Peter Loft efter coronaredegørelse: Sundhedsministeriet er degraderet til postkontor for Statsministeriet

Illustrerer den tiltagende centralisme
Redegørelsen indeholder ikke overraskende en nøje beskrivelse og vurdering af Statsministeriets meget centrale og aktivistiske rolle i spørgsmålet om de sundhedsmæssige beslutninger for at begrænse smitten.

Som det har været fremhævet i pressen, spillede især Statsministeriets departementschef i hele forløbet frem til nedlukningen en overordentlig central rolle, idet hun ikke blot forholdt sig kritisk til sundhedsmyndighedernes umiddelbart mere optimistiske vurdering af situationen, men tillige udbad sig en lang række af oplysninger og vurderinger fra disse myndigheders side.

Informationer, som ikke kun bidrog til det samlede beslutningsgrundlag, men som – må man formode – samtidig skulle tjene til generelt at signalere en mere nuanceret og bekymret holdning til den aktuelle situation.

På baggrund af et konkret forløb illustrerer redegørelsen nogle mere generelle aspekter ved den udvikling, der har præget centraladministrationen de sidste år; nemlig dels den tiltagende centralisme, dels den stadig større afstand, der er opstået mellem de enkelte departementer og deres styrelser.

Statsministeriet har tænkt sig at overtage Finansministeriets rolle
De sidste mange år har været præget af Finansministeriets stadig stigende betydning på fagministeriernes bekostning. Fra at være det koordinerende og organiserende ministerium har det gradvist udviklet sig til også at blive det ministerium, hvorfra ikke kun beslutningen om store initiativer udgik, men også det sted, hvor disse initiativer er blevet udviklet.

En del forhold, herunder forløbet i coronaindsatsen, tyder på, at Statsministeriet har tænkt sig at overtage denne position. Desuden er det interessant, at det i det konkrete forløb var Justitsministeriet, Statsministeriet udpegede som det koordinerende ministerium – ikke som hidtil Finansministeriet.

Men uanset hvor meget man kan lægge i det i alle henseender enestående forløb, fremgår det af redegørelsen, at Sundhedsministeriet har haft en ganske besynderlig position i forløbet.

Departementet befandt sig således som en lus mellem to negle – på den ene side var et meget aktivt og engageret Statsministerium, der trak i én retning, og på den anden side var en særdeles selvbevidst Sundhedsstyrelse, der ikke mente, at andre myndigheder skulle blande sig i de sundhedsfaglige beslutninger.

Resultatet blev, at Statsministeriet overtog rollen som dem, der supplerede rene sundhedsfaglige input med bredere politiske overvejelser, og at Sundhedsministeriet nærmest kom til at fungere som et postkontor, der blot ekspederede Statsministeriets mange bestillinger til sine styrelser.

Selv et beskedent lille pip fra Sundhedsministeriets departementschef om at lytte til den sundhedsfaglige ekspertise affærdiges i Statsministeriet med et ”ja, det siger sig selv”.

Bekræfter afstand mellem departement og styrelse
Redegørelsen synes dermed også at bekræfte en anden generel udvikling i centraladministrationen; nemlig den efterhånden store afstand, der er opstået mellem de politisk orienterede departementer og de fagligt orienterede styrelser.

En afstand, som nærmest har udviklet sig til en enten jomfrunalsk frygt for at blande sig i styrelsernes handlinger eller til en ligegyldighed overfor driftsorganisationen i ministerierne.

I det konkrete forløb var det en magtfuld departementschef i Statsministeriet, der skabte et bredere og mere nuanceret beslutningsgrundlag for regeringen og Folketinget, mens det ansvarlige departement syntes at være helt i sin egen styrelses vold. Det er næppe nogen hensigtsmæssig arbejdsdeling.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.