Velmenende luftkasteller

Lise Beha Erichsen
Direktør i HjerneSagen 

Kommunernes Landsforenings nye udspil på hjerneskadeområdet afspejler en erkendelse af, at kommunerne har haft særdeles svært ved at løfte opgaven med rehabilitering af især svært hjerneskadede. Det har derfor udløst en række anbefalinger, hvis sigte ingen kan være uenig i.
Spørgsmålet er, om det ændrer så meget ved de vilkår, som ligger til grund for den svingende kvalitet i den kommunale rehabilitering.

De gode intentioner støder hele tiden på de ubehagelige økonomiske realiteter i mange af landets kommuner. Kommunerne skal visitere og dermed afgøre, hvilken indsats den enkelte ramte borger skal have. KL tror tilsyneladende ikke, at det vil få indflydelse på de beslutninger, som i sidste ende bliver taget.

Faglige hensyn taber
Økonomisk ønsketænkning stikker hovedet frem flere stedet i oplægget. KL anbefaler en koordineret rehabiliteringsindsats på tværs af forvaltningsområder via en hjerneskadekoordinator. Så langt så godt, men hvis hjerneskadekoordinatoren kun har mandat til at indstille til et relevant tilbud uden at kunne bevilge pengene, ja så ved alle, at de økonomiske hensyn tæller mere end de faglige hensyn. Et højt fagligt niveau skal ikke bero på anbefalinger og gode viljer men på bindende ensartede faglige retningslinjer og bindende finansiering, som gør det muligt at realisere det.

Det, der skal til på hjerneskadeområdet, er en befolkningsmæssig volumen, neurofaglig viden, tværfaglighed og sidst men ikke mindst økonomi.

Lise Beha Erichsen
Direktør i HjerneSagen

Kommunerne har fået bevilget 150 mio. kr. til i en treårig periode at sikre bedre overgang fra sygehus til kommune, til at ansætte hjerneskadekoordinatorer og til neurofaglig opkvalificering af personalet.
Problemet er, at pengene kun rækker til en indsats i tre år - hvad så bagefter?

KL ønsker en ensartet national standard i rehabiliteringen. Derfor anbefaler de, at nogle kommuner slutter sig sammen i en slags "forsikringsordning", så den lille kommune også har mulighed for at inddrage høj specialiseret faglig bistand til en svær hjerneskadet borger i deres område. Hvis de økonomisk stærke kommuner ikke kan se fordelen i et sådant samarbejde, så hjælper KL's fromme ønske ikke meget i de mest økonomisk trængte kommuner.

Der skal mere til
Igen en negligering af de økonomiske styrkeforhold kommunerne imellem. Selvfølgelig skal en hjerneskaderamt i en udkantskommune ikke have ringere behandling end andre, men det bliver jo resultatet, hvis anbefalingen nedprioriteres, når kommunerne skal have budgettet til at hænge sammen.

Kommunerne har haft seks år til at gøre, som KL anbefaler i det nyeste udspil. Selvfølgelig har der været vanskeligheder i indkøringsfasen efter kommunalreformen i 2007. Når det er sagt, tyder det på, at der er dybereliggende årsager til den træghed, vi hidtil har været vidne til.

I HjerneSagen tvivler vi på, at positiv tænkning og et velment spark bagi til kommunerne gør den store forskel. Det, der skal til på hjerneskadeområdet, er en befolkningsmæssig volumen, neurofaglig viden, tværfaglighed og sidst men ikke mindst økonomi.