Praktiserende læge: Sygehuslægerne må også tage ansvar

Af Henrik Dibbern,
Praktiserende læge og medlem af PLO's repræsentantskab

Praktiserende læger er tovholdere for deres patienter. Det er alle enige om. Både patienter, regioner, kommuner, sygehuslæger og praktiserende læger. De mange parter er bare ikke enige om, hvad begrebet tovholder betyder.

Den praktiserende læge som tovholder
Ordet tovholder kan fungere som et buzzword. En floskel, som har sit eget felt på sundhedsadministratorernes Bullshit-bingoplade, sammen med ord som ”proaktiv”, ”akkreditering” og lignende. Noget, som ser pænt ud på enhver bureaukratisk powerpointpræsentation.

Det kan også være en bekvem måde at udtrykke, at omverdenen ser almen praksis som værende sundhedsvæsenets pedel. En pedel, som rydder op efter alle de opgaver, som ikke bliver gjort færdige andre steder. At almen praksis ses som en mor for patienterne og som en ekstern sekretær for sygehuse, regioner og kommuner. Det er ikke en betydning af ordet, som praktiserende læger vil abonnere på.
Vi anerkender naturligvis, at vi har en koordinerende opgave i forhold til patientforløb, som involverer myndigheder og sygehuse, men vi kan ikke løse opgaven alene. Og vi kan ikke løse den i større omfang, end vores indflydelse rækker på patientforløbene.

I dag er der langt flere overlæger på Odense Universitetshospital, end der er praktiserende læger på Fyn. I alt arbejder der omkring 14.000 læger på landets sygehuse, mod 3600 læger i almen praksis. Mindre en én ud af fem erhvervsaktive læger arbejder som praktiserende læge. Det må være ret indlysende, at 3600 praktiserende læger ikke kan eller skal rydde op efter 14.000 andre læger, samtidig med at vi praktiserende læger også tager os af 9 ud af 10 af de kontakter, landets borgere har med en læge.

Flere overlæger end praktiserende læger
Ideen om almen praksis som værende den instans, der tager sig af alt, hvad sygehuslægerne ikke finder er deres bord, stammer fra en svunden tid, hvor lægerne var fordelt helt anderledes, end de er i dag. I rigtig gamle dage var der én overlæge på Odense Amts og Bys Sygehus. På den tid var der vel omkring hundrede sygekasselæger på Fyn. Det var derfor naturligt, at sygekasselægerne tog sig af alt, hvad den ene overlæge ikke lige behøvede at tage sig af. 

Sådan er verden bare ikke længere. I dag er der langt flere overlæger på Odense Universitetshospital, end der er praktiserende læger på Fyn. I alt arbejder der omkring 14.000 læger på landets sygehuse, mod 3600 læger i almen praksis. Mindre en én ud af fem erhvervsaktive læger arbejder som praktiserende læge. Det må være ret indlysende, at 3600 praktiserende læger ikke kan eller skal rydde op efter 14.000 andre læger, samtidig med at vi også tager os af 9 ud af 10 af de kontakter, landets borgere har med en læge.

I dag er det, på grund af årtiers fejlslagen planlægning af fordelingen af lægelig arbejdskraft, den praktiserende læge - og ikke hospitalslægerne - som er den knappe ressource.  Vi hverken forventer eller ønsker at overlade vores kernefunktioner til de mange tusinde sygehuslæger. Men vi bliver nødt til selv at administrere vores tid. Oprydning efter andre, i form af for eksempel receptudskrivninger, medicinafstemninger og tilskudsansøgninger efter andre lægers ordinationer, er ikke de opgaver, vi prioriterer højest. 

Der skal være en læge i begge ender af tovet
Jeg vil vende tilbage til tovholderen. Hvis man tager begrebet bogstaveligt, så har vi altså en praktiserende læge og et tov. Lægen holder den ene ende af tovet. Så langt så godt. Spørgsmålet er, hvad der foregår i den anden ende. Har patienten tovet om livet, så vi kan hive dem tilbage i sikkerhed, hvis de fortabes i det sekundære sundhedsvæsen? Det giver ikke så meget mening, selv om det nok ville føles som en tryghed for en del patienter. 
Tovholderbegrebet giver kun mening, hvis der også er en læge, som holder den anden ende af tovet. Så kan patienten bruge tovet til at gå sikkert fra almen praksis til sygehuset, og tilbage igen. Hvis patientens forløb involverer flere forskellige sygehusspecialer, hvilket sker ganske hyppigt, er der nødt til enten at være én læge på sygehuset, som er ansvarlig for at koordinere forløbet mellem de forskellige afdelinger, eller også må man lade tovet gå mellem flere læger, så alle involverede læger holder fast, indtil forløbet er afsluttet. Det afgørende er, at patienten har sikkerhed for, at der altid er ansvarlige læger, de kan henvende sig til, når de er i gang med et undersøgelses- eller behandlingsforløb. 

Sygehuslægerne er også ansvarlige for patienternes forløb
Sygehuslægerne er altså nødt til at se sig selv som værende lige så ansvarlige for den enkelte patients forløb, i lige så høj grad som den praktiserende læge. Sådan er det i teorien også i dag, da enhver patient som minimum skal have én kontaktperson, så snart der starter et forløb på sygehuset. Men min praktiske erfaring er, at det er sjældent, at det fungerer. Patienten kender sjældent navnet på en konkret læge, som har det overordnede ansvar for hans eller hendes behandling på sygehuset. 

I tovholderbilledet skulle jeg og den konkrete tovholderlæge på sygehuset også have mulighed for hurtigt og enkelt at komme i kontakt med hinanden: et ryk i rebet, og det ville blive mærket i den anden ende. Med forbehold for, at vi alle har mange opgaver, vi skal løse, kniber det også her i sygehusets ende af tovet. Det er nemt at få kontakt med en hjælpsom vagthavende læge på en given afdeling, men det kan være ganske vanskeligt at opspore den konkrete læge, som er ansvarlig for en patients forløb.  

Jeg synes, at tovholderanalogien er god og brugbar, fordi den, så snart man tænker den igennem, ret præcist beskriver noget, som alle patienter i undersøgelses- og behandlingsforløb har brug for: læger, som påtager sig ansvaret for at være tydelige tovholdere, så patienten altid ved, at vejen er sikker, og at der er kompetente læger til stede, når de når enden af tovet. Frem for at patienterne kun har egen læge som tovholder, mens de med tovet om livet vandrer rundt i et stort og uoverskueligt sundhedsvæsen.

Jeg skal nok holde godt fast i den ene ende af tovet. Jeg håber, at mine sygehuskolleger vil holde lige så godt fast i deres ende af tovet.