Studerende: Patentsystemet lader børn med muskelsvind i stikken

DEBAT: Der er brug for et modspil til de voksende medicinpriser, som ikke tager hensyn til de patienter, som har brug for medicinen, skriver Nynne Nørgaard på vegne af studenter-organisationen Universities Allied for Essential Medicines Denmark.

Af Nynne Nørgaard
Universities Allied for Essential Medicines Denmark

Medicinrådets afgørelse om ikke at anbefale lægemidlet nuiseren (Spinraza) mod den sjældne muskelsvind-sygdom spinal muskelatrofi (SMA) vakte stor opsigt i medierne. Både firmaet bag medicinen og Muskelsvindfonden har rejst kritik af afgørelsen.

Det er første gang, at Medicinrådet ikke anbefaler at tage et nyt lægemiddel i brug, og afgørelsen markerer i virkeligheden et ønske om et rimeligt forhold mellem pris og merværdi for nyudviklede lægemidler.

Medicinrådet afgør også prisen
Medicinrådet har i år overtaget opgaven med at vurdere og vejlede regionerne om brugen af nye lægemidler i det danske sundhedsvæsen.

Tidligere blev denne opgave varetaget af Koordineringsudvalget for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) og Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS).

Medicinrådet adskiller sig særligt fra dets forgængere ved også at vurdere prisen på de nye lægemidler. Det skyldes et politisk ønske om ikke at betale for ny, dyr medicin, der kun tilføjer begrænset ny behandlingseffekt sammenlignet med eksisterende standardbehandling.

Og i denne sag har Medicinrådet altså vurderet, at prisen på nuiseren er urimelig høj, og at effekten ikke står mål med prisen, hvorfor midlerne vil være bedre brugt andre steder i vores hårdt trængende sundhedsvæsen.

Samfundet betaler to gange for ny medicin
Bag lægemidlet står firmaet Biogen, som begrunder den høje pris med, at “det koster at udvikle lægemidler”. Og ja, det er sandt, at det er dyrt at udvikle medicin. Men ingen ved reelt, hvor dyrt det er.

Spørger man medicinalindustrien, koster det i gennemsnit 10 milliarder kroner at udvikle ét nyt lægemiddel. De nærmere beregninger er dog ikke offentligt tilgængelige, så ingen ved, hvad tallet egentlig dækker over.

Non-profit virksomheden Drugs for Neglected Diseases Initiative (DNDi) har vist, at det er en kunstigt høj pris. DNDi har udviklet flere nye efterspurgte lægemidler til mindre end 1,5 milliarder kroner.

Samtidig udspringer omkring 30 procent af nye medicintyper, der kommer på markedet, fra offentligt finansieret universitetsforskning.

Samfundet får altså lov at betale to gange: Først for grundforskningen og derefter overpris for selve medicinen.

Udvikling af medicin er skævvredet efter markedet
Sagen om nuiseren understreger et grundlæggende problem med systemet for udvikling af medicin.

Systemet har ikke længere befolkningens behov som drivkraft, men er i dag drevet af, at private virksomheder skal tjene ekstraordinært mange penge.

Resultatet af dette er en ekstrem skævvridning i, hvilke sygdomme der forskes og udvikles medicin til, samt voldsomt stigende medicinpriser, der har store økonomiske og menneskelige konsekvenser.

Medicinalindustrien er en af verdens mest lukrative industrier, og det er efterhånden gammel viden, at den merpris, der kræves for medicin, ikke alene kan retfærdiggøres af udgifter til forskning og udvikling.

Prisforhandlinger af nye lægemidler er benhårde, og med patentsystemet er firmaets formål at tjene så meget som muligt, før patentet løber ud.

Vi har som verdenssamfund selv opfundet og indført patentsystemet, og det er historisk set relativt nyt, at man i det hele taget er begyndt at tage patenter på medicin.

I erkendelsen af at systemet ikke længere fungerer efter hensigten, kan vi altså også tage et politisk valg om at lave spillereglerne om.

Det handler om politisk vilje og folkelig opbakning til at gøre noget ved problemet, så vi i fremtiden kan undgå, at Medicinrådet er nødsaget til ikke at anbefale nye lægemidler til børn med for eksempel muskelsvind på grund af priser, der er presset langt højere op end nødvendigt.

Borgerne taber i ulige prisforhandlinger
I Danmark foregår den nuværende prisforhandling på et ulige grundlag, hvor det er det offentlige og dermed i sidste ende borgerne, der taber.

Medicinalfirmaerne kan ved forhandlingsbordet forlange den pris de ønsker for et givent lægemiddel, og det er umuligt at undersøge, hvad de reelle udviklings- og produktionsomkostninger har været og hvor en stor en del af disse, der allerede er dækket af staten i form af offentlig forskning og skatterabatter.

Gennemsigtighed i prissætningen af lægemidler er fortsat en mangelvare, og det stiller Medicinrådet i en dårlig forhandlingsposition. Et første skridt mod lavere medicinpriser må derfor være at kræve åbenhed om, hvad det reelt har kostet at udvikle det pågældende lægemiddel.

I april i år diskuterede Folketinget den rapport, som FN-generalsekretær Ban Ki-moon i 2015 tog initiativ til.

Rapporten kommer med bud på internationale og nationale løsninger på de stigende medicinpriser og den manglende adgang til medicin verden over.

Den anbefaler blandt andet, at "regeringer bør kræve, at producenter og distributører af sundhedsteknologier oplyser omkostninger og detaljer om modtaget offentlig finansiering, herunder skattefradrag, tilskud og bevillinger".

Men regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet mente ikke, at det var relevant at se på, hvilke af FN’s løsningsmuligheder, der kan implementeres i Danmark.

Der er brug for et langsigtet modspil til medicinpriserne
Medicinrådets mulighed for at sige nej til nye lægemidler, der som nuiseren vurderes ikke at repræsentere en reel forskel for patienterne, er en start på at modvirke de eksploderende udgifter til medicin - men det er ikke en langsigtet løsning.

For uden gennemsigtighed i prissætning, uden krav til brug og videresalg af offentlig forskning og uden viljen til at udfordre de gældende regler for patentering og dataeksklusivitet på lægemiddelområdet ender vi stadig ved diskussionen om, hvad patienters liv og livskvalitet er værd.

Og det er lige netop det, industrien ønsker. For så fordrejes fokus bort fra problemets egentlige kerne: Hvad er produktet værd?

Forhåbentlig vil sagen om den manglende adgang til nuiseren sætte fokus på problemet bag de ekstreme medicinpriser.

Medicinrådets anbefaling står tilbage som en kraftig anmærkning til medicinalindustrien om at løfte det ansvar, der følger med at udvikle livsvigtig medicin, og til regeringen om at vise vilje til at indføre løsninger, der kan hjælpe industrien med netop dette.

Forskning og udvikling af medicin er en vigtig samfundsopgave, der godt kan varetages af private virksomheder. Men der følger et ansvar med.

Tiden er kommet, hvor vi som samfund ikke længere kan se passivt til.

Forrige artikel Forskere: Mellemledere fokuserer på stress-syges private problemer Forskere: Mellemledere fokuserer på stress-syges private problemer Næste artikel Professor: Sygdomsforebyggelse er ikke kun den enkeltes ansvar Professor: Sygdomsforebyggelse er ikke kun den enkeltes ansvar