Sundhedsøkonom: Medicinrådets regneregler skal opdateres

Af Lars Holger Ehlers
Professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet

Medicin til fem millioner kroner for en engangsbehandling, der kan forhindre, at en ung pige bliver blind, er for dyr for Danmark. Det har Medicinrådet bestemt.

I P1 Orientering torsdag den 19. december kunne man høre pigens far, Jens-Jacob Simonsen, spørge ind til, hvorfor man dog ikke kan se, at det er en bedre forretning, at hans datter Anna ikke bliver blind, end de fem millioner kroner, som behandlingen koster. Hvorfor har man ikke regnet den slags med ind i afgørelsen om, hvorvidt det er en god forretning, at vi har den her medicin i Danmark?

I henhold til eksisterende 'Metodevejledning for omkostningsanalyser af nye lægemidler og indikationer i hospitalssektoren' er der således noget, som man må regne med, og andet, som man ikke må medregne. 

Til Medicinrådets arbejde skal der udarbejdes en såkaldt standardberegning, der skal sikre en åben, retfærdig og hurtig sagsbehandling, hvor alle ansøgninger om ibrugtagning af ny medicin behandles på samme måde.

En af de ting, som man ikke må medregne i denne standardbehandling, er netop den langsigtede konsekvens af behandlingen og de langsigtede samfundsmæssige besparelser ved, at pigen bevarer sit syn og vil være i stand til at varetage et arbejde.

Man bør selvfølgelig kunne indregne, om det er en bedre forretning for samfundet, at hans datter Anna ikke bliver blind, end de fem millioner kroner, som behandlingen koster.

Lars Holger Ehlers
Professor i sundhedsøkonomi, Aalborg Universitet

Beregninger underlægges faglighed
I denne sag forekommer det indlysende at være en fejl, såfremt sådanne konsekvenser ikke medregnes. I selvsamme radioprogram bekræftede både en repræsentant fra Medicinrådet og fra den pågældende medicinalvirksomhed, at sådanne beregninger ikke var foretaget i den pågældende sag.

Der er to forklaringer på, hvorfor "tabt produktion for samfundet" ikke medregnes i Medicinrådets beslutningsgrundlag for ny medicin. 

Den ene forklaring er Sundhedsloven. Sundhedsvæsenet skal som udgangspunkt producere sundhed og ikke økonomisk vækst. Alle danskere skal have fri og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser. 

Hvis man indregnede produktivitetsgevinster for samfundet, ville vi indirekte prioritere behandlinger til folk på arbejdsmarkedet på bekostning af patienter uden arbejde. Der er altså to modsatrettede hensyn at tage (lighed og økonomisk effektivitet), og der findes formentlig ingen nem løsning på dette prioriteringsproblem.

Den anden forklaring er, at Medicinrådet i øjeblikket kun indregner kortsigtede konsekvenser, der kan dokumenteres. Medicinrådet vælger således en tidshorisont for beregningerne, som svarer til opfølgningstiden for patienterne i de kliniske forsøg med den nye medicin. Logikken er såkaldt "evidensbaseret medicin", altså lægefaglig tænkning. 

Vi bør som udgangspunkt træffe beslutninger ud fra et videnskabeligt og veldokumenteret grundlag. Hvis virksomheden kun har undersøgt medicinens virkning i et år, indregnes derfor kun samfundsøkonomiske konsekvenser for en etårig periode.

Denne sidste forklaring er imidlertid en misforståelse, som hurtigst muligt bør ændres i retningslinjerne for omkostningsanalyser af nye lægemidler. Økonomiske beregninger skal ikke underlægges lægefaglig tankegang.

Tværtimod bør økonomiske beregninger supplere og komplementere lægefaglige ræsonnementer snarere end begrænses af disse.

Beslutninger må træffes på et bredt grundlag
Sundhedsøkonomisk metode handler om at estimere de forventede samfundsøkonomiske konsekvenser af alternative behandlingstilbud til patienter og borgere. 

Både de kortsigtede og de langsigtede konsekvenser skal principielt set indgå. Ifølge sundhedsøkonomisk tænkning kan kliniske forsøg slet ikke bruges til prioritering, men bør primært anvendes til at informere læger om kliniske valg. 

Prioriteringsbeslutninger bør træffes ud fra et bredt grundlag, som indeholder mere information end kliniske forsøg. I økonomiske modeller kan der således indregnes evidens fra flere forskellige kilder, der kan regnes både på kort og langt sigt, alle former for usikkerhed kan håndteres gennem sandsynlighedsregning og følsomhedsanalyser, intermediære outcome kan omregnes til endelige outcomes, og konsekvenser uden for klinikken kan indregnes. 

Sådanne modelberegninger vil give det bedste billede af de forventede konsekvenser af ny medicin.

Medicinrådet har for nylig besluttet at indføre Qaly (quality adjusted life years) som mål for værdien af ny medicin. Hermed har man indirekte også accepteret brugen af modeller som beslutningsgrundlag. Formentlig og forhåbentlig – men dette er mig bekendt ikke nedfældet på skrift endnu – vil langsigtede beregninger dermed blive accepteret. Dermed burde Medicinrådet således have løst problemet, som Jens-Jacob Simonsen spørger ind til. 

Man bør selvfølgelig kunne indregne, om det er en bedre forretning for samfundet, at hans datter Anna ikke bliver blind, end de fem millioner kroner, som behandlingen koster. Som pårørende og borger bør man selvfølgelig også være sikker på, at prioriteringer foretages ud fra et retvisende beslutningsgrundlag.