Overlægeforeningen: Økonomiaftalen skader sygehusene med nye krav

Af Lisbeth Lintz
Formand for Overlægeforeningen

Regeringen og regionerne har med rette fået ros for afskaffelsen af det forhadte produktivitetskrav på sygehusene i den nye aftale om regionernes økonomi for 2019.

Toprocentskravet var endt med at gøre mere skade end gavn, fordi sygehuse og hospitaler kom til at fokusere mere på at øge aktiviteten end på at give patienterne den bedst mulige behandling.

Desværre skal lægerne og de andre ansatte stadig slås med krav om at øge produktiviteten, nu blot i en ny forklædning. Regeringen og regionerne indfører nemlig et nyt, såkaldt teknologibidrag, som betyder, at sygehusene skal effektivisere for 500 millioner kroner årligt, svarende til at øge produktiviteten med en procent.

Produktionsfikseret hamsterhjul
Bidrag lyder nok mere positivt end produktivitetskrav, og regionerne og regeringen gør sig store anstrengelser for at beskrive ordningen på en måde, så den ikke giver indtryk af at være en fortsættelse af det gamle produktionsfikserede hamsterhjul.

For eksempel betoner regionerne, at teknologibidraget skal findes ved hjælp af smarte it-systemer, mere effektiv administration, indkøbsbesparelser og lignende. Det lyder jo godt, og jeg har svært ved at forestille mig, at lægerne eller andre på sygehusene vil være imod den slags krav – i hvert fald så længe man undgår at købe billige kanyler, der er smertefulde for patienterne, og lignende.

Regionerne og regeringen gør sig store anstrengelser for at beskrive ordningen på en måde, så den ikke giver indtryk af at være en fortsættelse af det gamle, produktionsfikserede hamsterhjul.

Lisbeth Lintz
Formand, Overlægeforeningen

Men når man læser økonomiaftalen, står det sort på hvidt, at regionerne også skal spare den halve milliard kroner blandt andet ved at indføre nye behandlingsmetoder.

Det kan lyde fornuftigt. De fleste forestiller sig nok, at når man tager nye behandlinger og nyt højteknologisk apparatur i brug, så bliver sygehusene mere effektive og kan behandle flere patienter med færre ansatte. Men sådan forholder det sig desværre ikke altid.

Vi har opnået markante landvindinger på hospitaler og sygehuse de seneste år, og hvis man ser nærmere på dem, er det ikke besparelser, der springer i øjnene.

Nye behandlinger sparer ikke penge
For nylig fortalte Berlingske Tidende historien om, at tusindvis af patienter har udsigt til at blive helbredt og slippe uden men, når de rammes af en blodprop i hjernen, der tidligere kunne koste dem livet eller lænke dem til en kørestol.

I dag kan man nemlig opløse blodproppen med medicin eller trække den ud af blodårerne i hjernen via et plastikrør. Og nye undersøgelser har vist, at man kan gøre det med stor effekt helt op til 24 timer efter blodproppen.

Det betyder, at flere tusinde patienter kan få behandlingen, og det vil spare kommunerne millioner af kroner, fordi de ramte ikke længere har brug for samme genoptræning og intensive pleje som tidligere.

Men på sygehusene sparer man ikke penge. Tværtimod skønner regionerne, at det vil koste 100 millioner kroner årligt til døgnbemandede operationsstuer, skannere og hurtig akuthjælp med helikoptere og ambulancer.

Vi ser det samme billede på mange andre områder. Nye kræftbehandlinger forlænger livet, så kræft i mange tilfælde ikke længere er lig med en dødsdom. Og på hjerteområder har avancerede teknikker og bedre organisation bidraget til, at flere tusinde mennesker hvert år overlever en blodprop i hjertet og andre sygdomme, der før havde kostet dem livet.

Politikerne turde ikke vise tillid
Sagt på en anden måde: Vi skal ikke indføre nye behandlingsmetoder i forventning om, at de vil spare sundhedsvæsenet penge. Vi skal gøre det, fordi de fører til mindsket dødelighed og højere livskvalitet. Og så må vi tage med, at de nye behandlinger også betyder større udgifter på sygehusene og hospitalerne. 

Og derfor går det galt, hvis regeringen og regionerne kræver, at sygehusene skal finde hele eller en del af teknologibidraget via nye behandlingsmetoder.

Med til billedet hører, at regionerne skal finde den halve milliard kroner. Det er ganske enkelt nødvendigt for at få ressourcerne til at slå til på sygehusene, fordi en stor del af det generelle løft på en milliard kroner spises op af stigende medicinudgifter og et helt nødvendigt løft til psykiatrien.

Og det betyder, at vi som overlæger – og alle de andre faggrupper på sygehusene – igen er underlagt et produktivitetskrav.

Kravet er mindre end forgængeren, og det kan udmøntes mere fleksibelt. Men det rammer et sygehusvæsen, der har gennemført den ene effektivisering efter den anden i mere end ti år, og derfor er der en overhængende fare for, at det fører til endnu større tidspres og nye nedskæringer. 

Regeringen og regionerne havde i år chancen for at vise sygehusene og de ansatte tillid ved at skrotte de forældede produktivitetskrav og stole på de andre styringsmekanismer som eksempelvis behandlingsgarantierne. Men da det kom til stykket, turde de altså ikke.

Det er ærgerligt og dårligt nyt for både patienter, personale og sundhedsvæsenet.