Debat

Retten til det gode liv

DEBAT: Direktør for Lundbeck Pharma mener, at flere penge skal følges op af en handlingsplan for at give den ønskede forbedring i sundhedssektoren.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Iversen,
direktør, Lundbeck Pharma

Regeringen har i sit nye finanslovsudspil lagt op til, at der skal satses milliarder på sundhed til næste år.
Og det er en stor glæde, at regeringen vil bruge 1,3 mia. kroner mere på danskernes sundhed. Dette er tiltrængt midt i de lidet opløftende undersøgelser, vi præsenteres for, og som dokumenterer, at danskernes middellevetid ligger i den absolutte bund i sammenligning med resten af den vestlige verden – ja selv vores nærmeste naboer bliver ældre, end vi gør i Danmark…

Malurt i bægeret
På trods af de opløftende meldinger, vil jeg dog alligevel tillade mig at drysse lidt malurt i bægeret. For selvom 1,3 mia. er et stort skridt i den rigtige retning, så er det langt fra nok, når pengene bagefter bliver delt ud på forskellige områder.

Når det gælder de store dræbere som cancer og hjerte-kar-sygdomme, er der tilsyneladende bred enighed blandt politikere og befolkning om, at disse skal bekæmpes – de udgør ikke ”det gode liv”. Og gavmildheden blandt skiftende regeringer er tilsvarende stor. Men når det gælder de ”store stille dræbere” som de psykiske sygdomme, er enigheden til at overse. En psykisk sygdom er åbenbart ikke at sidestille med et dårligt liv…

Når det gælder de store dræbere som cancer og hjerte-kar-sygdomme, er der tilsyneladende bred enighed blandt politikere og befolkning om, at disse skal bekæmpes – de udgør ikke ”det gode liv”. Og gavmildheden blandt skiftende regeringer er tilsvarende stor. Men når det gælder de ”store stille dræbere” som de psykiske sygdomme, er enigheden til at overse. En psykisk sygdom er åbenbart ikke at sidestille med et dårligt liv…

Jan Iversen
Direktør Lundbeck Pharma

Depression koster samfundet 10,6 mia.
Af udregninger baseret på det Europæiske Hjerneråds rapport fra 2005 fremgår det, at depression koster Danmark 10,6 mia. kroner om året, hvoraf 3 mia. kroner går til behandling. Resten er indirekte udgifter til sygedagpenge, pension og for tidlig død.

Dette overstiger langt omkostningerne til den behandling, som kan helbrede de psykisk syge patienter. Og det anslås, at op imod 200.000 til 250.000 danskere lider af depression. Mindst 40 procent diagnosticeres overhovedet ikke.

Depression er en hjernesygdom og en af de hjernesygdomme, der i dag anses for at have de bedste behandlingsmuligheder. På trods af dette har vi i dag ikke en behandlingsmæssig målsætning inden for dette område – eller for den sags skyld inden for andre psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni. Og det på trods af, at samfundet kunne spare mange udgifter ved en langt mindre omkostningskrævende behandlingsindsats.

En sygdom som depression er et ganske dyrt bekendtskab. De personlige omkostninger for den enkelte, der bliver ramt på hele sin tilværelse og sin familie, er store – og det er omkostningerne for samfundet også, da der i lange perioder mistes en værdifuld arbejdskraftressource.

National sundhedsplan efterlyses
Det er tilfredsstillende, at sundhedsvæsenet får et løft i år, men endnu mangler der fra politisk hånd at blive udarbejdet en konkret handlingsplan, som skitserer den fornødne sammenhæng i den behandling patienterne med psykiske sygdomme tilbydes, og som sikrer, at de ekstra midler rent faktisk også går til de rigtige behandlinger, processer og den nødvendige efteruddannelse i sundhedsvæsnet. Hvis ikke der samtidig formuleres en handlingsplan risikerer vi, at mulige synergieffekter ikke kan opnås.

Handlingsplaner for behandling af psykiske sygdomme vil kunne indgå i en samlet national sundhedsplan på hele sundhedsområdet med konkrete behandlingsmæssige målsætninger for den danske befolkning.

I udformningen af den nationale sundhedsplan vil jeg gerne opfordre til, at både den samfundsmæssige betragtning og retten til det gode liv for den enkelte bliver inddraget. Begge dele er lige vigtige – og begge dele bør prioriteres ligeligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Iversen

Fhv. adm. direktør, Lundbeck Pharma, fhv. formand for Lægemiddelindustriforeningen (2000-02)
lærer (1975)

0:000:00