S i markant kovending: Bakker op om tolkegebyr i sundhedsvæsenet

TOLKEGEBYR: Socialdemokratiet bakker nu op om regeringens forslag om at indføre brugerbetaling på tolkebistand i sundhedsvæsenet. Kursskiftet møder kritik fra regionsformand og partifælle Sophie Hæstorp Andersen (S) og andre røde partier.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

"Man risikerer, at lægerne ikke giver patienterne den rigtige behandling. At gøre op med den lige adgang til sundhedsvæsenet ved at henvise til sproget er et skråplan."

Sådan lød det i januar 2017 fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, da Dansk Folkeparti fremsatte et beslutningsforslag om at indføre brugerbetaling på tolkebistand i sundhedsvæsenet.

Men nu har Socialdemokratiet skiftet holdning.

Dokumentation

Det mener aktørerne om tolkegebyr

Der er i alt 162 siders høringssvar til regeringens lovforslag fra organisationer og aktører i sundhedsvæsenet. Blandt andet fra patienter, læger, sygeplejersker og regioner, der alle er kritiske over for forslaget.

Danske Patienter
"Danske Patienter vurderer, at tiltaget vil øge uligheden i sundhed. Etableringen af egenbetaling for tolkebistand for visse patienter er først og fremmest et opgør med med sundhedslovens bærende princip om lige adgang til sundhedsydelser for alle."

"I værste fald kan egenbetalingen komme til at betyde, at patienter, som har brug for lægehjælp, ender med ikke at opsøge den, fordi de ikke har råd til at betale for en tolk. En anden mulig konsekvens er, at patienterne møder op til konsultationer uden tolkebistand."

"Kommunikation om symptomer, undersøgelser, anvendelse af medicin og eventuelle bivirkninger er en forudsætning for korrekt og ordentlig behandling. Patientens sikkerhed sættes i fare, hvis kommunikationen med det sundhedsfaglige personale ikke sker på et tilfredsstillende niveau – et niveau, som Danske Patienter ikke mener kan sikres med den foreslåede ændring."

Lægeforeningen
"Forslaget om, at patienter skal betale for tolkebistand efter at have været bosat i Danmark i mere end tre år, strider mod den grundlæggende rettighed om let og lige adgang til sundhedsvæsenet og FN's handicaporganisation, hvis særlige patientgrupper ikke undtages."

"Vi mener, at tolkegebyret vil betyde, at der vil opstå situationer, hvor dialogen mellem lægen og patienten er præget af sprogbarrierer. En dialog med mange misforståelser udgør en risiko for betydelige fejl og forkert eller manglende diagnostik."

"Ligesådan vil lægens råd og anvisninger over for patienten kunne blive misforstået. Det betyder, at patienten ikke forstår, hvilke symptomer patienten skal være opmærksom på, eller ikke tager den ordinerede medicin, som anvist af lægen, eller indtager medicinen med forkerte intervaller. Dette kan medføre fatale følger for patienten."

Danske Regioner
"Der er risiko for, at lovforslaget vil betyde, at sundhedspersonalet stilles i et dilemma, fordi de er forpligtet til at bestille tolk og dermed pålægge patienten en udgift, selv om patienten oplyser, at patienten ikke kan betale."

"Danske Regioner vurderer, at lovforslaget vil have betydelige administrative konsekvenser, og at omkostningerne hertil ikke vil stå mål med den realiserede indtjening på forslaget."

Dansk Sygeplejeråd
"DSR er af den holdning, at forslaget vil skabe flere barrierer end løsninger, og at mennesker, der har behov for sundhedsydelser, ikke bør være målgruppen for integrationspolitik med økonomisk sigte."

"Enhver behandling og pleje forudsætter gensidig forståelse og samtykke for at sikre patientsikkerhed, etisk forsvarlighed og kvalitet. Det går lovforslaget i alvorlig grad på kompromis med. Mange patienter vil formentligt have lært en del dansk, men brugen af sproget i sundhedsvæsenet er komplekst, samtidig med at patienten er i en sårbar situation, der gør anvendelsen af et nyt tilegnet sprog svært."

Kilde: Høringssvar til lovforslag om egenbetaling på tolkebistand


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00