Pas (godt på) dig selv, kroniker

 

Man kan næppe tro følgende: En kvinde med type-2 diabetes får af sin praktiserende læge udleveret et sukkermåleapparat og noget medicin til at sænke blodsukkeret.

 

Kvinden får lidt instruktion og bliver så sendt hjem med følgende ord: Sukkersyge er kronisk, og det må du lære at leve med. Sørg for at holde blodsukkerniveauet nede og hold øje med dine fødder, der skulle nødigt opstå sår. Pas godt på dig selv og kig ind, hvis du har noget du vil spørge om.

 

Og selvfølgelig skal man ikke tro på sådan en historie, det forekommer simpelthen ikke. Men til patienter med kroniske smerter siger vi rask væk, at de må se at lære at acceptere, at smerterne er kommet for at blive, de er kroniske, og smertemedicin hjælper ikke meget.

 

Sørg for, at du får sovet og hold endelig godt fast i dit arbejde. Mister du først arbejdet, bliver det hele meget værre. Prøv alligevel med disse tabletter, du kan tage nogle flere, hvis de ikke virker tilstrækkeligt.

 

Til forskel fra patienter med sukkersyge er der ingen retningslinjer for, hvordan den praktiserende læge skal håndtere en patient med for eksempel udbredte smerter i bevægeapparatet.

 

Ofte er det smerter, der påvirker den enkeltes livskvalitet negativt, hindrer en god nattesøvn og gør, at patientens tilknytning til arbejdsmarkedet bliver anstrengt. Patienterne går i årevis alene med at styre stærk medicin som morfin og antidepressive midler rettet mod smerterne.

Sundhedsstyrelsen har en plan for sundhedsvæsenets behandling af kronisk sygdomsramte danskere, den såkaldte kronikermodel.

 

Og netop nu arbejder Sundhedsstyrelsen på at udfærdige retningslinjer for rehabilitering af kroniske smertepatienter med ondt i muskler og led.

 

Jeg deltager i referencegruppen for dette vigtige arbejde og har anbefalet arbejdsgruppen, at man giver patienter med kroniske smerter ret til regelmæssig opfølgning på samme måde, som man har for diabetikere. Ikke nødvendigvis med henblik på at få smerterne behandlet væk, men for at følge op på om der fortsat er god balance mellem effekt og bivirkninger af den givne medicin.

 

På længere sigt kunne det måske også lykkes at uddanne alt sundhedsfagligt personale, der arbejder med smertepatienter, til at hjælpe patienterne med de accept-processer, der er nødvendige for, at de smerteramte kan leve godt med smerterne, når det nu er noget, der ikke går væk.

Smertepatienter kan ikke kurere sig selv
Kronikermodellen lægger op til, at 80 procent af patienterne skal lære at klare sig selv med hjælp fra pårørende og praktiserende læger, 10 procent skal behandles i et samarbejde mellem primær- og sekundærsektor, og kun de hårdest ramte 10 procent skal behandles på hospitalsniveau.

 

Ligesom for diabetikere kan dette lade sig gøre for smertepatienterne. Godt nok er der over 800.000 kronisk smerteramte i Danmark, men det er de færreste, der har behov for specialiseret smertebehandling.

 

Gruppen af smerteramte er stor, men den kan afgrænses og inddeles efter sværhedsgrad, præcis som alle andre sygdomme.

Så prøv nu at se kendsgerningerne i øjnene: Kroniske smertepatienter er kommet for at blive, og vi bliver nødt til at tilbyde dem behandling på lige fod med andre kronikere.

 

Vi skal behandle smerterne så godt som muligt og ellers koncentrere os om at undgå komplikationerne, fuldstændigt lige som vi gør med diabetikerne. Vi er i Danmark dygtige til at uddanne vores patienter til at tage vare på sig selv, og det er, hvad de fleste mennesker gerne vil. Men det går ikke uden støtte.

Så kom nu ind i kampen!