Debat

Producent bag coronatest: Myndigheder har mødt os med larmende tavshed

DEBAT: Det vækker stor undren, at politikerne ikke vil bruge den ekspertise og kapacitet, der findes i private laboratorier i en tid, hvor landet har brug for det, skriver Hans Atli Dahl.

Regeringen har ikke gjort nok for at optimere testkapaciteten ved at involvere private aktører, skriver Hans Atli Dahl, der er teknisk direktør i Amplexa Genetics.
Regeringen har ikke gjort nok for at optimere testkapaciteten ved at involvere private aktører, skriver Hans Atli Dahl, der er teknisk direktør i Amplexa Genetics.Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Atli Dahl
Stifter og teknisk direktør, Amplexa Genetics

Vi undrer os over regeringens indsats mod covid-19. "Vi" er et af Danmarks ældste private (og ISO-certificerede) klinisk genetiske laboratorier.

Der er meget ved indsatsen, som vi undres over. De lange køer ved testcentrene, dage før borgerne kunne komme til test, og dage før svaret endelig var tilgængeligt i e-Boks.

Myndighedernes svar på presset? Antigentests, der på en god dag rammer 70 procent rigtigt på negative svar og klarer sig rigtigt dårligt med hensyn til asympotmatiske smittede. Vi er blot et af mange private laboratorier, der tester med RT-PCR-metoden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi gør det, fordi det er metoden, som WHO anbefaler, fordi PCR giver et sikkert svar, og fordi vi har faglig stolthed. Vi har gennem hele forløbet kunne garantere svar mellem fire og 24 timer og har gennem hele året haft uudnyttet testkapacitet.

Vi har også gennem hele forløbet gjort alt, hvad vi kunne, for at råbe myndighederne op. Vi er parate til at afhjælpe presset og øge PCR-testkapaciteten. Men hvad skal vi skalere op til?

Hvorfor kan vi ikke bruges, når vi har bevist, at det, som vi laver, fungerer? Vi står på sidelinien med kvalifikationer og stor undren

Hans Atli Dahl
Stifter og teknisk direktør, Amplexa Genetics

Responsen? Larmende tavshed. 

Sat på sidelinjen
Vi har eget testcenter i Odense og samarbejder med andre virksomheder med podere i Nordjylland, Aabenraa, Horsens og København. Vi har kørt ud og testet på produktionsvirksomheder.

Vi har etableret og forestået testning i Grønland, opsat testcentre på Færøerne og rådgivet den islandske regering om teststrategi i forbindelse med genåbning af landet. Vi opererer altså både privat og i samarbejde med det offentlige – andre landes offentlige sundhedsvæsen.

Det kan lade sig gøre andre steder – hvorfor ikke i Danmark? Hvorfor kan vi ikke bruges, når vi har bevist, at det, som vi laver, fungerer? Vi står på sidelinien med kvalifikationer og stor undren. 

2.000 prøver om dagen
Amplexa Genetics har hele tiden haft en PCR-baseret testkapacitet på mindst 2.000 prøver om dagen, og på nuværende tidspunkt er vi i gang med at skalere op til 12.500 om dagen.

Vi kunne skalere endnu mere, hvis nødvendigt – men der er ingen dialog fra myndighederne. Vi eksisterer ikke. Og vi er kun ét laboratorie i landskabet. 

Har regeringen overhovedet gjort en indsats for at optimere PCR-kapaciteten ved at involvere de private aktører i de mange måneder, hvor covid-19 har været en del af dagligdagen?

11. december kom nyheden om, at Danske Regioner har lavet en aftale med en fransk laboriatoriekoncern om at køre 20.000 RT-PCR-prøver om dagen for at tage toppen af presset.

En koncern med speciale i alt fra geoteknik, farmaceutiske produkter til mejeriprodukter og foder. Grundlaget for, at valget faldt på denne udenlandske koncern, har altså ikke haft udspring i deres indgående kendskab til kliniske tests.

Læs også

Bedre mulighed end lyntest
11. december kom også nyheden om, at nu skulle 50.000 personer lyntestes om dagen. Det er "et godt supplement", lyder det fra toppen. Ja, hvis der ikke er bedre muligheder.

Men det er der. Hvorfor ikke bruge os og andre private laboratorier med godkendelserne i orden til et mere sikkert resultat? Alene her i Odense kan private laboratorier klare mere end 60.000 RT-PCR-tests i døgnet.

Hvad skal der til for at bryde igennem muren? Vi har flere gange kontaktet Danske Regioner for at etablere et samarbejde. Vi har skrevet til flere folketingsmedlemmer, nogle har endda videresendt vores forespørgsel til sundheds- og ældreministeren. 

Det er, som om beslutningstagerne ikke vil bruge vores service og kompetencer. Vores spørgsmål til myndighederne og regeringen er igen:

Hvorfor kan ekspertisen og RT-PCR-kapaciteten i et laboratorie med højeste kliniske standard ikke benyttes i en tid, hvor landet helt klart har brug for os?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00