Debat

Hastighedsgrænser skal være troværdige

DEBAT: Karsten Nonbo (V) er åben over for at lave differentierede hastighedsgrænser. Grænserne skal være mere troværdige.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Nonbo (V)
Formand for Færdselssikkerhedskommisionen 

I Danmark øgede vi i 2005 hastighedsgrænserne fra 110 km/t til 130 km/t på motorvejene. Forinden havde vi en heftig debat i landets dagblade og i Folketinget. Modstanderne beklagede og sagde, at "nu vil der flyde endnu mere blod på de danske motorveje". Den heftige debat var med til at sætte meget fokus på hastighedsgrænser og på den trafikale opførsel.

Regeringens begrundelse for øgede hastigheder var, at vi har brug for mere troværdighed, når vi skal advare vore trafikanter, og når vi skal fortælle dem, at de somme steder kører for stærkt. Det er ikke troværdigt at have samme hastighedsgrænser alle steder. Nogle steder er det uforsvarligt at køre 110 km/t, og andre steder kan det sagtens lade sig gøre at køre 130 km/t.

Nye regler - færre dræbte
De seneste 10 år før 2005 havde antallet af dræbte på danske motorvej ligget mellem 30 og 42 dræbte om året. I årene 2005 - 2008 er tallene faldet til henholdsvis 25, 15, 24 og 25. Det skal sandfærdigt siges, at samtidig med, at vi øgede den tilladte hastighed på ca. 50 % af motorvejene, så indførte vi nogle restriktioner.

Man fik pligt til at bruge bilens blinklys, når man skifter vognbane. Der indførtes også højere bøder for hastighedsovertrædelser, og en hastighed over 160 km/t betyder nu, at man mister sit kørekort, betinget. Ligeledes indførte vi, at man fik et klip i kørekortet ved en overskridelse på mere end 30 %. 3 klip betyder betinget frakendelse af kørekortet. Disse sanktioner er selvfølgelig også med til, at bilister blev mere opmærksomme på hastighedsgrænserne.

Differentierede hastigheder
Når man laver love, så er det meget vigtigt, at folket forstår og accepterer disse love. Hvis lovene accepteres, så bakkes de op af folket, og de vil derfor arbejde aktivt med, for at lovene overholdes.

I Danmark var spirituskørsel næsten helt acceptabelt i 1960'erne, og hastighedsgrænser fandtes kun i byer. Desværre var resultatet, at mere end 1000 mennesker blev dræbt om året.

De nye hastighedsgrænser på motorvejene har givet en større troværdighed og en større opbakning. Vores næste skridt bliver nu, at vi vil gennemgå vore større landeveje på samme måde som motorvejene. Vi vil derefter også lave differentierede hastigheder her. Nogle steder i åbent landskab. Man kan sagtens køre 90-100 km/t, mens man andre steder ikke kan køre de tilladte 80 km/t. Det skal vi ærligt erkende.

Er hastigheden synder?
Vi skal også være ærlige og lave statistik, som mere troværdigt fortæller om årsager til trafikulykker. Alt for tit får hastigheden skylden for ulykker, hvor årsagen måske er uopmærksomhed, træthed eller andre ydre årsager. Hvis vi altid giver hastigheden skylden, så mister vi troværdigheden, og folk mister tilliden til vores statistik.

Der er jo ingen tvivl om, at højere hastighed giver en større konsekvens og en endnu værre ulykke. Det er matematisk indiskutabelt. En højere hastighed giver også en længere reaktionstid og en længere bremselængde - det kan heller ikke diskuteres. Men jeg vil påstå, at en mere differentieret hastighed kan give nogle mere opmærksomme bilister.

Opmærksomme bilister laver færre ulykker. Med bedre statistik kan vi med større troværdighed påpege, hvilke ulykker der forårsages af al for høj hastighed. Når vi kender de virkelige årsager, så kan vi finde de virkelige løsninger.

Skal vi forhindre ulykker - og det skal vi - så skal det ikke alene ske for trafikanterne, men sammen med trafikanterne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Nonbo

Fhv. MF 1998-2015 (V) og viceborgmester, Næstved
kriminalassistent (Statens Politiskole 1978)

0:000:00