Psykiatrifonden: Psykisk sygdom er stigmatiseret og underbehandlet

Af Anne Lindhardt og Marianne Skjold
Hhv. formand og direktør for Psykiatrifonden

Der er store samfundsøkonomiske gevinster ved at behandle bedre, hurtigere og mere effektivt – for ikke at tale om gevinsten for de syge

Anne Lindhardt og Marianne Skjold
Hhv. formand og direktør for Psykiatrifonden

Han har en alvorlig nyresygdom, hun lever med OCD, angst, personlighedsforstyrrelse og i perioder alvorlige selvmordsplaner.

Han oplever et sundhedsvæsen, han kan kontakte, hvis han føler sig sløj – så bliver han indlagt eller får på anden vis den behandling, han har brug for. Hun oplever det modsatte. At hun skal kæmpe for at få hjælp.

At hun bliver sendt hjem efter få timer og henvist til egen læge. Det er paradoksalt og uretfærdigt. Historien er ikke enestående. Ulighed i sundhed har mange ansigter, og der er en særlig grad af ulighed i behandlingen og opfattelsen af mennesker med henholdsvis psykisk og fysisk sygdom.

Psykisk sygdom er underbehandlet
"Antallet af patienter er fordoblet de seneste ti år; stigningen har været størst for børn og unge. Og der er stadig store grupper, som ikke får hjælp. De psykiske sygdomme er nemlig usynlige, hemmeligholdte, tabubelagte og underbehandlede folkesygdomme. 

Ofte oplever sygemeldte med psykisk sygdom og andre sygdomme, at beskæftigelsessystemet arbejder imod dem i stedet for med dem

Anne Lindhardt og Marianne Skjold
Hhv. formand og direktør for Psykiatrifonden

Der er store samfundsøkonomiske gevinster ved at behandle bedre, hurtigere og mere effektivt – for ikke at tale om gevinsten for de syge.
Alligevel er psykiatrisk behandling stærkt underfinansieret sammenlignet med behandlingen af fysiske sygdomme. 

Hvordan kan vi acceptere, at psykisk sygdom er stigmatiseret og underbehandlet i Danmark?"

Sådan skriver Merete Nordentoft, professor og overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center København og bestyrelsesmedlem i Psykiatrifonden, i sin nye debatbog "Hvordan skaber vi fremtidens psykiatri?" Vi er meget enige. Politikere og befolkning må forholde sig helt klart til, hvorfor vi accepterer den forskel.

Psykiatrien skal opprioriteres 
Politikerne vil formentlig sige, at der jo er afsat penge de senere år og gjort meget.
Jo, psykisk sygdom er rykket højere op på dagsordenen – men de afsatte midler er i vid udstrækning midlertidige satspuljemidler.

Det er helt utilstrækkeligt i en tid, hvor vi ved, at der kun bliver flere mennesker med psykisk sygdom de kommende år, og at vi heldigvis opsporer flere mennesker, som har behov for og krav på hjælp i psykiatrien.

Hvis antallet af kræftpatienter steg i samme takt, var der nok ingen tvivl om, at man ville skynde sig at afsætte midler til behandling. Og her taler vi ikke kræftbehandling ned, men behandling af psykisk sygdom op, hvor den bør høre til.

Patienter udskrives for tidligt
Det unge par, vi fortalte om i indledningen, henvendte sig for et par år siden til Psykiatrifonden for at fortælle deres historie. Historien er barsk, og den er ikke enestående.

Vores kritiske lys er ikke rettet mod psykiatrien, for at kvinden bliver sendt hjem efter få timer, ved vi formentlig skyldes, at hun er den patient på den hårdt pressede psykiatriske afdeling, som har det mindst ringe den dag.

Den læge, der udskriver hende og andre i tilsvarende situationer, ved alt for godt, at patienterne havde haft stor gavn af at blive. Men der er ikke plads, og der er andre, som har det endnu værre.

Det har psykiatere fortalt igen og igen er en svær del af hverdagen på de psykiatriske sengeafsnit, og senest blev det dokumenteret af en undersøgelse fra Lægeforeningen.

Systemet arbejder mod de sygemeldte
Det burde ellers være en god forretning for samfundet at sætte ambitiøse og tilstrækkelige midler af til psykiatrien.

Psykiske lidelser udgør den største sygdomsbyrde i samfundet med 25 procent i forhold til det samlede sygdomsbillede, mens kræft står for 17 procent, og kredsløbssygdomme står for 15,2 procent.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø anslår, at de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger ved mentale helbredsproblemer i Danmark udgør 55 milliarder kroner om året.
Psykisk sygdom koster ikke mindst dyrt i tabt produktion og arbejdstimer. Og ofte oplever sygemeldte med psykisk sygdom og andre sygdomme, at beskæftigelsessystemet arbejder imod dem i stedet for med dem.

Det er en af årsagerne til, at Psykiatrifonden er med i initiativet Værdigreform. Det er et samarbejde af 63 faglige og sociale organisationer. Initiativet sætter fokus på de store problemer, som reformen om fleksjob, ressourceforløb og førtidspension, der trådte i kraft 1. januar 2013, har medført. 

Dør 15-20 år tidligere
Psykiatriske patienter opfører sig ikke nødvendigvis som standardpatienten i sundhedsvæsenets regneark. Det er en væsentlig pointe, vi også er nødt til at forholde os til, hvis vi vil løfte psykiatrien og skabe lighed.

Og det er en af årsagerne til overdødeligheden. "Mortality gap", som det hedder i WHO-termer. Mennesker med psykisk sygdom dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end den øvrige befolkning.

Det gør de på grund af selvmord, ulykker, alkohol, rygning, inaktiv livsstil, dårlig kost, medicinbivirkninger som for eksempel belaster hjertet, og førnævnte underdiagnosticering og underbehandling.

Hvordan kan vi acceptere den forskel?

Uklare strukturer
Det antal mennesker, der oplever at have brug for hjælp, er langt større end antallet, som når frem til psykiatrien for at søge hjælp.

Det kalder man "treatment gap" – gabet mellem behov for behandling og modtaget behandling. Ifølge WHO's opgørelser er det gab væsentligt større ved psykiske sygdomme end ved fysiske.

Nogle af årsagerne skal findes i det, psykiske sygdomme gør ved de mennesker, der har dem. Mange kan blive raske, det ved vi heldigvis.

Men mange er også ramt af langvarige, alvorlige psykiske sygdomme, for eksempel mennesker med psykotiske tilstande, som gør det meget svært for dem at være patienter i et sundhedssystem som vores.

De har svært ved at søge hjælp, de har svært ved at møde op til behandling til en aftalt tid, de har svært ved at huske, hvordan og hvornår, medicinen skal tages, og den kontrol med blodprøver, de burde gå til, bliver ikke altid overholdt.

Og når de mennesker samtidig forventes at finde deres vej rundt i et ekstremt produktivt sundhedsvæsen, så er der måske ikke så meget at sige til, at vejen fører nogle til en sø, som er helt deres egen – desværre.

Og de står tilbage, ubehandlede eller utilstrækkeligt behandlede. Med en omskrivning af en passage i Merete Nordentofts førnævnte bog.

De strukturer, der er skabt omkring behandlingen herhjemme, er uklare. Kun de alvorligere sindslidelser behandles i regionerne, resten og de øvrige er henvist til praktiserende læger og kommunale indsatser af varierende karakter og kvalitet.

Der mangler fælles retning
Dertil kommer, at vi ikke er ret gode til at gøre mere af det, vi ved virker.

Ifølge WHO ville det give de investerede midler mange gange igen for eksempel at behandle mennesker med angst og depression tilstrækkeligt.

Der er sket noget på feltet de senere år med internetbaseret terapi og andet, men vi kunne gøre meget mere.

Det er to sygdomme, der koster mange sygedage og livskvalitet. Og jo, der findes udmærkede anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om, hvordan behandlingen af mange psykiske sygdomme bør foregå, men de bliver ikke implementeret i tilstrækkelig grad.

Dels fordi der er for meget, kommuner og regioner selv kan vælge og for lidt "skal", dels fordi der mangler penge til at implementere metoderne uden at skulle skære andre steder.

Vi kunne ønske os et stærkere samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen om at udarbejde fælles kliniske retningslinjer efter en stepped care-model.

En fælles retning vil være en hjælp for kommuner og regioner og ikke mindst for de mennesker, det hele drejer sig om.

Vi har brug for ny forskning
Forskningen i psykiske sygdomme halter også bagefter forskningen i fysiske sygdomme og behandlingen af dem.

Der skal afsættes langt flere offentlige midler til forskning i forekomst, årsager, behandling og behandlingseffekt. Forskning, der gerne må være tværvidenskabelig.

I dag finansierer medicinalindustrien stort set al den forskning, der vedrører psykofarmaka. Imidlertid er det meget længe siden, der for alvor er sket nye fremskridt på det område.

Forskningsmidler anvendes for uspecifikt, og virkningsprofilen er for bred. Det kræver nok en større grad af uvildighed at satse på udvikling af andre medicinformer.

Når psykiske sygdomme koster samfundet mere end de somatiske, som flest bliver ramt af, så skal vi blive klogere på det område. Vi skal vide meget mere om, hvad der virker og ikke virker på forskellige patienter, og hvordan vi skaber sammenhæng på tværs af sektorer. Kort sagt viden, der gør os bedre til at forebygge og behandle.

Og for resten: Kvindens mand, ham med nyresygdommen, blev tilbudt gratis psykologhjælp af "sin" del af sundhedsvæsenet, fordi hans kone har det svært.