Debat

Vi behandler mennesker - ikke kun sygdomme

DEBAT: Læger skal huske, at sundhedssystemet er til for patienterne. Selvom alt går efter arbejdsbogen, kan vi stadig blive bedre til kommunikation og inddragelse, skriver formand for Yngre Læger Camilla Rathcke.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Rathcke
Formand for Yngre Læger 

I Yngre Læger har vi startet en kulturrevolution. Det lyder voldsomt, og det er det også. Vi vil nemlig sikre, at sundhedsvæsnet er til for patienternes skyld. At det er patienten, som vi læger - og alle andre sundhedsprofessionelle - arbejder for døgnet rundt. At det er patienten først - ikke lægen, ikke sygeplejersken, ikke DJØF'erne.

Den revolution tog vi for alvor hul på i marts, da vi afholdt en meget succesfuld konference om Det Gode Patientforløb - og efter alt at dømme, er det ikke kun en revolution for læger og patienter, men også for ledelser.

Er det en opgave for en slagkraftig fagforening, der har knap 12.000 læger som medlemmer, og som er sat i verden for at forhandle overenskomst og sikre medlemmerne bedre uddannelsesforhold, arbejdsmiljø og -vilkår?

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Ja, det synes vi. For patienten er årsagen til, at vi er blevet læger. Og det fokus skal vi bevare, når vi går på arbejde - når vi hver eneste dag står ved den akut syge i akutmodtagelsen, når vi forbereder os til dagens stuegang, når vi gør os klar, inden vi skal ind og operere, og når vi sætter os i stolen i ambulatoriet. Her er det nemlig patienten foran os, vi tænker på.

Yngre læger møder ofte patienterne først, hvad enten de står for at skulle opereres, skal til undersøgelse eller bliver akut indlagt - og vi yngre læger hører deres frustration.

I Yngre Læger har vi startet en kulturrevolution. Det lyder voldsomt, og det er det også. Vi vil nemlig sikre, at sundhedsvæsnet er til for patienternes skyld. At det er patienten, som vi læger - og alle andre sundhedsprofessionelle - arbejder for døgnet rundt.

Camilla Rathcke
Formand for Yngre Læger

Og vi forstår den.

Patienterne skal ses og høres
For patienterne er ofte er frustrerede over, at de ikke bliver set og hørt, at de ikke bliver inddraget nok, at de ikke ved nok om eller forstår, hvad der skal ske, og at ingen har ulejliget sig med at orientere deres pårørende.

Det drejer sig om dialog og kommunikation om patienternes egen sygehistorie, men det drejer sig også om et hospitalsvæsen, der er blevet så effektivt, fremmedartet og indforstået, at udredningsprocesser og behandlingsmuligheder er blevet selvfølgeligheder. Og så vi glemmer mennesket i patienten.

Generelt er vi blevet bedre til at spørge patienterne, hvordan de oplever hospitalsvæsenet - i Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser - men vi har endnu ikke vovet at spørge dem, hvordan de godt kunne tænke sig at opleve hospitalsvæsenet. Og det bør bemærkes, at selvom en patient er behandlet "lige efter bogen", så kan patienten alligevel klage over sit forløb. Over hvad? - over mangel på orientering, kommunikation, dialog.

Yngre Læger vil gerne noget andet, og derfor har vi lavet et politikpapir, "Vi behandler mennesker - ikke kun sygdomme", hvor udgangspunktet er en dialog med patientforeninger. Hvis vi skal blive klogere på patienternes behov, skal vi da starte med at lytte til patienterne.

Og der er mange ønsker - om kommunikation, om fokus på det hele menneske, om bedre sammenhæng i forløbet - for patienten, ikke for systemet - og om større inddragelse, så patienten bliver medansvarlig for sin behandling. Og størst er nok ønsket om et behandlingsansvarligt eller snarere patientansvarligt team - et ønske, som bakkes op af 7 ud af 10 yngre læger, som mener, at man både kan og skal skabe større kvalitet i patientforløbene for patienterne, også selvom det betyder en ændret organisation.

Yngre Læger arbejder videre med kulturrevolutionen - både med konkrete råd til medlemmerne og med inspiration til organisationer, ledelser og politikere. Fra efteråret kommer vi rundt i landet og tager en drøftelse om et meget bedre patientforløb. For vi behandler altså mennesker - ikke kun sygdomme.

 

Læs om det nuværende debatpanel her 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Noelle Rathcke

Formand, Lægeforeningen, overlæge, ph.d., Herlev-Gentofte Hospital
cand.med. (Københavns Uni. 2003), ph.d. (Københavns Uni. 2010), speciallæge i Intern medicin, Endokrinologi 2019

0:000:00