Psykiatrifonden: Her er seks psykiatri-spørgsmål, som den nye strukturkommission bør svare på

Den nye strukturkommission bør blandt andet se på, hvem der tager ansvar for patienter med dobbeltdiagnoser, hvordan tilliden kan genskabes mellem patient og psykiatri, og hvordan vi skal måle psykiatriens kvalitet, skriver repræsentanter for Psykiatrifonden.

Der er mange spørgsmål at tage stilling til for den strukturkommission, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) snart præsenterer, skriver Psykiatrifonden.<br> — Der er mange spørgsmål at tage stilling til for den strukturkommission, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) snart præsenterer, skriver Psykiatrifonden.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Snart præsenterer Sundhedsminister Sophie Løhde (V) de eksperter, der inden for et år skal svare på, hvordan vi bedst strukturerer sundhedssystemet i fremtiden.

Kommissionens anbefalinger bliver skæbneafgørende for det danske sundhedsvæsen, men imens den store kioskbasker på sundheds-strukturområdet indtil videre har været spørgsmålet om nedlæggelsen af regionerne, er der en lang række andre spørgsmål, som kommer til at afgøre, om psykiatriens patienter vil få en bedre behandling i morgen end i dag. Her er seks af de spørgsmål.

1) Hvorfor koster depression årligt 6.700 menneskeliv?
I Sundhedsstyrelsens nye sygdomsbyrderapport kunne man læse, at depression med 6.700 ”ekstra dødsfald” årligt er den sygdom, der forårsager flest ”ekstra dødsfald”. Det er et meget højt, men lidt forvirrende tal. For hvordan dør man egentlig af depression?

Man er nødt til fra politisk hånd at tage stilling til, hvordan sundhedssystemet skal hjælpe patienter med dobbeltdiagnose
Mickael Bech, Torsten Bjørn Jacobsen og Marianne Skjold Larsen

Der er cirka 600 selvmord om året, og selvom det i sig selv er skræmmende mange, så udgør de kun cirka ti procent af de dødsfald, der tilskrives depression. Hvor kommer resten fra?

De kommer dels fra, at mennesker med depression i højere grad end gennemsnitsbefolkningen lider af sygdomme som hjertekarsygdomme, astma og diabetes, men også at mennesker med depression – ligesom alle andre med psykiske sygdomme - bliver underbehandlet for de ”fysiske” sygdomme.

Men hvorfor er det sådan? Og hvordan indretter vi sundhedssystemet med det for øje?

2) Hvem skal tage ansvaret for dobbeltdiagnosepatienterne?
Der er, desværre, flere steder i sundhedssystemet, hvor systemets indretning spænder ben for, at de mennesker, systemet er sat i verden for at behandle, får den behandling, de behøver. Det er blandt andet tilfældet i behandlingen af mennesker med samtidigt misbrug og psykisk sygdom, de såkaldte dobbeltdiagnosepatienter.

En af dem kommer man tættere på i TV 2’s nye dokumentarserie med den dramatiske titel ”Pigen på den lukkede”, der fortæller den hjerteskærende historie om 24-årige Anna, der føler sig fanget i et hul i sundhedssystemet, hvor ingen rigtig vil hjælpe hende.

I sommeren 2022 blev det meldt ud, at der var behov for et samlet tilbud til personer med dobbeltdiagnoser, men de konkrete tiltag fortaber sig inden til videre.

Man er nødt til fra politisk hånd at tage stilling til, hvordan sundhedssystemet skal hjælpe dobbeltdiagnosepatienterne. Hvilken behandling skal de have? Af hvem? Hvorhenne? Og skal vi skelne mellem patienter som Anna, der foruden sit misbrug har angst, PTSD, ADHD og en spiseforstyrrelse, og patienter, der samtidig lider af misbrug og skizofreni?

Et greb, der både ville højne kvaliteten og tilliden, ville være, at man sørger for, at patienterne i psykiatrien har én - eller som minimum ganske få – primære behandlere
Mickael Bech, Torsten Bjørn Jacobsen og Marianne Skjold Larsen

Det er ikke spørgsmål, man alene kan overlade til den enkelte sundhedsinstans, men tunge og komplicerede spørgsmål, der kræver politisk prioritering og inddragelse af områdets eksperter. Et oplagt fokus for den nye kommission.

3) Er pendulet svinget for langt mod recovery?
I de sidste par år har en bestemt tankegang vundet indpas på den måde, vi behandler mennesker med de tungeste psykiske sygdomme, nemlig den såkaldte ’recovery’-tankegang. Kort sagt betegner ’recovery’ den personlige proces, hvor man re-orienterer sig mod tilstanden efter sygdom. Det er ikke nødvendigvis det samme som ophør af symptomer.

Selvom det i teorien er vedkommende og sympatisk, så har det medført en uhensigtsmæssig behandling af dem, der aldrig bliver fuldstændig helbredt. Det gælder eksempelvis for nogle mennesker med skizofreni, at de - ligesom andre kronikere - vil have deres sygdom som uønsket følgesvend resten af livet. Det betyder ikke, at man derfor bare skal give op og spærre dem inde og smide nøglerne væk. Tværtimod.

Det betyder, at deres behandling i langt højere grad skal centreres om, at patienterne lærer at mestre deres sygdom. At de, helt bogstaveligt, lærer at leve med sygdommen. Og det betyder samtidig, at sundhedssystemet skal følge op på dem, og have dem på den sundhedsmæssige radar.

Læs også

Sygeplejersker: Psykisk syge og sårbare betaler prisen for politisk nøl og omfattende svigt

Debat

I den henseende er der ikke stor forskel på skizofreni og andre kroniske sygdomme såsom diabetes-2 patienter. De får begge brug for hjælp og støtte til deres sygdom resten af livet, og hvis ikke de får det, ender det galt.

4) Hvordan genopbygger vi tilliden mellem patient og psykiatri?
Ved folketingsvalget sidste år undersøgte Psykiatrifonden danskernes holdning til psykiatrien. Her fortalte 52 procent af danskerne, at de er utrygge ved tanken om at være patient i psykiatrien i dens nuværende forfatning. For de somatiske sygdomme var det beskedne 17 procent, der ikke ville være trygge.

Strukturkommissionen bør forholde sig til, hvorvidt den nuværende ansvars- og- arbejdsfordeling i psykiatrien tjener patienterne bedst muligt
Mickael Bech, Torsten Bjørn Jacobsen og Marianne Skjold Larsen

Al god behandling hviler på en tillidsrelation mellem patient og behandler, og derfor er den manglende tryghed et stort og alvorligt problem. Men hvordan løser vi det?

Et greb, der både ville højne kvaliteten og tilliden, ville være, at man sørger for, at patienterne i psykiatrien har én - eller som minimum ganske få – primære behandlere.

Et andet tiltag kunne være, at man som patient fik tilknyttet en fast kontaktperson, der kan varetagere kontakten med og koordineringen af behandling mellem de mange forskellige fagfolk, der blandt andet rummer psykiatere, ergoterapeuter og socialrådgiver, og dermed sikre sammenhæng og kontinuitet.

5) Er ansvaret placeret de rigtige steder?
Et andet forhold, som strukturkommissionen bør forholde sig til, når det kommer til psykisk sygdom, er, hvorvidt den nuværende ansvars- og- arbejdsfordeling i psykiatrien tjener patienterne bedst muligt.

Her bør man blandt andet se på fordelingen af ansvar faggrupperne imellem. Eksempelvis beskæftigede psykiatere sig tidligere primært med de tungeste psykiske sygdomme, hvor de i dag også tager sig af udredning af de øvrige, lettere psykiske sygdomme.

Det lægger et uhensigtsmæssigt beslag på nogle af sundhedsvæsnet specialister, og det bør derfor overvejes, om man skal opkvalificere andet personale til i højere grad at indgå i behandlingen af mennesker med psykisk sygdom.

Desuden bør en strukturkommission grundigt se på ansvarsfordelingen mellem den regionale behandlingspsykiatri og den kommunale socialpsykiatri. Socialpsykiatrien har ansvaret for nogle af de mennesker med psykisk sygdom, der har det sværest. Derfor er det bemærkelsesværdigt, når Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsens faglige oplæg lakonisk konstaterer, at ”der i dag ikke er en tilstrækkelig kvalitet i socialpsykiatrien”.

Hvor man i dag mestendels måler på parametre så som ventetider og genindlæggelser, kunne man med fordel inddrage patientrapporterede data langt mere
Mickael Bech, Torsten Bjørn Jacobsen og Marianne Skjold Larsen

Utilstrækkelig kvalitet i behandling kan være en årsag til de mange genindlæggelser, ligesom det har betydning for borgernes og medarbejdernes tryghed og sikkerhed på botilbuddene. Det kalder på opbygning i andre strukturer, så patienterne med størst behov også er understøttet med adgang til specialkundskab.

6) Hvordan måler vi kvaliteten af fremtidens psykiatri?
Et moderne mundheld siger, at man får, hvad man måler på. Med det i baghovedet bør den nye kommission grundigt overveje, hvilke kvalitetsparametre vi skal anvende, når vi måler kvaliteten af psykiatrien. Hvor man i dag mestendels måler på systemorienterede parametre, så som ventetider og genindlæggelser, kunne man med fordel inddrage patientrapporterede data langt mere, end man gør i dag.

Patientrapporterede data, eller den mere mundrette forkortelse PROM (Patient reported outcome measurements), er patienternes egene oplevelser af, hvordan de har det, og indsamles ofte via elektroniske spørgeskema. I psykiatrien kunne det være spørgsmål om din trivsel, eller mangel på samme, eller din evne til at udføre aktiviteter i det daglige.

Ved i højere grad at inddrage PROM kan man lidt kækt sige, at man flytter fokus fra, om operationen lykkes, til om patienten overlever.

Uanset hvad der kommer ud af det næste års kommisionsarbejde om at omstrukturere sundhedsvæsnet, så håber vi, at man vil huske hele sundhedsvæsnet, og ikke kun den del, der har med somatikken at gøre. Og at man for én gang skyld laver en reform af sundhedssystemet, der tilgodeser borgerne fremfor systemet selv.

Læs også