Spastikerforening: Forebyggende screeninger overser handicappede

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen og medlem af Det Centrale Handicapråd

En analyse fra Statens Institut for Folkesundhed dokumenterer, at kvinder med cerebral parese deltager væsentligt mindre i screeningsundersøgelserne for livmoderhalskræft end kvinder uden cerebral parese.

At det forholder sig sådan er i sig selv dybt alvorligt, når vi ved, at knap halvdelen af alle tilfælde af livmoderhalskræft opstår hos kvinder, der ikke er screenet.

Men forholder det sig sådan for kvinder med cerebral parese, så er der grund til at mistænke, at det også kan være tilfældet for kvinder med andre former for handicap, ligesom det bestemt ikke kan udelukkes, at den lave repræsentation af personer med handicap også findes i screeningen for bryst- og tarmkræft.

Ministeren ser ikke nødvendigheden
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har netop svaret Det Centrale Handicapråd på en opfordring om at iværksætte en undersøgelse af den lave deltagelse i screeningsprogrammerne blandt handicappede.

Men nej. Ministeren finder det ikke nødvendigt at sætte en sådan undersøgelse i værk.

Mennesker med handicap har fysiske, kognitive og en milliard praktiske forhindringer mellem sig og deltagelse i en screening.

Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen og medlem af Det Centrale Handicapråd

Selv om der er begrundet mistanke om, at en stor gruppe mennesker går under radaren i forhold til forebyggende undersøgelser, som redder liv, så vælger ministeren at forholde sig passivt.

I stedet henviser Ellen Trane Nørby til et svar, som hun tidligere har indhentet fra Danske Regioner:

”Borgere med et handicap modtager det samme tilbud til screeningsundersøgelser, som borgere uden et handicap. I tilfælde af, at en borger – eksempelvis grundet et handicap – er forhindret i at gennemføre en screening, har borgeren eller en person på vegne af borgeren mulighed for at henvende sig til det pågældende screeningssekretariat i bopælsregionen. Der er i regionerne flere eksempler herpå, og mulige løsninger på hindringen for gennemførsel vurderes individuelt.”

At give alle samme tilbud er jo langt fra det samme som at stille alle lige. Hvis man beder en kat og en fisk om at klatre op i et træ, så er opgaven nok den samme, men jeg vil ikke sætte mine penge på fisken.  

Vi skal tilpasse tilbuddene
Hvis man vil sikre mennesker lige muligheder, så må man tilpasse sit tilbud.

Og den bevidsthed – bevidstheden om at man gennemtænkt, systematisk og med forståelse af de barrierer, der kan være for, at mennesker med handicap kan deltage i screeningsprogrammerne - er åbenbart helt fraværende. Mennesker med handicap har fysiske, kognitive og en milliard praktiske forhindringer mellem sig og deltagelse i en screening.

Blot et par eksempler: Indkaldelse til og information om screeningerne sendes til personernes e-Boks. Hvem tjekker e-Boksen, hvis du er svært intellektuelt eller fysisk handicappet? Kan du selv – får du hjælp? Har du overhovedet adgang til en computer?  Bor du på botilbud, hvad så?

Screening for tarmkræft foregår ved, at man får fremsendt en kuvert med et ”gør-det-selv-kit”, hvor man med en lille børste skal tage en prøve fra sin afføring. Er der tale om et menneske med svær udviklingshæmning eller en svært fysisk handicappet kørestolsbruger, så giver udfordringen sig selv.

Det er ikke godt nok
Ofte går det forhåbentlig godt, men man skal ikke være Einstein for at kunne se, at det også meget let kan gå galt, hvis der ikke følges rigtig tæt op.

Det er simpelthen ikke gjort med, at borgere med et handicap modtager det samme tilbud til screeningsundersøgelser, som borgere uden et handicap – og at man – hvis man ikke kan gennemføre screeningen - har mulighed for at henvende sig til det pågældende screeningssekretariat i bopælsregionen.

Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Vi screener for at reducere dødeligheden ved forskellige alvorlige sygdomme og forebygge væsentlige sundhedsproblemer. Men vi aner ikke, om denne forebyggelse i realiteten kører uden om en stor gruppe mennesker, som på grund af deres funktionsnedsættelse ikke benytter tilbuddet.

Derfor er det ubegribeligt, at ministeren ikke engang vil bidrage til, at problemet kortlægges og analyseres. Kære Ellen Trane Nørby, jeg synes, du skal genoverveje det synspunkt.