Stirrekonkurrencen fortsætter: Sygeplejersker ser patienter som nøglen, mens regioner efterlyser realisme

Efter to gange nej ved stemmeurnerne indledte sygeplejerskerne før sommerferien en faglig konflikt i kampen for højere løn. Den løber snart ind i sin niende uge, men hvad er status på strejken netop nu, og hvor står parterne egentlig i forhold til hinanden?
Senest har Dansk Sygeplejeråd (DSR) for fjerde gang øget strejkeudtaget. 315 sygeplejersker, der alle primært kommer fra visitationsafdelinger eller hjemmesygeplejen og med ansvar for overgangene fra sygehus til kommune, slutter sig fra 31. august til de cirka 5.885 sygeplejersker, der allerede er udtaget til strejken.
Men selvom situationen synes at spidse til, er der fortsat tavshed mellem konfliktens parter. Det fortæller DSR-formand Grete Christensen, da Altinget spørger, om der er gjort nogle forsøg på at genoptage forhandlingerne eller nærme sig hinanden.

















