UlykkesPatientForeningen: Borgere skal have individuel vejledning til hjælpemidler

DEBAT: Mange danskere har et hjælpemiddel stående hjemme, som de ikke kan finde ud af at bruge. Det koster kommunen mange unødige kroner, som man bør bruge på vejledning til at bruge hjælpemidlerne, skriver Janus Tarp, UlykkesPatientForeningen.

Af Janus Tarp
Formand for UlykkesPatientForeningen

Godt 750.000 voksne danskere i alderen 16-64 år angiver, at de har en fysisk funktionsnedsættelse, og det er en funktionsnedsættelse, som ofte betyder, at borgeren bliver nødt til at have et eller flere hjælpemidler for at få hverdagen til at hænge sammen.

For denne gruppe af borgere er hjælpemidler helt afgørende for at gå på arbejde, have et fritidsliv og kunne være sammen med venner og familie.

Hjælpemidlerne skal altså kompensere for funktionsnedsættelserne hos den enkelte borger. En kørestol kompenserer for den manglende gangevne, ligesom den særlige skærekniv kompenserer for den nedsatte håndfunktion.

Afgørende er det således, at hjælpemidlerne passer til den enkelte og er til stede, når behovet opstår.

Teknik kan ikke erstatte omsorg
Betydningen af hjælpemidler stiller krav til den kommunale forvaltnings faglighed og hurtighed. Som handicappet ved man, hvilke udfordringer man står med, men man er sjældent ekspert i, hvilke præcise løsninger der skal til.

Her må man lægge sine lodder i sagsbehandlerens viden og evner. Men vi må også gøre opmærksom på, at fagligheden i sig selv ikke er nok, hvis serviceniveauet kun rækker til et standardprodukt.

I sidste ende kan tildelingen af det rette hjælpemiddel risikere at afhænge af den politiske vilje til at prioritere hjælpemiddelområdet.

Vi oplever i vores omgang med borgerne, at de har fået sværere ved at få bevilget hjælpemidler, og nogle gange sker tildelingen af hjælpemidler på bekostning af den personlige kontakt og pleje.

Vi har de seneste uger spurgt godt 800 af vores medlemmer om, hvorvidt de har mistet personlig hjælp og pleje på bekostning af nye hjælpemidler, og her svarer syv procent af de adspurgte faktisk, at det har de oplevet. 

Den personlige kontakt og pleje kan efter vores vurdering kun blive erstattet af teknikken, hvis borgeren ønsker det, eller anden omsorg tilbydes i stedet. Teknikken kan hjælpe os med at leve det liv, vi gerne vil leve, men det kan ikke erstatte den personlige kontakt. 

Hjælpemidler, der samler støv
Ofte forekommer hjælpemidlet at være et standard hjælpemiddel, der ikke er individuelt tilpasset den enkelte bruger. Nogle gange bliver hjælpemidlerne ligefrem bevilget hen over hovedet på brugerne.

Således angiver 16 procent af de adspurgte i vores undersøgelse, at de kun i lav grad har haft indflydelse på tildelingen af hjælpemidler.

Af serviceloven fremgår, at der er krav om en individuel og konkret vurdering af borgeren og dennes behov. Det udelukker ikke standardproduktet, men det fordrer i det mindste en undersøgelse af, om det ansøgte hjælpemiddel er egnet til borgeren, eller et andet passer bedre.

Og, når kommunen bevilger et hjælpemiddel til en borger, så er det vigtigt, at kommunen får fulgt op på tildelingen. Er borgeren uddannet i brugen af det? Er hjælperne eller den nærmeste familie uddannede?

Vores undersøgelse viser, at 40 procent af brugerne ikke er uddannede i brugen af de hjælpemidler, de får tildelt, og to tredjedele af hjælperne og/eller de nærmeste pårørende er heller ikke uddannede i brugen af hjælpemidlerne. 

Det betyder i værste fald, at man risikerer, at der står et dyrt hjælpemiddel hjemme hos borgerne, som samler støv i stedet for at blive brugt, da brugerne ikke er tilstrækkeligt uddannede.

Det er naturligvis ærgerligt for brugerne, men det er også spild af samfundets midler.

Opgør med standardiserede løsninger
Det er muligt, at det i første omgang kan blive dyrere for kommunerne, hvis de ikke længere per automatik tilbyder standardiserede løsninger til mennesker med handicap, men mennesker med handicap er lige som andre mennesker ikke hyldevarer. Vi er hver især forskellige. 

Allerede nu fremgår det af loven, at den enkelte skal tilbydes en konkret og individuel vurdering, og på den baggrund kan man fristes til at sige, at kommunerne blot skal leve op til lovgivningen. 

Herudover er det vigtigt, at kommunerne får sat fart i sagsbehandlingen, så borgeren hurtigst muligt kan få sit hjælpemiddel. Et manglende hjælpemiddel kan i sidste ende betyde et forringet funktionsniveau.

I de mindre sager, hvor det handler om genbevilling eller måske blot et håndtag eller greb til toilettet, kan man bruge tro og love-erklæringer, men det er dog vigtigt fra kommunens side at være opmærksom på, at ønsket om et nyt hjælpemiddel i virkeligheden kan dække over et større behov, så hjemmebesøg hos borgeren kan være en god idé, selv i mindre sager.

På lang sigt er jeg dog overbevist om, at det vil være billigere for kommunerne at tilbyde det rette hjælpemiddel i første forsøg.

Det gør borgeren mere selvhjulpen, og det kan måske betyde, at borgeren kan opretholde sin arbejdsmarkedstilknytning, og dermed bliver det en gevinst for samfundet og for den enkelte.

Forrige artikel Professor: Forebyggelse behøver ikke at være dyrt og formynderisk Professor: Forebyggelse behøver ikke at være dyrt og formynderisk Næste artikel DSAM: Mediehungrende forskere sætter videnskabeligheden på spil DSAM: Mediehungrende forskere sætter videnskabeligheden på spil
  • Anmeld

    Tina Nør Langager · Formand for Ergoterapeutforeningen

    Hjælpemidler kræver individuel tilpasning og uddannelse i brugen

    Jeg er helt enig i Janus Tarps indlæg om hjælpemidler. Det er et meget stort problem i dag, at hjælpemidlerne ikke i tilstrækkelig grad bliver tilpasset den enkelte person, og i stigende grad er standardløsninger, som ikke tilgodeser det individuelle behovet.

    Husk på, at når du køber en ny cykel får du den jo også tilpasses og indstillet efter din højde og drøjde, og måske du også skal have lært hvordan gearene skifter. Det er fuldstændig det samme behov med et hjælpemiddel.

    En undersøgelse, som Dansk Handicap Forbund gennemførte sidste år, viste, at 23 procent har hjælpemidler stående, som de ikke bruger, fordi hjælpemidlet ikke er tilstrækkeligt tilpasset den enkelte. Det forbedrer dermed på ingen måde livskvaliteten for den enkelte, og det er spild af offentlige penge. Derfor er der god økonomi i at bevilge det rigtige hjælpemiddel fra begyndelsen.

    Vi ved alle, at nye vaner er svære at opbygge og integrere i vores hverdag.
    Derfor er der behov for uddannelse i brug af hjælpemidler for både den enkelte bruger, evt. hjælpere og familie. Det er langt nemmere at støtte op om etablerede vaner og udvikle nye på et trygt fundament og derved sikre et fortsat velfungerende hverdagsliv. Det handler om mindst mulig indgriben i familiens liv.
    For at kunne vurdere de konkrete behov er der brug for den rette faglighed i kommunerne. Undersøgelsen fra Dansk Handicap Forbund viste på det område, at den enkelte bruger er langt mere tilfreds med et hjælpemiddel, når der ligger en ergoterapeutisk vurdering til grund for valget. Det hænger sammen med, at ergoterapeuter i kraft af deres uddannelse har faglig viden om, hvordan den enkelte bruger bedst muligt kan planlægge og udføre sine daglige gøremål med de rette arbejdsstillinger og hjælpemidler, og at disse passer ind i det liv, den enkelte lever.
    Vores velfærdssamfund skal være kendetegnet ved, at vi hjælper de borgere, der har behov for det, med at have et så aktivt liv som overhovedet muligt – hele livet. Det kræver, at hjælpemidlerne er tilpasset den enkelte borger.
    Tina Nør Langager
    Formand for Ergoterapeutforeningen

  • Anmeld

    Alex N. Laursen · pensionist

    Nødkald

    Har haft et nødkald, i brug to gange, så er der kommet en ny visitator til kommunen ,hun inddragede det, jeg har kun ½ venstre fod og mangler det højre underben, hun er næsten en minni Hitler.