Overlæge: Regionerne skal ikke opfordre til alternativ behandling

Af Jan Lindebjerg
Overlæge, Vejle Sygehus

Som led i dækningen af valg til regionsrådene har flere medier lagt kandidattests ud på internettet. Et af udsagnene, som kandidaterne skulle svare på, lød: ”Sygehuse skal være mere åbne for alternativ behandling”.

De fleste svar lå i mellemgrupperne delvis enig/uenig. Få svarede ”Helt enig/uenig”.

Det er også et udsagn, hvor svarene varierede inden for de enkelte partier, idet der dog er enkelte partier, hvis kandidater i udstrakt grad svarede ”Helt enig”.

Mit eget svar var ”Helt uenig”. Og det var også et gennemgående svar hos de kandidater, som selv er læger.

Der er formentlig mange forskellige opfattelser af hvad udsagnet egentligt dækker over. Mit eget ”Helt uenig” afspejler ikke en holdning om, at man som patient ikke skal kunne tale åbent med sygehuset (eller sin egen praktiserende læge) om, at man ønsker at benytte sig af en eller anden form for alternativ behandling. 

De kommende regionsråd bør være opmærksomme, hvis de kommer ud i overvejelser om at bevilge penge til forskning i alternativ behandling med det formål at gøre det stuerent.

Jan Lindebjerg
Overlæge, Vejle Sygehus

Tværtimod mener jeg, at man som patient trygt og frit skal kunne tale om det. Specielt er det vigtigt, at lægen har kendskab til forbrug af naturlægemidler/kosttilskud, idet noget af det kan have indflydelse på virkningerne af den medicin, patienten får fra lægen.

Men den professionelle rådgivning, patienten kan forvente fra lægen, skal stadigvæk være baseret på videnskab. Og det er ikke er et problem for patienterne.

Det er ærlig snak at fortælle patienten, at man som læge har sat sig ind i, hvad den valgte alternative behandlingsform går ud på, samt den forskning der er lavet. Og fortælle, at der ikke er nogen videnskabelige grunde til at tro, at den valgte alternative behandlingsform vil gøre en forskel.

Hvis patienten fortsat insisterer på benytte den alternative behandlingsform, er det naturligt at acceptere patientens valg og sige til vedkommende, at man meget gerne vil se ham/hende igen om x måneder og høre, hvordan det går. Det er den åbenhed, der skal til, og den er der i dag.

Mange behandlingsformer er ikke alternative
Jeg har en formodning om, at nogle kandidater blander tingene sammen. Tiltag som for eksempel kostvejledning, motion, massage, meditation med mere opfattes ofte som alternative behandlinger. Men det er de ikke. Der er tale om ikke-lægelige behandlingstiltag, som ikke er i samme kategori som for eksempel homøopati, zoneterapi eller reiki-healing. 

Der findes kandidater, som gerne ser egentlige alternative behandlingsformer anvendt side om side med konventionel behandling. De ynder ofte at anvende betegnelsen komplementær behandling. Men det er noget vrøvl, for hvis noget skal kunne betegnes som komplementært, skal det have en specifik virkning i sig selv. Der er intet, som sandsynliggør, at det har. 

Man ville med rette blive anset for at være fjollet, hvis man påstod, at man kunne forbedre den gastronomiske oplevelse, hvis man tilsatte kokage til en æblekage. Æblekagen bliver ikke mere lækker, og kokagen bliver ikke mere spiselig.

Tilsvarende bliver sygehusbehandlingen ikke bedre af et stænk alternativ behandling. Og den alternative behandling bliver heller ikke mere acceptabel.

De kommende regionsråd bør være opmærksomme, hvis de kommer ud i overvejelser om at bevilge penge til forskning i alternativ behandling med det formål at gøre det stuerent.

Man risikerer at støtte noget, som ikke reelt giver information. Man kan sagtens forestille sig, at man kunne opstille et forskningsprojekt omkring eksempelvis fjernhealing, og man vil muligvis også kunne indsamle data. Men der er stadigvæk postet penge i forskning i noget, som ikke eksisterer, hvorfor disse data ikke reelt gavner patienterne. 

For at opsummere:

1. Åbenhed omkring alternativ behandling findes allerede på sygehusene – mere åbenhed er unødvendig.
2. Ikke-lægelige tiltag som for eksempel motion hører ikke under alternativ behandling og støttes af sygehusene.
3. Regionsrådene bør ikke bestræbe sig på at gøre alternativ behandling mainstream.