Debat

Rigshospitalet: Konsultationer via Skype er fremtiden

DEBAT: Et pilotprojekt på Rigshospitalet har vist, at det kan lade sig gøre at gennemføre interessant og faglig god opfølgning via Skype eller telefon som supplement til konventionel ambulant kontrol. Det skriver udviklingschef på Rigshospitalet Peter Aagaard Nielsen.  

Ved telemedicinske kontroller er det muligt at øge service, kapacitet og sikkerhed. Det skriver Peter Aagaard Nielsen, udviklingschef på Rigshospitalet.
Ved telemedicinske kontroller er det muligt at øge service, kapacitet og sikkerhed. Det skriver Peter Aagaard Nielsen, udviklingschef på Rigshospitalet.Foto: Pressebillede
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Aagaard Nielsen
Udviklingschef, Rigshospitalet

En af Rigshospitalets veje til fremtidens hospital er innovationsprogrammet IdéRiget.

IdéRiget er en invitation til alle medarbejdere om at komme frem med deres idéer til, hvordan man kan forbedre patientflow og patienttilfredshed. Den bærende tanke er, at de bedste idéer til innovation findes hos medarbejderne i forreste linje. Der er blevet spurgt efter idéer, som kan forbedre patientforløb og patienttilfredshed.

Det er nemlig i det daglige samspil med kolleger, patienter og pårørende, at man opdager, hvor behovet er for at ændre en proces. Og det er på den baggrund, at man kan begynde at tegne de første rids af en ny og anderledes løsning, som både forbedrer servicen til patienten og gør arbejdet lettere.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

IdéRiget tilbyder først og fremmest tid. Det sker i form af innovationsstipendier á seks måneder til ti medarbejdere. Samtidig giver IdéRiget et vindue til topledelsen, som kan levere beslutningskraft og ressourcer til prototypearbejdet og sikre det plads i organisationen i forhold til driften.

IdéRiget er også en konkurrence. Først er alle medarbejdere på Rigshospitalet blevet bedt om at indsende deres idéer. Der kom 75 forslag, og i første omgang blev 30 idéer valgt ud til et forprojekt. Efter afslutningen af forprojektet blev de ti allerbedste idéer valgt ud til at modtage hver ét af de seks måneders innovationsstipendier, hvor det enkelte forslag kan udvikles fra idé til implementering. Ansøgningerne er sendt af medarbejderen direkte til direktionen. Det vil sige uden om den sædvanlige beslutningsstruktur i organisationen.

Ved telemedicinske kontroller er det muligt at øge service, kapacitet og sikkerhed. Denne form for opfølgning bliver en del af fremtiden.

Peter Aagaard Nielsen
Udviklingschef, Rigshospitalet

Ved projektafslutningen foreligger ti rigtig stærke innovationsløsninger. Direktionen vil udbrede løsningen fra de to allerbedste projekter til hele Rigshospitalet. De øvrige projekter vil finde deres egne veje for at blive realiseret, selvom de ikke måtte blive blandt de to, som implementeres på hele hospitalet. Alle idéer har deres udspring i klinikkerne, så det er en oplagt mulighed, at de i første omgang vil blive realiseret dér.

Idémagere med unikke kompetencer
Rigshospitalet står med meget mere end ti levedygtige innovationsløsninger.  Et par af idéerne har allerede tiltrukket sig kommerciel interesse. Det er særdeles tilfredsstillende, at man på seks måneder kan modne en idé så meget, at kommercielle partnere i Danmark og i udlandet er interesserede i undersøge mulighederne for et samarbejde om videreudvikling, produktion og salg.

Og det er kun den resultatmæssige bundlinje. På den organisatoriske bundlinje er der skabt en klynge af passionerede, faglige specialister, som nu har entreprenørens evne til at drive en idé frem og har en solid indsigt i, hvordan gode idéer bliver til virkelighed i store, komplekse vidensorganisationer.

De står på et fundament af højt specialiseret faglighed og en dyb forståelse af det daglige arbejde i forreste linje sammen med patienterne. Derfor er de i stand til både at være eksperter, være empatiske og kunne arbejde med co-creation i forhold til deres mange kolleger på Rigshospitalet, som på forskellig vis har været med på idémagernes rejse fra idé til implementering og medvirket til at gøre denne mulig.

Det havde ikke været muligt at tage ti entreprenører ind på Rigshospitalet og skabe tilsvarende solide resultater. Hvad der derimod har været muligt, er at gøre entreprenører ud af dem, der er fagligt stærke.

Idéerne er sluppet løs
Der er skabt et fantastisk momentum. Der er rigtig mange medarbejdere i klinikker og afsnit, som har hjulpet de ti idémagere med at udvikle og afprøve deres prototyper. Der er endnu flere, som har kigget med over skulderen. Dette har skabt en energi, lyst og tro på, at en ting kan lade sig gøre, når der investeres den rigtige tid og de rigtige kræfter i det. Det har allerede stimuleret mange medarbejdere uden for IdéRiget. Dette er en fantastisk platform for en fortsat indsats for fortsat at kunne tilbyde patienter og pårørende forløb, som er endnu bedre end det, vi kender i dag.

Telemedicin til komplekse hjertepatienter
Arvelige hjertesygdomme er forbundet med en risiko for pludselig død, som kan indtræde som debutsymptom, dvs. uden forudgående advarsel.

Området er vokset eksplosivt på få år. I Rigshospitalets Enhed for Arvelige Hjertesygdomme (REAH) er der mere end 1800 familier i opfølgning, og man udfører ca. 3300 konsultationer om året. Opfølgningen er livslang. Patienterne monitoreres med et- til femårige intervaller afhængig af symptomer og fund. Som følge af det voksende antal patienter er kapaciteten efterhånden utilstrækkelig. Det er meget vanskeligt at ændre tider eller tilbyde ekstraordinære kontroller. Yderligere rejser mange patienter langt for at møde til kontrol, da de tilhører en lille patientgruppe, der er samlet på ét center.

Dette projekt tager udgangspunkt i hverdagens travlhed, patienternes stilfærdige suk over ventetider og Rigshospitalets ønske om at være mere og lettere tilgængelig for patienterne. Projektet demonstrerer, at det kan lade sig gøre at gennemføre interessant og faglig god opfølgning via Skype eller telefon som supplement til konventionel ambulant kontrol. Det er oplagt, at telemedicinsk opfølgning kan øge kapacitet og fleksibilitet i Hjertecenterets travle ambulatorium. Projektet har specielt set på forløb for patienter og pårørende i Rigshospitalets enhed for arvelig hjertesygdom (REAH).

I projektregi er der gennemført cirka 40 telemedicinske kontroller. Diverse undersøgelser via lokale partnere, f.eks. egen læge eller hospital, blev indhentet gnidningsfrit. Patienterne sparede i gennemsnit 3,5 timer og 265 kroner pr. telemedicinsk besøg. Ingen patienter tog imod tilbud om supplerende fremmødekonsultation. De telemedicinske konsultationer var kortere, og personalet oplevede mere frihed i tilrettelæggelsen af arbejdet. Perspektivet er, at cirka 800 konsultationer kan omlægges til telemedicinsk kontrol hvert år, og at den tidsmæssige besparelse vil gøre det muligt at udføre 400 ekstra telekonsultationer om året.

Ved telemedicinske kontroller er det muligt at øge service, kapacitet og sikkerhed. Denne form for opfølgning bliver en del af fremtiden, fordi god monitorering af patienter med komplekse hjertesygdomme reducerer bekymring og risiko for utidig død. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00