Det vil regeringen med skatteudspillet på transportområdet

DOKUMENTATION: Regeringen har tirsdag 29. maj præsenteret sit oplæg til en ny skattereform. Du kan læse alt det, som står i skatteudspillet om transportområdet her.

Regeringen lægger i sin nye skattereform op til, at skatten skal øges på fri bil og dieselbil. Samtidig forlænger reformen afgiftsfritagelsen for elbiler til 2015.

I det følgende kan du læse udspillets indhold på transportområdet: 

Blandt de øvrige finansieringselementer er tiltag, der øger indsatsen mod social dumping (nedsættelse af loftet over rejsefradraget og skærpet beskatning af arbejdsudleje) og understøtter en grøn omstilling (øget beskatning af fri bil og af dieselbiler). Regeringen ønsker herunder at øge udbredelsen af elbiler. Derfor forlænges afgiftsfritagelsen for elbiler frem til og med 2015. Det betyder, at el- og brintbiler også i de kommende tre år vil være fritaget for registrerings- og ejerafgift.

Blandt de centrale finansieringselementer:
- Øget beskatning af fri bil
- Højere udligningsafgift for dieselbiler

Regeringen vil regulere følgende afgifter med prisudviklingen fra 2013 til 2020:
- Vægtafgift og grøn ejerafgift.
- Udligningsafgift for dieselbiler.

Øget beskatning af fri bil 
Regeringen foreslår, at miljøtillægget, der tillægges beskatningsgrundlaget for fri bil, forhøjes med 50 pct. Desuden foreslår regeringen, at nedsættelsen af beregningsgrundlaget for beskatning af fri bil indtræder 36 måneder efter indregistreringsdatoen i stedet for de nugældende 3 kalenderår efter indregistreringen. Beregningsgrundlaget nedsættes fra 100 pct. til 75 pct. af den oprindelige nyvognspris (uændret). For en lønmodtager, der får en nyindregistreret firmabil med en anskaffelsespris på 300.000 kr. stillet til rådighed i juli måned, vil forslaget medføre, at skattebetalingen stiger med ca. 4.400 kr. i det tredje år efter anskaffelsen.

Forhøjelse af udligningsafgiften for dieselbiler og afgiftsfritagelse for elbiler
Regeringen foreslår, at udligningsafgiften på dieseldrevne person- og varebiler forhøjes med knap 52 pct. fra 2012 til 2013. Hermed udjævnes den afgiftsmæssige fordel for diesel frem for benzin. Der tages udgangspunkt i en gennemsnitlig årskørsel for nye person- og varebiler på omkring 22.000 km. For en dieseldreven person- og varebil, som betaler ejerafgift, og som  kører 21 km/l, vil forhøjelsen udgøre 820 kr. i 2013. Kører den 17 km/l vil forhøjelsen udgøre 1.020 kr.

Forhøjelsen af udligningsafgiften på person- og varebiler skønnes at medføre et umiddelbart merprovenu på 730 mio. kr. i 2013. Udligningsafgiften forudsættes at finansiere afgiftsfritagelsen for elbiler i perioden 2013-2015, hvilket skønnes at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 650 mio. kr. i perioden. Hermed kan udligningsafgiften i forbindelse med skattereformen umiddelbart finansiere 600 mio. kr. i 2013, 460 mio. kr. i 2014 og 440 mio. kr. i 2015. Det umiddelbare varige provenu forventes samlet set til ca. 640 mio. kr. (2013-niveau) svarende til ca. 450 mio. kr. efter tilbageløb og ca. 340 mio. kr. efter indregning af både tilbageløb og adfærdseffekter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00