Debat

Ulighed skal bekæmpes lokalt

DEBAT: De seneste års øgede ulighed i sundhed viser, at indsatsen mod usunde vaner må målrettes bedre, mener rådmand Dorthe Laustsen. Hun tror på, at lokale tiltag er vejen frem.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Dorthe Laustsen
Rådmand for Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune 

Ja, det skal man. I nogle sammenhænge. For eksempel hvis man vil målrette en sundhedsindsats. Vi véd, at de brede kampagner kun rammer de mennesker, som i forvejen lever sundt.

Målret indsats
Med et blik på tallene om, at ulighed i sundhed er øget de seneste år, må vi blive bedre til at målrette indsatsen mod den usunde ende af spekteret. Det har vi i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune en masse konkrete tiltag til i den nye sundhedspolitik, som bliver præsenteret for byrådet i denne måned.

Vi tror på, at aktiviteter i lokalområdet i udsatte boligområder har en effekt. Derfor rykker vi indsatsen ud i Bazar Vest (Skandinaviens største etniske basar), ud på arbejdspladserne, cafeer og andre mødesteder. Dér, hvor folk færdes i hverdagen.

Et eksempel er vores fem sundhedscafeer i socialt udsatte boligområder, hvor man anonymt og uforpligtende kan få et sundhedstjek og samtale med sygeplejersker. Tilbuddet bliver brugt af folk med indvandrerbaggrund - der er også tolkeservice - og socialt udsatte, og det skal blive endnu bedre og anvendes af endnu flere.

Vi skal som kommune understøtte borgerne i, at de kan tage vare på deres egen sundhed - målrettet de grupper, der har sværest ved at skabe det gode og meningsfulde liv for dem selv og deres nærmeste.

Dorthe Laustsen
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Socialt udsatte kan kvitte smøgerne
Vores rygestopindsats i samarbejde med byens væresteder viser, at også socialt udsatte mennesker kan slippe cigaretterne. Succesraten for deltagere, som har holdt sig røgfri siden 2007, viser, at det nytter at bryde med forestillingen om, at nogle mennesker ikke kan nås.

Længe har vi ment, at smøgerne skulle man da ikke tage fra socialt udsatte mennesker. Det har nærmest været et pædagogisk værktøj og helt utænkeligt at arbejde med rygestop for denne gruppe. Men ved at tilbyde målrettede kurser, så kan det altså lade sig gøre. De erfaringer skal vi overføre til andre sundhedsindsats-områder.

Initiativer
Bazar Vest er også rammen for vore "Mad og mænd"-arrangementer, hvor vi vil inddrage imamen for at komme i kontakt med mænd med indvandrerbaggrund. Tilsvarende arrangementer findes allerede i kommunen henvendt til indvandrerkvinder. Formålet er at nedbringe fedtprocenten i etnisk mad uden at ødelægge smagsoplevelsen.

Uddannelse vurderes at være den væsentligste determinant for ulighed i sundhed. Blandt aarhusianere med lav uddannelse er der en større andel, der lever usundt. Derfor er det også en naturlig, men ofte overset sundhedsindsats, at vi gør noget ved frafaldet på erhvervsuddannelserne. Vi sikrer mentorordninger, opprioriterer vejledningen og styrker sundheden og trivslen på de erhvervsfaglige uddannelser.

Vi skal støtte borgerne
Det at leve et sundt liv er en del af det at leve et godt liv - både med og uden sygdom.

Vi skal som kommune understøtte borgerne i, at de kan tage vare på deres egen sundhed - målrettet de grupper, der har sværest ved at skabe det gode og meningsfulde liv for dem selv og deres nærmeste. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorthe Laustsen

Fhv. viceborgmester (SF), Aarhus Kommune
børnehavepædagog, bachelor i pædagogik

0:000:00