Opråb fra unge patienter: Vores trivsel har status af et kryds på en tjekliste

Danske Patienter offentliggjorde for nylig rapporten Tættere på Trivsel, der præsenterer resultaterne af en stor spørgeskemaundersøgelse om den mentale sundhed hos personer med langvarig sygdom.

Rapporten stiller især skarpt på patienters oplevelser af at få hjælp i sundhedsvæsenet – og konklusionerne er desværre kedelig læsning. Én lyder, at hovedparten af mennesker med langvarig sygdom ikke oplever, at sundhedsvæsenet fast eller systematisk viser interesse for deres trivsel.

Denne konklusion bliver kun endnu mere kedelig, når vi ved, at god trivsel har en positiv indvirkning på patienters sygdom og behandling. Det er da, hvad man kan kalde et bekymrende mismatch.  

Vi kan desværre kun nikke genkendende til ovenstående konklusioner. Vi er unge, der lever med kronisk sygdom eller har oplevet at være langvarigt alvorligt syge. Derfor ved vi i høj grad, hvordan det er at være patient i sundhedsvæsenet.

Hvis trivslen er i bund, kan vi ikke sætte behandlingen af vores somatiske sygdom i første række

Henriette Berthel, Mette Aas Jacobsen og Thippe Møller
Medlemmer, Ungepanelerne i Danmark

Helt i tråd med rapportens konklusioner er det vores oplevelse, at der i særdeleshed er plads til forbedring, når det kommer til sundhedsvæsenets tilgang til mental sundhed – og især når det kommer til unge patienter som os.

Statistikken taler sig klare sprog: Mennesker med langvarig sygdom er i væsentlig øget risiko for at have dårlig mental sundhed, og jo yngre, jo mere trist ser statistikken ud.

Trivsel skal være et fast punkt på dagsordenen
Når vi deler vores oplevelser fra sundhedsvæsenet med hinanden og andre unge med langvarig sygdom, bliver det meget tydeligt, hvor lidt den mentale sundhed generelt fylder i somatikken.

Selvfølgelig er der undtagelser, men i vores utallige møder med sundhedsvæsenet bemærker vi, at fokus på vores psykiske velbefindende kun har status af et kryds på en tjekliste. Vi oplever en slags berøringsangst og manglende indsigt i, hvordan man skal tale med en ung patient om det, der kan være svært.

Når trivsel endelig får lidt opmærksomhed, oplever vi, at det er til slut i konsultationen, og "hov, så er tiden søreme gået", og "det må vi kigge på næste gang." Så er den bold kastet videre til den næste tremåneders kontrol. Det er et kæmpe problem.

Hvis trivslen er i bund, kan vi ikke sætte behandlingen af vores somatiske sygdom i første række – og det koster for såvel os selv som for samfundet. Så lige ud ad landevejen er det.

Det er derfor nødvendigt, at der ruskes op i sundhedsvæsenet på det her område. Der er behov for, at trivsel er et fast punkt på dagsordenen – og ikke kun som afkrydsningsfelt. Vi har brug for at blive mødt som andet end en patient med en somatisk sygdom, der kan måles og vejes.

Vi har brug for at blive anerkendt som et helt menneske

Henriette Berthel, Mette Aas Jacobsen og Thippe Møller
Medlemmer, Ungepanelerne i Danmark

Vi har brug for at blive anerkendt som et helt menneske. I særdeleshed som ung med langvarig sygdom er det så vigtigt at finde sin plads i sundhedsvæsenet, når sygdommen vil følge én længe eller hele livet.

Unge patienter skal prioriteres politisk
Derfor er vi også meget glade for, at der sidste år blev offentliggjort danske anbefalinger til et ungevenligt sundhedsvæsen. Anbefalingerne er defineret af kronisk syge unge, læger og sygeplejersker samt ledelser fra både pædiatri, psykiatri og udvalgte voksenspecialer.

Her er det særligt interessant, at én af de fem anbefalinger netop har fokus på ungdomslivet og mental sundhed. Den går blandt andet på, at unge skal tilbydes helhedsorienteret behandling, regelmæssigt spørges ind til psykisk sårbarhed og støttes til og have mulighed for at tale om følsomme emner. Det kan vi selvfølgelig kun bakke op om.

Men anbefalingerne er jo kun gode intentioner, indtil de bliver implementeret i praksis. I Ungepanelerne i Danmark vil vi gøre vores til, at det sker. Men i sidste ende handler det selvfølgelig om ressourcer.

Ikke overraskende mener vi, at unge med langvarig sygdom skal sættes højt på den politiske dagsorden. Vi skal leve med vores sygdom længe eller hele livet. Derfor giver det også kun samfundsøkonomisk god mening at prioritere unge i sundhedsvæsenet.