PLO: Lægemanglen kræver en reform

KRONIK: De store forskelle på adgangen til en speciallæge viser, at opdelingen i fem regioner ikke giver mening for det nære sundhedsvæsen, mener PLO-formand Christian Freitag.

Af Christian Freitag
Formand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Regeringen har fremlagt et forslag til en sundhedsreform, som i disse dage forhandles med Dansk Folkeparti.

Især spørgsmålet om regionsrådenes fremtid har fremkaldt stærke reaktioner.

Jeg synes langtfra, at reformen er perfekt. Faktisk har den nogle meget klare mangler.

Men det er vigtigt at påpege, at der er nogle betydelige problemer ved den nuværende struktur, som jeg håber, at der er politisk vilje til at forsøge at få løst, uanset om de fem regionsråd nedlægges eller ej, og uanset hvem der danner regering efter næste valg.

Sygehuse har optaget Folketinget i ti år
I 2007 blev de fem regioner etableret med et meget tydeligt formål: at styrke og udvikle de danske sygehuse.

I dag står vi med lige præcis det resultat, som reformen blev skabt til at levere: moderne og højeffektive sygehuse.

Det står også klart, at Folketinget som minimum de sidste ti år først og fremmest har været optaget af sygehusene.

Alt har handlet om at bygge nye sygehuse og at nedbringe ventetider, anskaffe nyt apparatur og indføre ny medicin på sygehusene.

Reform er dumpet på tre områder
Regionerne har således været en succes, for de har leveret, hvad Folketinget har været optaget af.

Til gengæld er reformen fra 2007 dumpet på tre områder, hvor problemerne er tiltaget med årene:

  • Samarbejdet mellem kommune, sygehus og almen praksis er ikke godt nok. Det går særligt ud over de helt gamle og svækkede samt borgere med misbrug og psykisk sygdom.
  • De praktiserende læger og deres klinikker har ikke fået øget kapaciteten, så de kan løfte de opgaver, som de nye sygehuse og borgerne forventer. Derfor er det tiltagende svært for både borgere og kommunens personale at få tid med lægen.
  • Man har forsømt at uddanne nye praktiserende læger. I dag har over 100.000 danskere ikke adgang til deres egen læge, men må nøjes med skiftende vikarlæger. Om to til tre år er tallet 200.000.

Tvivler på politikerne
De fleste partier er blevet opmærksomme på disse tre problemer, men løsningsforslagene varierer.

Fortalerne for at bevare det nuværende system argumenterer med, at man godt kan udvikle det kommunale sundhedsvæsen og almen praksis inden for de nuværende administrative rammer.

Hvis man følger den tanke, kan man undre sig over, at man ikke er begyndt denne udvikling for længst.

Jeg tvivler på, at politikerne mener, at der skal være færre praktiserende læger.

Men Folketinget og regionspolitikernes fokus på sygehusdriften har understøttet, at lægerne er endt på sygehusene.

Det fører mig til det, jeg mener er det grundlæggende problem, nemlig at den nuværende regionsstruktur og finansieringsmodel ikke er designet til at styrke det nære sundhedsvæsen.

Opdeling af regioner giver ikke mening
Opdelingen i fem regioner giver god mening i forhold til sygehusdriften, men den giver grundlæggende ikke mening for det nære sundhedsvæsen, hele praksissektoren og de praktiserende læger.

I dag ser vi, at borgere i forskellige regioner har vidt forskellige aftaler i det nære sundhedsvæsen. Region Hovedstaden har for eksempel en helt anden lægevagt end de øvrige regioner.

Når det gælder lægemangel, plejer hver enkel region sine egne interesser, når de rekrutterer læger, i stedet for at skele til fordelingen af læger i hele landet.

Den geografiske fordeling af de praktiserende speciallæger i regionerne varierer på en måde, der slet ikke giver mening.

44 procent af landets praktiserende speciallæger er placeret i Region Hovedstaden, selv om kun godt 30 procent af borgerne bor her.

Denne fordeling har nærmest været uændret i 50 år og gør, at københavnere og dem, der bor nord for København, har langt bedre adgang til speciallæger end nordjyder.

Ramt af "hvordan får vi de andre til at betale?"-tanke
Regionsstrukturen skaber således en utilsigtet ulige adgang til sundhed i de forskellige regioner.

Vi ser også massive problemer i de forhandlings- og samarbejdsfora, der involverer regionen, kommunerne og de praktiserende læger.

Det drejer sig blandt andet om sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg. De har udviklet sig til at være velmenende, men præget af ineffektivitet og bureaukrati.

I den nuværende struktur er parterne ramt af silotænkning eller måske rettere ramt af tanken "hvordan får vi de andre til at betale?".

Der har i mange år været et uklædeligt slagsmål mellem kommuner og regioner om, hvem der skal betale for hvilke ydelser, når borgeren bliver udskrevet.

Aktuelt ønsker kommuner og regioner, at de praktiserende læger i fremtiden skal bruge mere tid på at bistå de kommunale akutteams, men ingen vil betale, og derfor er der mere end 98 forskellige løsninger.

Langt fra regionen til den lokale dagligdag
Grundlæggende bør princippet være, at dér, hvor man ønsker lokale løsninger, bør det være de lokale parter, der finder løsningerne og har muligheden for at finansiere dem.

Det gælder for eksempel samarbejdet mellem det lokale sygehus, kommunen og almen praksis.

Der er simpelthen for langt fra regionsgården – og Folketinget – til praktiske aftaler om dagligdagen i et lokalområde.

Hvis man vil styrke almen praksis og det nære sundhedsvæsen og forbedre samarbejdet mellem den kommunale sundhedsindsats, almen praksis og sygehusene, har den nuværende struktur og finansieringsmodel altså nogle store udfordringer.

Det er heller ikke så underligt – den blev jo skabt til at udvikle sygehuse.

Nært sundhedsvæsen bør planlægges nationalt
Hvis vi skal kunne tilbyde borgerne nogle rimelig ens tilbud landet over, så skal langt størstedelen af det nære sundhedsvæsen planlægges og aftales nationalt.

I dag har de praktiserende læger tillægsaftaler med både enkelte regioner og enkelte kommuner. Som ovenfor nævnt giver regionale aftaler ikke mening for de praktiserende læger eller borgerne.

Nogle af disse regionale aftaler bør gøres nationale for at skabe ensartethed, mens andre bør flyttes lidt tættere på borgerne.

Hvis man vil styrke patientens forløb mellem et sygehus og de tilhørende kommuner og praktiserende læger, så giver det god mening at lave et forum, der består af disse tre parter.

21 sundhedsenheder er en god ide
21 enheder samlet omkring det lokale akutsygehus, som regeringen foreslår, er et godt bud. Jeg har ikke set bedre ideer.

Dette kræver ikke nødvendigvis, at regionerne nedlægges. Regionsrådene og regionerne har været gode for sygehusvæsenet, og det kan de sagtens fortsætte med at være.

Min pointe er alene, at udviklingen af det nære sundhedsvæsen er så påtrængende, at det skal ske i en struktur, der er indrettet til det.

Hvis ikke vi får en reform, der specifikt forholder sig til problemerne i det nære sundhedsvæsen, så vil vi de næste ti år have de samme ulidelige diskussioner de tre sektorer imellem.

Fire punkter skal opfyldes
For at skabe et effektivt samarbejde i det nære sundhedsvæsen bør følgende opfyldes:

  • Det bør være sundhedsfaglige personer, som mødes omkring det trekantede bord. Vi har i den grad brug for, at for eksempel lederen af den kommunale hjemmepleje mødes med den ledende overlæge og oversygeplejerske fra sygehusets akutmodtagelse samt et par praktiserende læger med kompetence til at lave aftaler for lægerne i området.
  • Sundhedsfællesskaberne skal være små, handlekraftige, have tydelige beføjelser og reelle ressourcer. Laver man et sådant setup, så kan det sagtens fungere samtidig med politisk styring i form af nationale dekreter, som alle 21 sundhedsfællesskaber skal leve op til.
  • Der er brug for en helt klar og tydelig økonomisk prioritering af det nære sundhedsvæsen. Hvis det sker, vil en styrket almen praksis med tiden kunne aflaste sygehusene betydeligt bedre end i dag. Det er helt urealistisk, at midlerne til det nære sundhedsvæsen løbende skal tages fra sygehusene. Kapaciteten i det nære sundhedsvæsen skal opbygges, før sygehusene kan aflastes. Her er regeringens plan for afventende. Vi har både brug for langt flere praktiserende læger, men også en fælles pose penge ved det trekantede bord, så silotænkningen kan reduceres.
  • De praktiserende læger skal fortsat kunne lave aftaler med de enkelte kommuner, fordi kommunerne har en række institutioner med borgere, der har helt særlige behov for lægehjælp. Disse aftaler vil fint kunne laves i det tilhørende sundhedsfællesskab, også selv om det ikke involverer sygehuset.

Gør vi det rigtige, vil vi om ti år stå med den samme gode historie om det nære sundhedsvæsen, som vi i dag kan fortælle om udviklingen på sygehusene.

Men det kræver, at vi helhjertet satser på det og rydder forhindringerne af vejen.

Nøjagtig som man gjorde, da man satte sig for at modernisere både sygehusene og den struktur, som de arbejder under.

Forrige artikel LVS og Danske Patienter: Nyt råd skal ikke kopiere Medicinrådets tankegang LVS og Danske Patienter: Nyt råd skal ikke kopiere Medicinrådets tankegang Næste artikel Ellen Trane Nørby: Både for- og bagdør til brugerbetaling på akutpladser er lukket Ellen Trane Nørby: Både for- og bagdør til brugerbetaling på akutpladser er lukket
Peder Holk Nielsen stopper i Novozymes

Peder Holk Nielsen stopper i Novozymes

NAVNE: Topchef i Novozymes Peder Holk Nielsen har meddelt, at han fratræder sin stilling som administrerende direktør primo 2020. Det sker efter en række nedjusteringer inden for de seneste år.