket ikke er en mulighed, og så må der lægges en plan for, hvordan den bliver det igen.

De syv principper er vel udarbejdet for at blive overholdt?