Psykisk sygdom er mere normalt end kræft. Alligevel er politikerne handlingslammede

Denne sommer har budt på flere tragiske fortællinger fra psykiatrien, hvor døden desværre endnu engang var resultatet. På to dage i juli fik vi nyhederne om, hvordan en psykisk syg patient slog en psykiater ihjel, og dagen efter hvordan en mand slog sin mor ihjel.

Siden 2012 er ni ansatte i psykiatrien blevet slået ihjel af patienter. Og kigger vi i statistikerne for drab, ser vi, at en stor del erklæres for utilregnelige i gerningsøjeblikket grundet en diagnose. Tal fra Justitsministeriet peger på, at 24 procent af de mennesker, der begår drab, er utilregnelige, og at yderligere 51 procent har personlighedsforstyrrelser.

At tage den politiske serveret og bygge en sikker platform i psykiatrien svarer til at skulle score på et straffespark uden målmand

Kasper Jensen

Og bare rolig – undersøgelser har vist, at drab på personale kan undgås. Det kræver mere personale. Og mere personale skulle jo gerne komme med psykiatriplanen. Desværre venter vi stadig på det lovede løft af psykiatrien. Det burde være en politisk vindersag at sætte ambitiøse og realistiske mål for at skabe de bedst mulige forhold for psykiatrien.

Forskning viser, at 82 procent af danskere vil gå igennem livet og på et tidspunkt skulle modtage behandling for en psykisk sygdom. Det gør psykisk sygdom til mere normalt end kræft. At tage den politiske serveret og bygge en sikker platform i psykiatrien svarer til at skulle score på et straffespark uden målmand. Alligevel sidder vi og venter på handling fra samtlige partier i Folketinget.

Normalt når politiske sager bliver sparket til hjørne, er det med forklaringen om, at det er komplekst, og at vi ikke har viden nok. Omvendt kan hele Danmark stå og ret hurtigt fortælle, hvad der mangler i psykiatrien – og som tidligere rapporter også har peget på: Penge. Efter en række kræftpatienter i foråret ikke havde fået den behandling, som de havde krav på, skulle vi vente meget kort tid, før sundhedsminister Sophie Løhde (V) var ude og love penge. Det handler om, at psykiatrien politisk set er en upopulær sag politisk.

I den somatiske behandling er meget behandling markant nemmere. Lettere karikeret: Patient kommer ind på skadestuen med et brækket ben. Patient modtager behandling. Patient bliver kureret. Alternativt: Patient går til læge med noget, der kan være en knude. Patient får sat kræftpakke i gang. Patient får et forløb og bliver forhåbentligt helbredt. Patient går til opfølgende kontrol for at forebygge ny sygdom. Succesfuldt.

Psykiatrien er anderledes. Når du brækker et ben, ved du, at du har brækket et ben. Omvendt går der mennesker rundt et helt liv med en personlighedsforstyrrelse uden af have nogen ide om det. Og psykisk sygdom kommer i to forskellige variationer: Dem der kan kureres, og dem der er kroniske. Du kan kurere stress, angst og i stor grad depression (selvom det i visse tilfælde kan være svært). Men du kan ikke kurere personlighedsforstyrrelser, da de netop er et udtryk for et menneskes personlighed. Derfor bliver det sværere at sætte en succesfuld behandlingsprocent op i et excelark.

Man kan ikke kurere personlighedsforstyrrelser, da de er et udtryk for et menneskes personlighed. Derfor bliver det sværere at sætte en succesfuld behandlingsprocent op i et excelark

Kasper Jensen

En stor udfordring for psykiatrien er, at den bliver opsamlingssted for mennesker, der har haft det dårligt gennem lang tid. Enten fordi de har gået med det for sig selv i lang tid, eller fordi de skulle gennem det offentlige og vente over et år på henvisning og udredning.

Når man går og har det dårligt oppe på øverste etage, bliver selvmedicinering attraktivt. Det kan både være alkohol, hash eller andre rusmidler. Det gør behandlingen markant sværere, da der så også er et misbrug at håndtere. Med den rette hurtige og effektive behandling er det ikke sikkert, at patienten havde behøvet at skulle dulme egne problemer.

Lige nu er psykiatrien en tragt, hvor de mennesker der har ondt i livet og har det sværest samles og kræver mange ressourcer. Samtidig er der ingen garanti for, at behandlingen vil virke. Vi ved dog, at gør vi de rette ting og sætter ind med omkostningstung men effektiv støtte, klarer flere psykisk syge sig markant bedre. Måske endda så godt, at de ikke har det så forfærdeligt, at de ender med at slå andre mennesker ihjel for at få hjælp.