Professor: Bekæmpelse af social ulighed i sundhed kræver mere politisk mod

Af Dorte Gyrd-Hansen
Centerleder på Syddansk Universitet

Det er ingen tvivl om, at den sociale ulighed i sundhed er stor. At vi har at gøre med et markant problem kommer også til udtryk gennem den opmærksomhed, som emnet har fået på det seneste.

Regeringen, Sundhedsstyrelsen og Nordisk Ministerråd har for nylig fokuseret på ulighed i sundhed i Danmark.

Social ulighed har en betydning
Det næste – og mere vanskelige - skridt er at stille en præcis diagnose og udstede en effektiv "behandling". Regeringen har valgt at fokusere på den geografiske ulighed i udbuddet af sundhedsydelser. Et vigtigt initiativ, der nok skal løse nogle af problemerne med den sociale ulighed – men langt fra alle.

I ethvert marked er der en efterspørgsels- og en udbudsside. Og en stor del af den sociale ulighed i sundhed er drevet af borgerne/patienterne selv. Sundhedsrisici og sygdom i befolkningen stiger gradvis i takt med, at den sociale position falder. En væsentlig årsag er, at nogle borgere med lav social position har sværere ved at leve sundt samt svært ved at passe deres daglige behandling, når de bliver syge.

Og det er så her at politikerne bliver forsigtige. For kan man tillade sig at gå længere end at informere om sund livsstil samt sikre, at der er geografisk og indkomstmæssig lighed i adgang til sundhedsydelser? Har man ved disse initiativer ikke gjort, hvad man kan for både at sikre borgernes sundhed og samfundsvelfærden samtidig med, at der værnes om borgerens ret til frit at vælge, hvordan de vil leve deres liv?

Kan man tillade sig at gå længere end at informere om sund livsstil samt sikre, at der er geografisk og indkomstmæssig lighed i adgang til sundhedsydelser? 

Dorte Gyrd-Hansen
Centerleder på Syddansk Universitet

Egeninteressen optimeres
I klassisk økonomisk teori antages det, at hvis et individ er fuldt informeret og i stand til at agere rationelt, så vil individet altid optimere sine egeninteresser og dermed sin nytte - såfremt de eksterne vilkår tillader det. Og når individerne optimerer deres nytte, så optimeres samfundsvelfærden. Der er dog et par væsentlige forudsætninger for denne tankemåde.

For det første tager den udgangspunkt i, at individets handling ikke påvirker andre. Og denne forudsætning kan jo ikke siges at holde. Sundhedsstyrelsens nylige rapport understreger netop de store samfundsomkostninger, der er forbundet med folkesygdomme som KOL og diabetes.

For det andet forudsættes det, at individet altid handler rationelt. Forskning viser, at det langt fra er tilfældet. Irrationalitet er et hyppigt forekommende fænomen. I et studie, som vi har gennemført ved SDU med danske respondenter, ser vi, at problemer med selvkontrol i relation til hverdags aktiviteter er stærkt associerede med lav social status. Mange, der tilhører den lavere sociale gradient, udtrykker, at de gerne ville leve et sundere liv i hverdagen – men også, at de har svært ved det. I en række internationale studier ser man, at tidsinkonsistente præferencer (der leder til overspringshandlinger) er associeret med lav socio-økonomi, samt med dårlig livsstil og sundhedstilstand. Disse observationer indikerer, at problemet ikke er manglende information om sund livsstil eller manglende vilje til at leve sundt.

Det er evnerne til handling, det kniber med. Af denne årsag har årtiers kampagner om sund livsstil kun øget den sociale ulighed.

Flere fordelagtige redskaber
Når der er en stigende erkendelse af, at nogle individer har svært ved gennemføre ændrede handlingsmønstre, selvom de meget gerne vil, så rejser spørgsmålet sig, om det ikke er okay at hjælpe. At disse individers handlinger faktisk også ender med at belaste de offentlige budgetter, er et yderligere argument.

Det er flere redskaber, der kan bruges til formålet. De varierer i deres begrænsning af det frie valg. Man kunne gøre god livsstil generelt mere attraktiv ved for eksempel at betale folk for at leve sundere. Der er en del eksempler herpå fra udlandet, hvor man for eksempel har betalt folk for at tabe sig eller betalt gravide for ikke at ryge.

Man kan gøre det lettere eller sjovere at leve det sunde liv.

Byrummet kunne tilbyde flere muligheder for leg og motion. Man kan forøge den relative pris på de goder, der er usunde. Dette kunne indbefatte højere priser på tobak og alkohol og/eller lavere priser på frugt og grønt. Endelig kan man forbyde de dårlige handlinger. Rygeforbud hører under denne kategori sammen med forbud mod salg af tobak og alkohol til unge.

Sidstnævnte repræsenterer større indgreb i folks frihed, men det er også de mest effektive indsatser.

Vi skal turde overveje at gribe til uortodokse midler for at modvirke social ulighed i sundhed. Også selv om vi begrænser det frie valg. Individer er langt fra altid rationelle og har måske brug for samfundets støtte til at undgå de værste faldgruber. Sådan hjælp kunne kaldes samfundssind.