Tema - Regionsvalg 2009: Region Syddanmark

SUNDHED - ANALYSE: De store sundhedsemner er handlet af politisk i Region Syddanmark, og valgkampen kan især ventes at gå på de beslutninger, der er truffet.
Fakta

Politik - Regionsrådet
Regionsformand Carl Holst (V) genopstiller og har været amtsborgmester/regionsformand siden sommeren 2000.

V og S delte magten på valgnatten i 2005 og har i stor udstrækning kørt parløb. Der har været uenighed melllem V og K om placeringen af et kommende sønderjysk akutsygehus.

Hovedudfordreren er Poul-Erik Svendsen (S), der er 1. næstformand i regionsrådet. Både Carl Holst og Poul-Erik Svendsen fik begge høje personlige stemmetal i 2005 - næsten 61.000 og 43.000.

Spillet om magten er åbent. Vigtige faktorer er spændingen mellem V og K og holdningen internt hos S, hvor nogle mener, at Poul-Erik Svendsen solgte sig "for billigt" sidste gang.

Regionens valgkamp frem til 17. november vil nok blive præget af utilfredse vælgere fra Haderslev og Sønderborg. Sygehuset i Haderslev forsvinder, og i Sønderborg er der skuffelse over, at kommunen gik glip af et nyt akutsygehus.

Diskussionen om fremtidens landkort for sygehusene og den akutte behandling har præget hele valgperioden. Og selv om de store søm nu er slået i, vil diskussionen om akutdækningen blive et tema i valgkampen og fortsætte som et centralt emne i næste valgperiode.

Et snævert flertal med socialdemokrater og konservative besluttede i første omgang, at et nyt akutsygehus for sønderjyderne skulle bygges i Gråsten. Men flertallet røg, da socialdemokraterne skiftede mening til fordel for Aabenraa. I det politiske kompromis, som blev indgået op til et regionsmøde den 29. september 2008, indgik, at Sønderborg fremover skal være specialsygehus og have en døgnåben skadestue.

Bølgerne har lagt sig efter højrøstede borgermøder, underskriftsindsamlinger og utraditionelle politiske alliancer. Men sagen optager stadig sindene. Industrigruppen, der tæller 60 lokale industrivirksomheder i Sønderborg, arbejder eksempelvis stadig for en ny beslutning.

Lukning af skadestuer
Det statslige Erik Juhl-udvalg har sikret, at akutdækningen også bliver et politisk emne i den kommende valgperiode.

Forventningen er, at skadestuen i Vejle skal lukkes, når Kolding er udbygget som akutsygehus. Aabenraa Sygehus skal fremover være den eneste døgnåbne akutmodtagelse for sønderjyderne. Det vil give en diskussion om skadestuen i Sønderborg, hvis det bliver tilfældet.

På længere sigt vil der komme debat om skadestuen i Svendborg, som staten regner med lukkes, når det nye universitetshospital i Odense åbner. Et lukning vil sandsynligvis få sindene i kog på Sydfyn, men universitetshospitalet er først færdig i 2018. Socialdemokraterne ventes at kæmpe hårdt mod en lukning.

Dokumentation

Oversigt: Sundhedsområdet i Region Syddanmark

Valgperiode 2006-09
Regionen trak et af de længste strå i regeringens plan for investeringer i sygehusene. Regionen fik i første omgang et tilsagn om 6,3 mia. kr. til byggeri af et nyt universitetshospital i Odense og en lille milliard kroner til byggeri af akut modtagelse i Kolding. Der er endnu ikke sat beløb på udbygning af Aabenraa sygehus.

Den store politiske diskussion har handlet om den fremtidige sygehusbetjening - især akutdækningen i Sønderjylland. Lukning af Faaborg Sygehus og afvikling af Haderslev Sygehus.

Regionen fik indført en fælles lægevagt i regionen og har satset på at få flere lægebiler, akutbiler og ambulancer for at tage højde for, at afstanden til skadestue bliver længere.

Valgperiode 2010-2014
Forberedelsen af byggeriet af et Universitetshospital i Odense bliver en stort projekt sammen med andre sygehusbyggerier. Første spadestik i Odense ligger dog sandsynligvis en valgperiode fremme.

En lukning af skadestuerne i Vejle, Sønderborg og Svendborg vil give politisk diskussion.

Lægemanglen er markant, og regionens politikere kommer til at lægge hovederne i blød, når de skal sikre de tyndtbefolkede egne med praktiserende læger. Regionen har især satset på at rekruttere tyske og østrigske læger til sygehusene, og vil sikkert forsøge noget lignede for at dække almen praksis.

 


0:000:00