PLO: Lægemanglen kræver en reform

Af Christian Freitag
Formand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Regeringen har fremlagt et forslag til en sundhedsreform, som i disse dage forhandles med Dansk Folkeparti.

Især spørgsmålet om regionsrådenes fremtid har fremkaldt stærke reaktioner.

Jeg synes langtfra, at reformen er perfekt. Faktisk har den nogle meget klare mangler.

Men det er vigtigt at påpege, at der er nogle betydelige problemer ved den nuværende struktur, som jeg håber, at der er politisk vilje til at forsøge at få løst, uanset om de fem regionsråd nedlægges eller ej, og uanset hvem der danner regering efter næste valg.

Sygehuse har optaget Folketinget i ti år
I 2007 blev de fem regioner etableret med et meget tydeligt formål: at styrke og udvikle de danske sygehuse.

Gør vi det rigtige, vil vi om ti år stå med den samme gode historie om det nære sundhedsvæsen, som vi i dag kan fortælle om udviklingen på sygehusene.

Christian Freitag
Formand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

I dag står vi med lige præcis det resultat, som reformen blev skabt til at levere: moderne og højeffektive sygehuse.

Det står også klart, at Folketinget som minimum de sidste ti år først og fremmest har været optaget af sygehusene.

Alt har handlet om at bygge nye sygehuse og at nedbringe ventetider, anskaffe nyt apparatur og indføre ny medicin på sygehusene.

Reform er dumpet på tre områder
Regionerne har således været en succes, for de har leveret, hvad Folketinget har været optaget af.

Til gengæld er reformen fra 2007 dumpet på tre områder, hvor problemerne er tiltaget med årene:

• Samarbejdet mellem kommune, sygehus og almen praksis er ikke godt nok. Det går særligt ud over de helt gamle og svækkede samt borgere med misbrug og psykisk sygdom.
• De praktiserende læger og deres klinikker har ikke fået øget kapaciteten, så de kan løfte de opgaver, som de nye sygehuse og borgerne forventer. Derfor er det tiltagende svært for både borgere og kommunens personale at få tid med lægen.
• Man har forsømt at uddanne nye praktiserende læger. I dag har over 100.000 danskere ikke adgang til deres egen læge, men må nøjes med skiftende vikarlæger. Om to til tre år er tallet 200.000.

Tvivler på politikerne
De fleste partier er blevet opmærksomme på disse tre problemer, men løsningsforslagene varierer.

Fortalerne for at bevare det nuværende system argumenterer med, at man godt kan udvikle det kommunale sundhedsvæsen og almen praksis inden for de nuværende administrative rammer.

Hvis man følger den tanke, kan man undre sig over, at man ikke er begyndt denne udvikling for længst.

Jeg tvivler på, at politikerne mener, at der skal være færre praktiserende læger.

Men Folketinget og regionspolitikernes fokus på sygehusdriften har understøttet, at lægerne er endt på sygehusene.

Det fører mig til det, jeg mener er det grundlæggende problem, nemlig at den nuværende regionsstruktur og finansieringsmodel ikke er designet til at styrke det nære sundhedsvæsen.

Opdeling af regioner giver ikke mening
Opdelingen i fem regioner giver god mening i forhold til sygehusdriften, men den giver grundlæggende ikke mening for det nære sundhedsvæsen, hele praksissektoren og de praktiserende læger.

I dag ser vi, at borgere i forskellige regioner har vidt forskellige aftaler i det nære sundhedsvæsen. Region Hovedstaden har for eksempel en helt anden lægevagt end de øvrige regioner.

Når det gælder lægemangel, plejer hver enkel region sine egne interesser, når de rekrutterer læger, i stedet for at skele til fordelingen af læger i hele landet.

Den geografiske fordeling af de praktiserende speciallæger i regionerne varierer på en måde, der slet ikke giver mening.

44 procent af landets praktiserende speciallæger er placeret i Region Hovedstaden, selv om kun godt 30 procent af borgerne bor her.

Denne fordeling har nærmest været uændret i 50 år og gør, at københavnere og dem, der bor nord for København, har langt bedre adgang til speciallæger end nordjyder.

Ramt af "hvordan får vi de andre til at betale?"-tanke
Regionsstrukturen skaber således en utilsigtet ulige adgang til sundhed i de forskellige regioner.

Vi ser også massive problemer i de forhandlings- og samarbejdsfora, der involverer regionen, kommunerne og de praktiserende læger.

Det drejer sig blandt andet om sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg. De har udviklet sig til at være velmenende, men præget af ineffektivitet og bureaukrati.

I den nuværende struktur er parterne ramt af silotænkning eller måske rettere ramt af tanken "hvordan får vi de andre til at betale?".

Der har i mange år været et uklædeligt slagsmål mellem kommuner og regioner om, hvem der skal betale for hvilke ydelser, når borgeren bliver udskrevet.

Aktuelt ønsker kommuner og regioner, at de praktiserende læger i fremtiden skal bruge mere tid på at bistå de kommunale akutteams, men ingen vil betale, og derfor er der mere end 98 forskellige løsninger.