Nogle barnløse får gratis medicin og andre gør ikke

3/10-05: Det fremgår, at kredsen af amter finder det afgørende, at der fremover sikres ensartethed, hvorfor man ønsker, at alle amter ophører med at udlevere medicinen.
Dokumentation
Spørger: Line Barfod (EL)

Spørgsmål S 3644: Vil ministeren redegøre for, efter hvilket princip det er afgjort, at folk i behandling for barnløshed over hele landet selv skal betale for deres medicin, på trods af at det er billigere for det offentlige at udlevere medicinen gratis?

Svar fra ministeren: Jeg har fra Amtsrådsforeningen modtaget et referat fra foreningens interamtsmøde fredag den 4. februar 2005, hvor bl.a. punktet ”Medicin til patienter i IVF-behandling” var på dagsordenen.

Det fremgår heraf, at der i amterne er ”forskellig praksis med hensyn til, om patienterne i IVF-behandling får udleveret medicinen gratis fra sygehuset/klinikken, eller om de får udleveret en recept. Dette giver problemer i forhold til det frie valg, og den forskelsbehandling to borgere fra samme amt kan opleve, afhængig af hvor vedkommende behandles.”

Det fremgår videre, at kredsen af amter finder det afgørende, at der fremover sikres ensartethed, hvorfor man ønsker, at alle amter pr. 1. januar 2006 ophører med at udlevere medicinen.

Jeg skal supplerende oplyse, hvilket også fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. S 3624, at det følger af lov om apotekervirksomhed, at udlevering af medicin til ikke-indlagte patienter kun bør ske, hvor det er begrundet i særlige behandlingsmæssige hensyn.

Det er således lovmæssigt fastsat, at med mindre særlige behandlingsmæssige hensyn gør sig gældende, så skal den medicin, en patient behandles med inden eller efter en sygehusindlæggelse, købes af patienten selv på apotek. Det gælder dog kun medicin, som patienten kan indtage uden for sygehus, eventuelt med bistand fra sin praktiserende læge.

De patientgrupper, hvor særlige behandlingsmæssige hensyn gør sig gældende er f.eks. cancerpatienter, transplanterede patienter, patienter med sclerose og HIV/AIDS patienter m.fl. Medicin til i øvrigt raske personer i barnløshedsbehandling er ikke omfattet af ordningen.

Spørgsmål S 3645: Vil ministeren oplyse, om han vil gribe ind overfor Amtsrådsforeningens beslutning om, at folk, der er i behandling for barnløshed, selv skal betale for deres medicin, på trods af at det er billigere for det offentlige at udlevere medicinen gratis?

Svar fra ministeren: Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. S 3624 følger det af sygehusloven og lov om apotekervirksomhed, at medicin, som en patient behandles med inden eller efter en sygehusindlæggelse, som hovedregel skal købes af patienten selv på apotek, mens den medicin patienten får under indlæggelse på sygehus er vederlagsfri.

Der findes enkelte undtagelse herfra, idet sygehusene udleverer vederlagsfri medicin til særlige ikke-indlagte patientgrupper, der er i fortsat sygehusbehandling. Medicin til barnløshedsbehandling er som nævnt i min besvarelse af spørgsmål nr. S 3624 ikke omfattet heraf.

Amternes beslutning er således fuldt ud korrekt, og jeg har derfor ikke tænkt mig at gribe ind.


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00