Sundhedsjurist: Folketinget giver med ny epidemilov ministeren frie tøjler

KRONIK: De folkevalgte giver med ændringen af epidemiloven sundhedsministeren frie tøjler til at udmønte loven og afgiver den parlamentariske kontrol, skriver sundhedsjurist Kent Kristensen.

Af Kent Kristensen
Lektor i sundhedsret, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Epidemiloven har flyttet kompetence fra de tidligere epidemikommissioner til sundhedsministeren. Samtidig har Folketinget med loven afgivet den demokratiske kontrol med udmøntningen af loven.

Epidemier er ikke kun en sundhedskrise. Den forkerte håndtering vil også have betydelige politiske konsekvenser. Der er i epidemiloven indført en solnedgangsklausul, og på den anden side af årsskiftet kommer der en tid, hvor mange vil diskutere, om lovindgrebene var de rigtige.

Lovgivningen har siden 1600-tallet haft en afgørende indflydelse på forhindringen i udbredelsen af epidemiske sygdomme.

En kendsgerning er det, at man først rigtig fik styr på pesten i takt med, at statsmagten i løbet af 1600-tallet blev styrket og kunne lovgive om at adskille syge fra raske.

Christian 4. pestforordning fra 1625 var den egentlige første danske sundhedslov og en af de første i verden. Forordningen var banebrydende.

Epidemier blev det offentliges ansvar
For det første fastlagde forordningen, at epidemier var et offentligt ansvarsområde, og efter indledede formaninger om gudspåkaldelse for at afvende Guds vrede og straf opstillede forordningen forholdsregler om karantæne, isolation og forsamlingsforbud.

I forordningen hed det, at blev blot én i husstanden syg, skulle hele husstanden sammen med den syge lade sig lukke inde, indtil alle var raske – eller døde.

Borgmesteren skulle dengang udpege to, tre eller flere fra bystyret eller andre kloge og pålidelige folk, som vil blive i området, og som skulle være sundhedskommission og håndhæve forordningen.

Sundhedskommissionerne, som senere bliver til de epidemikommissioner, som vi kender i dag, havde først og fremmest til formål at bekæmpe smittespredning.

Bakterier og vira blev først opdaget i slutningen af 1800-tallet, og de første regler om tvangsbehandling tilhører tiden efter 1900.

Kopper har sin egen historie
Kopper har som epidemisk sygdom sin egen lille historie.

Kopper var den epidemiske sygdom, der først kunne behandles. Englænderen Edward Jenner opdagede i slutningen af 1700-tallet, at malkepigerne på hans egn ikke fik kopper, og kunne vise gode resultater med indpodning af kokopper (en mildere form for kopper), som gjorde folk immune.

Metoden blev hurtig udbredt og førte i Danmark til den første vaccinationslov. I vaccinationsloven fra 1810 kunne folk ikke tvinges til at blive vaccineret, men uden vaccination ingen konfirmation, giftermål, skolegang, læreplads og militærtjeneste.  

De forskellige epidemiregler er blevet til under indtryk af samtidens dødbringende sygdomme, der decimerede hele befolkninger med katastrofale samfundsmæssige konsekvenser, og som udgjorde en trussel mod nationalstaten.

Epidemilovens tvangsbestemmelser er også i dag reserveret til den helt særlige kategori af dødbringende sygdomme. Tuberkulose og andre smitsomme sygdomme såsom meningitis hører eksempelvis ikke til i den kategori.

Tuberkulose er, når der en sjælden gang er flere smittede, breaking news, men er ikke vældig smitsom, har lav dødelighed og kan behandles.

Epidemikommissionerne og ministerens beføjelser
Isolation, forsamlingsforbud og tvangsbehandling er en del af epidemilovgivningens DNA.

Der ligger heri ikke noget nyt. Sådan har det været lige fra de første regler, og det gælder også bekymringen for, om tvangsbestemmelserne kan udnyttes.

Grænsen for ministerstyret kan sættes på principielt to forskellige måder: Den ene er en afkortning af det ministerielle hierarki, den anden er at placere kompetencen uden for ministerens område.

Den første mulighed er den, der benyttes, når beslutningskompetence i lovgivningen er lagt hos en bestemt myndighed.

Den anden og mere vidtgående mulighed er at trække kompetencen helt ud af ministeriet uden for rækkevidden af ministerens instruktionsbeføjelser.

Greb var hinandens modvægt
I den gamle epidemilov har man benyttet sig af begge greb og på den måde fundet en balance mellem ministerens og epidemikommissionernes kompetence. De var så at sige hinandens modvægt.

Tvangsindgreb kunne nemlig kun besluttes af epidemikommissionen, og kun efter sundhedsstyrelsens indstilling kunne ministeren beslutte, at lovens tvangsbestemmelser skulle udvides til også at omfatte andre smittefarlige sygdomme. Uden styrelsens faglige indstilling ingen indgreb.

Det har altså altid være muligt at gribe ind i grundlæggende frihedsrettigheder for at undgå smittespredning, og det er det også nu.

En hurtig læsning af den nye epidemilov kan imidlertid få en til at tro, at forskellen mellem de gamle og nye regler kan reduceres til en centralisering af kompetencen, hvor de beføjelser, der tidligere lå hos epidemikommissionerne, nu ligger hos ministeren.

Det kan ikke være mere forkert.

Ministeren bestemmer
Det nye ligger i, at kompetencen nu er flyttet fra at være sundhedsfaglig til at være politisk, og at indgreb i frihedsrettighederne udmøntes uden om Folketingets demokratiske kontrol.

Ændringerne i epidemiloven er udtryk for en udvikling, hvor de folkevalgte med en udstrakt brug af bemyndigelsesbestemmelser mister den parlamentariske kontrol.

Sundhedsministeren har med lovændringerne overtaget kompetencen til at træffe beslutning om tvangsindgreb fra epidemikommissionerne, og Sundhedsstyrelsen indstilling er i lovteksten til den nye epidemilov ændret til rådgivning.

En lille ændring i ord, men stor i betydning. De folkevalgte har med den lille ændring givet ministeren frie tøjler i udmøntningen af epidemiloven og har samtidig afgivet den parlamentariske kontrol.

Sundhedsministeren kan nu administrativt udmønte epidemilovens tvangsbestemmelser, på trods af at styrelsen måtte mene noget andet.

Statsministeriets taskforce er den moderniserede udgave af epidemikommissionerne. Koordinationen er flyttet til ministerkontorerne, men i modsætning til epidemikommissionerne er statsministerens taskforce ikke demokratisk forankret og kan heller ikke gøre krav på sundhedsfaglig legitimitet.

Tab af demokratisk kontrol
Den gamle epidemilovs krav om Sundhedsstyrelsens indstilling fungerer for de folkevalgte som en garanti for, at udmøntningen af lovens tvangsbestemmelser er båret af sundhedsfaglige hensyn fremfor partipolitisk ståsted og ideologiske opfattelser af statens rolle i forhold til borgeren.

Lukningen af store dele af det private erhverv og suspenderingen af patientrettighederne er et politisk valg mellem befolkningssundhed for nogen på bekostning af velfærd for andre.

Sundhedsministeren er uden Sundhedsstyrelsens indstilling ikke afskåret fra at træffe kloge politiske valg i udmøntningen af loven, men det betyder også, at der med rette kan stilles spørgsmål til den sundhedsfaglige legitimitet af de valg, der tages.

Den manglende sundhedsfaglige indstilling har da også undervejs ført til spørgsmål om udmøntningen af epidemiloven.

Indberetningsskema har ført til spørgsmål
Blandt de mere farverige blev der i forbindelse med udmøntningen af oplysningspligten rejst spørgsmål til beslutningen om at indføre et indberetningsskema, hvor borgerne kunne angive andre, der, som det hedder i loven, udviser bekymrende adfærd.

I Folketingssalen er der stillet spørgsmål om, hvorfor oplysningspligten omfatter dankorttransaktioner, og der er rejst spørgsmål til det retlige grundlag for udlevering af borgernes teledata til undersøgelse af risiko for smittespredning.

Tabet af sundhedsfaglig legitimitet øger kravene til den politiske begrundelse og svækker samtidig muligheden for, efter at beslutningen er taget, at høste politisk legitimitet med henvisning til sundhedsfaglige begrundelser.

Et eksempel er beslutningen om fordeling af værnemidler. Fordelingen af værnemidler er en politisk beslutning, men det sår tvivl om fagligheden i beslutningerne, når kravene til beskyttelse i Sundhedsstyrelsens vejledning sænkes i takt med, at knapheden på værnemidler stiger.

Behov for revurdere lovgivningen
Epidemiske sygdomme, der decimerede hele befolkninger, hører historien til.

Der er, når vi kommer på den anden side af covid-19, et behov for at revurdere epidemilovgivningen for bedre at finde en balance mellem sundhedsfaglighed og politisk handlekraft, uden at det sker på bekostning af de folkevalgtes demokratiske kontrol.

Epidemikommissionerne er på mange måder et levn fra fortiden. Den geografiske inddeling hører historien til og passer dårligt ind i et moderne samfunds mobilitet, hvor smittefarlige sygdomme ikke stoppes ved at smække byporten i.

Grænsen for, hvad et samfund kan acceptere, er samtidig flyttet markant og er ikke sat ud fra trusler om nationalstatens eksistens, men efter grænsen for sundhedsvæsenets kapacitet.

Brug for at lære af historien
Det er ikke en naturlov, at centraliseringen af beslutningskompetencen følges med en frakobling af den parlamentariske kontrol.

Der er brug for at lære af historien og som i den gamle epidemilov at finde en balance, som sikrer de folkevalgte en demokratisk kontrol.

Der er samtidig brug for en epidemilov, der ikke kun omhandler inddæmnings- og behandlingsstrategier for epidemiske sygdomme, men også andre sygdomme, der med eksplosiv vækst kan nedlægge det samlede sundhedsvæsen.

Der er derfor brug for en epidemilov, der fastlægger et minimumsberedskab, som kan frigøres fra den sundhedsfaglige drift og indgå i et epidemisk beredskab.

Forrige artikel Kronik: Læger kan blive tvunget til at vælge, hvem der får en respirator. Hvornår kommer vejledningen? Kronik: Læger kan blive tvunget til at vælge, hvem der får en respirator. Hvornår kommer vejledningen? Næste artikel Tandlæger: Det er spild af samfundets penge at holde tandklinikker lukket Tandlæger: Det er spild af samfundets penge at holde tandklinikker lukket