Regioner: Sådan skrotter man et produktivitetskrav

TO PROCENT: Det forhadte produktivitetskrav kan afskaffes nu, og det kræver hverken en finanslovsaftale eller en ny bureaukratisk model, mener Danske Regioner, der nu lægger fire konkrete modeller for en afskaffelse frem. Enhedslisten opfordrer DF til at afskaffe kravet nu i stedet for at gå forhandlingsvejen.

Foto: /ritzau/Jens Panduro
Lise-Lotte Skjoldan

Det kræver hverken ekstra penge på finansloven eller en sindrig teknisk løsning at afskaffe produktivitetskravet allerede næste år.

Sådan lyder det fra regionerne, der nu fremlægger fire konkrete modeller for, hvordan det forhadte to procents-krav kan fjernes fra 2018, sådan som et flertal i Folketinget ønsker det.

De fire konkrete modeller skal vise politikerne på Christiansborg, at det ikke er teknikken, der står i vejen for en afskaffelse af kravet, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

Dokumentation

Regioner: Sådan kan man afskaffe produktivitetskravet i 2018
Produktivitetskravet fungerer på den måde, at den enkelte region kan få del i en såkaldt aktivitetspulje, hvis regionen et år øger sin produktivitet med to procent i forhold til det foregående år.

Gør regionen ikke det, får den ikke del i puljen. Men da alle regionerne budgetterer med midlerne fra puljen, der i 2017 udgjorde mere end 1,3 milliarder, vil det betyde en væsentlig nedskæring i en regions budget, hvis den ikke lever op til produktivitetskravet.

Alle Danske Regioners modeller handler om at fjerne den "sanktion" for regionerne, der kan miste deres andel i aktivititetspuljen, hvis de ikke hvert år er to procent mere effektive.

De tre første modeller kan føres ud i livet ved at ændre det såkaldte "Cirkulære om statsligt, aktivitetsafhængigt tilskud", som hvert år bliver udstedt i december eller januar, efter finansloven falder på plads. Den sidste model kræver en lovændring.

1) Suspension af aktivitetspuljen ved omlægning af puljen til bloktilskud
I 2008 blev aktivitetspuljen suspenderet i økonomiaftalen for 2009 som konsekvens af en overenskomstkonflikt. I stedet blevet puljen omlagt til et bloktilskud. Det skete ved, at man fjernede en paragraf i cirkulæret om, at tilskuddet til regionerne fra puljen var afhængig af en stigende aktivitet i regionerne. Danske Regioner mener, at den model kan bruges igen næste år.

2) Ingen tilbagebetaling i 2018
Aktivitetspuljen er forudbetalt. Det vil sige, at regionerne skal tilbagebetale pengene fra puljen, hvis de ikke lever op til produktivitetskravet. Men sundhedsministeren kan ved at ændre et cirkulære beslutte ikke at kræve pengene tilbage, selv hvis regionerne ikke lever op til to procents-kravet.

3. Samme aktivitetskrav i 2018 som i 2017
Hvert år udregnes i cirkulæret en ny baseline for, hvor højt aktivitetskravet for det kommende år skal være. Danske Regioner foreslår, at man kan lade kravet være det samme for næste år, som det var i 2017. Det vil altså betyde, at regionerne ikke skal producere to procent mere næste år for at få del i aktivitetspuljen.

4. Afvikling af aktivitetspuljen
Aktivitetspuljen kan helt afskaffes og omlægges permanent til et bloktilskud, hvis Folketinget beslutter at ændre loven om regionernes finansiering. Danske Regioner slår fast, at man kan lade 2018 være et overgangsår, hvorefter man kan fastlægge en ny styringsmodel for 2019 og frem i en kommende økonomiaftale.

Kilde: Danske Regioner


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00