Husk ytringsfriheden gælder også læger

Af Camilla Rathcke,
Formand for Yngre Læger

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."

Det er grundlovens § 77, og de ord skulle ikke være til at misforstå. Du må sige, hvad du vil og skrive, hvad du vil inden for lovens rammer. Derfor burde vi ikke have behov for at drøfte politikker på området, når det gælder læger - endsige foreslå en whistleblower-ordning, som Region Hovedstaden har gjort. For ytringsfriheden er med lov garanteret alle danskere. Selv læger.

Når vi har rejst problemerne internt og intet er sket, ja, så er det ikke alene vores ret, men også vores pligt som læger at gå ud i offentligheden og kaste lys på problematikken.

Camilla Rathcke
Formand for Yngre Læger

Men i år har vi i Yngre Læger opdaget, at den måske alligevel ikke helt gælder læger. I hvert fald ikke alle steder.

Et par af vores medlemmer har, efter at de benyttede deres grundlovssikrede ret til at ytre sig i forskellige medier, været indkaldt til kammeratlige samtaler med deres direktør. Når det ikke er dagligdag at blive indkaldt til samtale med sin direktør med dags varsel, og når det sker i forbindelse med udtalelser til pressen, kan det jo i sagens natur godt virke intimiderende.

Og det er jo mildest talt ærgerligt. Det er indlysende, at ytringsfriheden ikke er uindskrænket, der vil altid være forskellige lokale regler, man skal rette sig efter. Måske har man aftalt, hvilket er ganske normalt, at man går til sin lokale ledelse, før man går i pressen med problemerne. Det indskrænker ytringsfriheden, men det er også sund fornuft.

Det er vores pligt
I Yngre Læger går vi varmt ind for sund fornuft. Vi har et stort ansvar, vi skal ikke opskræmme patienter, tværtimod. Vi skal have et godt samarbejde med vores ledelser, og vi skal få tingene til at glide på afdelingerne og på hospitalerne.

Men så vil vi også forbeholde os ret til at råbe vagt i gevær, når problemerne på hospitalerne vokser både læger og ledelse over hovedet, som for eksempel 1813-problematikken gjorde i foråret. Når vi har rejst problemerne internt og intet er sket, ja, så er det ikke alene vores ret, men også vores pligt som læger at gå ud i offentligheden og kaste lys på problematikken.

Og her skal lægerne så ikke indkaldes til kammeratlige samtaler, hvor de intimideres og får nye ’forebyggende forholdsregler’ trukket ned over hovedet. Det må hospitalsledelserne kunne forstå.

Det ærgrer mig, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på dette. Jeg vil meget hellere drøfte, hvorledes vi sammen på hospitalerne får skabt en kultur præget af åbenhed og dialog. For bør vi ikke klappe de læger på ryggen, som på patienternes vegne gør opmærksom på vigtige problemer? Lægerne befinder sig jo i virkeligheden og ved, hvor den gør ondt. Så selvfølgelig skal de slå alarm, når det er nødvendigt. Og rent faktisk er vi bundet af lægeløftet og vores forpligtelse til at behandle patienterne “med flid, omhu og samvittighedsfuldhed” og har derfor også pligt til at ytre os, hvis det, der foregår, ikke er lægefagligt tilfredsstillende eller udgør en direkte risiko for patientsikkerheden.

Det skulle nogen måske gøre lægernes arbejdsgivere opmærksomme på.

Det være hermed gjort!