Psykolog Forening: Behandling skal måles på resultater

DEBAT: Det vigtigste parameter i styring af socialpolitikken bør ifølge formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen være, om behandlinger har en effekt. Effekten findes ved at trække på socialpolitisk erfaring og ved at måle på resultater, skriver hun.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand for Dansk Psykolog Forening

I Dansk Psykolog Forening modtog vi nyheden om en ny afdeling for analyse og datastrategi i Social- og Indenrigsministeriet med et forsigtigt håb.

Men også med en begrundet bekymring.

Vi ved, at der er plads til store forbedringer i styringen og forvaltningen af dansk socialpolitik, men vi ved også, at andre styringssystemer har haft alvorlige børnesygdomme, som er værd at undgå.

Fokus på misbrugs- og børneområdet 
Et godt sted at starte er misbrugsområdet.

Behandlingstilbuddene i kommunerne har i årevis kørt uden at komme i nærheden af de resultater, som de sociale 2020-mål lægger op til, og samtidig er kvaliteten af behandlingstilbuddene ikke blevet systematisk undersøgt i mere end fem år.

Der er også plads til forbedringer udtrykt i de utallige børnesager, hvor der kan dokumenteres svigt og manglende faglighed.

Her tænker jeg ikke kun på de sager, der når forsiden på aviserne. Der er desværre mange flere børn end dem, vi hører om i pressen, der ikke får det, som de har brug for til at blive sunde og raske voksne.

Hvis det blev gjort rigtigt første gang, kunne antallet af sager, hvor børn - på trods af velmenende, men forkerte, foranstaltninger - udvikler alvorlige psykiske problemer, reduceres markant, og skattepengene kunne bruges på noget mere fornuftigt end på at forsøge at samle liv op, der ryger på gulvet på grund af manglende ekspertise og systematik i systemet.

Kommunalreform har medført kvalitetsknæk
Også rehabilitering efter erhvervet hjerneskade giver stof til eftertanke.

Området har lidt et alvorligt kvalitetsknæk efter kommunalreformen, hvor en omfattende afspecialisering har fundet sted.

Det betyder, at borgerne får større mén end nødvendigt, ringere livskvalitet og dårligere prognose for selvforsørgelse.

På dette område kan behandlingen endda benytte sig af en såkaldt Medicinsk Teknologivurdering (MTV), som angiver ganske præcist, hvad der skal til, men desværre fortolkes MTV i dag med lidt for stor kreativitet og for lidt ekspertise, når indsatsen skal tilrettelægges.

Systematiseret samarbejde på tværs af kommunerne ville gøre en verden til forskel for de borgere, som rammes.

Ældre skal tilbydes bedre afslutning på livet
På ældreområdet er det langt fra nogen nyhed, at indsatsen kunne forbedres og i højere grad sikre, at de mennesker, der engang hjalp med at bygge det samfund op, som vi alle nyder godt af, får en bedre afslutning på livet, end de tilbydes i dag.

Det kræver ikke en cost-benefit-analyse at regne ud, at det i langt de fleste tilfælde bedre kan betale sig at forebygge end at behandle.

At det kan betale sig at bruge den viden, vi har, til at fremme flest muligt sunde og arbejdsdygtige borgere med høj livskvalitet.

Til gengæld har vi brug for analyser og datastrategi, som kan bruges til at tilrettelægge de bedste indsatser, så vi systematiserer, fremmer kvalitet, specialisering og - allervigtigst - effekt.

Medtag erfaring i nye strategier
De senere års erfaringer fra sundhedsvæsenet viser, hvor galt det kan gå med uigennemtænkte styringsformer, der fokuserer mere på datastrategi end på, hvad der kommer ud af det arbejde, som mange dedikerede faggrupper udfører hver dag.

Belært af den slags erfaringer vil Dansk Psykolog Forening opfordre Socialministeriet til at tage erfaringerne fra andre områder med ind i strategien for den nye afdeling.

To råd med på vejen
Lad mig i al ydmyghed give to råd med på vejen:

1) Lad aldrig ydelser, styring, metoder, analyser, dataindsamling med mere blive målet i sig selv.

Husk på, at de blot er midler til at fremme det, der virker.

Og - allervigtigst - læg større vægt på at måle, om det rent faktisk virker, end på om datastrømmen er passende.

Det vigtigste parameter i styring af socialpolitikken bør være, om det, vi gør, har effekt:

Om borgeren kommer i arbejde, om den ældre eller handicappede kan klare sig i eget hjem, om behandleren har forbedret patientens livskvalitet, om stofmisbrugeren bliver stoffri og bliver ved med at være det.


2) Undersøg, hvad medarbejdernes faglige kvalifikationer og uddannelsesmæssige baggrund betyder for kvaliteten og effekten af tilbuddene til borgerne.

En metode er ikke nødvendigvis en god metode, hvis den bliver anvendt af en medarbejder, der ikke mestrer den. 


Det er for eksempel ikke lige meget, hvilke kompetencer man har, når man har samtaler med psykisk belastede børn, forældre i krise, misbrugere eller ældre med begyndende depression.

Nogle gange betyder det mindre, men ofte vil faglige kvalifikationer og uddannelse være en ganske afgørende forudsætning for at opnå en evidensbaseret socialpolitik.

Så kære socialminister, udstik en visionær socialpolitik, og sørg for, at den nye afdeling for analyse og datastrategi udvikler en effektiv styring af området, der først og fremmest måler os på, at vi leverer resultater.

Forrige artikel FaKD: Tænk diætisterne ind i samarbejdet FaKD: Tænk diætisterne ind i samarbejdet Næste artikel Hjerteforeningen: Stil krav om sundere fødevarer Hjerteforeningen: Stil krav om sundere fødevarer